Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXIX

Martinus og jeg udvekslede igen blikke, overraskede blikke. Havde Mikala lige været iskold overfor Marcus?

Mikalas synsvinkel:
Fuck, hvor var jeg nervøs for at snakke med ham, min gamle kæreste. Jeg havde lovet Victoria ikke at vise min nervøsitet på nogen måde, jeg skulle forholde mig så kold som muligt.

Heldigvis havde jeg Victoria og Martinus som overvågede os fra siden.

Jeg stod og ventede et lille stykke væk fra fodboldbanerne til det var to minutter efter vi skulle mødes. Bare for at spille mere kostbar, og mere ligeglad med ham.

Da jeg kom gående hen mod banerene, stod han der allerede. Han lænede sig op af målet, mens han stirrede tomt ned i jorden.

Han så ud som jeg huskede ham. Nej, han var flottere nu. Åh, hvor jeg dog savnede ham. Jeg havde allermest lyst til at løbe hen til ham, omfavnede ham, og snave ham i gulvet. Men jeg vidste jeg ikke kunne bukke under på den måde. Jeg måtte holde mine fristelser inde, selvom det var hammer svært.

Hans perfekte, mørkeblonde hår faldt perfekt ned foran hans øjne, men lige nok til at jeg kunne skimte hans smukke brune hunde øjne.

Og hans læber. Jeg savnede sådan hans læber.

Da jeg var cirka ti meter fra ham, løftede han sit hoved fra jorden, og plantede sit blik på mig. Han smilte ikke, stirrede bare, og bed sig i læben. Mit hjerte bankede i min brystkasse, så meget at det gjorde helt ondt.

Ingen af os sagde noget, vi stod bare og stirrede på hinanden. Hans parfume duftede helt fantastisk og fik mig til at få lyst til mere af ham. Der var ingen andre på fodboldbanen, og det var helt mørkt ude i horisonten. Det var ved at blive rigtig mørkt.

"Så, hvad vil du snakke om?" Spurgte han efter en meget lang stilhed. Mit hjerte begyndte at hamre ti gange hurtigere end før. Vores øjne mødtes, og jeg blev nødt til at fjerne mit blik hurtigt for ikke at blive helt fortabt i ham.

"Din opførsel. Det er ikke acceptabelt." Svarede jeg og lagde armene over kors. Jeg følte mig som en rigtig mor der prøvede at opdrage sin søn ordenligt.

"Du ikke min mor ligesom." Han stemme var flabet, alt for flabet.

Stilhed.

"Marcus.. Hvorfor er du sådan her?" Sukkede jeg og kiggede over på ham. Han stirrede koldt over på træerne, og ligende ikke en der gad være her.

Han var stille i lang tid før han fik fremsagt et svar. "Jeg ved det ikke." Hans stemme var følsom og lav.

"Der må jo være en grund." Smilte jeg og prøvede at vende en glad side ind.

"Jeg savner dig bare så ufattelig meget." Mumlede han, og kiggede over på mig. Jeg havde stirret på ham i lang tid. Vores øjne mødtes, og jeg kunne se tårnene i hans øjenkrog. "Jeg begik en kæmpe fejl, Mikala. Jeg vil være sammen med dig mere end noget andet. Det mener jeg." Han havde rettet sig op fra målet, og var på vej hen mod mig.

Nu var det min tur til at tøve. Marcus var så tæt på mig at jeg kunne mærke hans åndedrag foran mig, dufte hans parfume, og nærmest føle hans krop.

Marcus' hånd rørte min kind, og lavede blide strøg hen over den. Jeg løftede mit blik og mødtes hans øjne. De var fulde af tårer, men et strejf af glæde fyldte dem mest. Han smilte. For første gang den aften.

I det øjeblik hvor vi bare stirrede på hinanden og holdte den intense øjenkontakt, føltes alting så perfekt. Som om det bare var Marcus og jeg for evigt. Et øjeblik havde jeg glemt alt om vores problemer. Om hvorfor jeg faktisk var i Trofors.

Hans hånd gled ned på min hage hvor han holde fast. Derefter pressede han sine læber hårdt mod mine. Et langt og intenst kys. Men så heller ikke mere end det.

Efter et par sekunder trak han sig væk fra mig, men jeg længdes efter mere. "Jeg vil have dig tilbage." Sukkede han, fjernede sin hånd, og kiggede væk.

Jeg var hurtig i mine handlinger, så jeg tog et skridt mod ham, svang mine arme om ham, og pressede vores læber sammen igen. Denne gang var det lidt mere end et kys.

"Jeg vil også havde dig igen." Smilte jeg, da jeg havde givet slip på ham.

Martinus' synsvinkel:
Victoria og jeg troede slet ikke vores egne øjne. Var det virkelig så nemt for Mikala? Helt ærligt, hvorfor havde vi ikke ringet til hende før?

De stod og snakkede, men så lavt at vi ikek kunne høre dem fra vores gemmested.

Pludselig kunne jeg høre skridt nærme sig. Mikala havde da ikke fortalt Marcus at vi også var her? Det ville være monster akavet.

"I kan godt komme ud nu. Jeg har ordnet det." Råbte Mikala og fniste.

Jeg løftede mit hoved ud fra gemmestedet, og så Mikala og Marcus stå hånd i hånd. Var alting så bare tilbage til normalt igen? Var de sammen igen eller var det kun imens Mikala var i Trofors?

Jeg rystede i Victoria og hviskede at vi godt kunne komme frem igen. Vi løftede os begge, og gik hen mod Marcus og Mikala.

Det var længe siden jeg havde snakket med Marcus uden at skændes, så det var udentvivl akavet mellem os. Vi smilte endnu mere akavet.

"Såååe, hvad sker der?" Spurgte jeg mens jeg bed mig i læben, efter en lang stilhed.

"Marcus er god igen. Han havde bare lige brug for at blive kølet ned igen." Svarede Mikala, mens hun havde øjenkontakt med Marcus. Han svang sin arm om hende, og tvang deres kroppe sammen.

Jeg nikkede og kiggede akavet på dem. Alting var nærmest på plads igen, vi havde bare et problem. Hvad skulle vi sige til mor og far?

Efter at have snakket i et par minutter besluttede vi os for at gå hjem, da det var rimelig koldt.

Så snart vi kom ind, smed jeg mig på min seng, og Victoria var hurtig til at ligge sig oven på mig.

Nedenunder kunne jeg høre far råbe af Marcus, men jeg kunne dog ikke høre hvad de råbte. Den kom nok til at koste hårdt, han havde jo ikke været hjemme i over en uge.

Jeg smilte og glædede mig over at Victoria og jeg ikke havde den slags problemer. Vi havde altid hinanden i nærheden, og det elskede jeg.

____________________________

Snart 10k<3 Stem og kommenter.