Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XX

"Bare lad ham være, så lader han nok også dig være." Sagde han og klemte om min hånd.
"Håber." Svarede jeg, og vi gik op på værelset for at spille igen.

Victorias synsvinkel:
Jeg vågnede af en høj lyd. Det lød som en gren der knækkede, og faldet ned. Jeg lå og lyttede efter i et par minutter. Det stormede overdrevet meget, og regnen silede ned.
"Martinus? " Hviskede jeg, og ruskede stille i ham.
"Jaer? " Hviskede han muggent tilbage, men sendte mig så et smil. Han var nok træt.
"Jeg er bange." Sagde jeg stille. Han tænkte sikkert jeg var åndsvag.

"Årgh pus, læs dig tættere ind til mig, jeg beskytter dig. Ligemeget hvad." Svarede han, og strammede sit greb om mig. Jeg rykkede tættere ind til ham, og faldt hurtigt i søvn igen. Tanken om Martinus som beskyttede mig, gjorde mit tryk.

***

"Er du sikker på at du ikke har brug for hjælp? " Spurgte Alexander, og placerede sin hånd på min skulder. Vi havde biologi, hvilket jeg havde lidt svært ved.

Jeg skyndte mig at skubbe hans hånd væk. "Nej, Alexander, jeg kan altså godt selv!" Jamrede jeg irriteret. Hvorfor forstod han ikke at jeg bare at jeg ikke havde brug for hans hjælp?

"Undskyld, jeg prøver bare at hjælpe." Sagde han fornærmet, og rykkede længere væk fra mig.

"Ja, undskyld. Jeg har bare ikke brug for din hjælp." Svarede jeg, og sendte ham et lille smil.
"Det okay." Han prøvede at trække mig ind i et kram, men jeg afviste ham. "Jeg skal altså lave noget." Grinte jeg, og kiggede ned i mit papir igen.

Martinus' synsvinkel:
Vi sad og snakkede om noder, og om hvordan man skrev dem. Marcus deltog meget aktivt i timen, men jeg sad bare i mine egne tanker, og lyttede ikke rigtig efter.

"Martinus, jeg elsker dig mere end noget andet. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?" Victoria kiggede mig dybt i øjnene, og gav mig det største kram nogensinde. "Jeg elsker virkelig også dig." Sagde jeg, og holdt hende tæt ind til mig. Hun smilte og pressede sine læber mod mine.."

"Martinus, lytter du overhovedet efter?!" Råbte vores lærer, Jytte, af mig. Jeg skyndte mig at komme tilbage til verden og svarede: "Ja da." Som en rigtig dengse.

"Hvad er en 2 formet node så? " Spurgte hun og lagde armene over kors.
Jeg tøvede. "Det ved jeg da ikke? " Svarede jeg irriteret, og kiggede væk igen.

"Han er bare inde i sin egen lille drømmeverden." Grinte Marcus, og sendte mig et smørret smil. Jeg himlede med øjnene.

"Luk Marcus." Snerrede jeg, og sendte han et surt blik. Han grinte igen, og sendte mig en lille mundbevæglese, som egentlig burde være svær at tyde, men jeg vidste præcist hvad han mente: 'Rolig, du ser hende lige om lidt'

***

"Hvad havde i? " Spurgte Victoria, og flettede sine fingre ind i mine. Hun lænede sig stille op af min skulder.
"Et eller andet om noder. Jeg lyttede vist ikke rigtig." Grinte jeg, og aede hendes kind.

"For at være mere præcis, var han helt væk i sine egne tanker. Om dig." Udbrød Marcus og sendte mig et flirtende blik.
"Marcus!" Snerrede jeg og himlede med øjnene. Victoria rødmede.

"Det går altså ikke du bare sidder og tænker. Du skal lytte efter i timerne, ellers bliver du ikke en stor klog dreng." Sagde hun, og klappede mig på hovedet. Jeg grinte.
"Whatever." Svarede jeg, og viftede med hånden.

"Du en rigtig badass du er!" Grinte hun, og puffede til mig.
"Ja ja, hvis du synes jeg er en badass, så jeg en badass." Jeg smilte kækt til hende.

"Min badass." Konstanterede hun, og lænende sig endnu mere op af mig. Jeg svang hurtigt min arm om hende, og trak hende tættere på min krop.

"Hvad lavede du så? " Spurgte jeg og nussede hendes hår. Det var silkeblødt, og fantastisk at røre ved.

"Vi havde biologi. Alexander blev igen ved med at spørge om jeg havde brug for hjælp. Ih det altså irriterende. Det begynder at gå mig på." Svarede hun, og kiggede op på mig.

Jeg stoppede med at nusse hendes hår, og sagde: "Det går mig på, hvorfor kan han ikke bare lade dig være? " Han irriterede mig så overdrevet meget.

"Jeg ved det virkelig ikke, jeg sagde jo til ham at han ikke skulle prøve på noget med mig, men så prøvede han at trække mig ind i et kram." Hun himlede med øjnene, og kiggede over på Marcus igen. Jeg sukkede højlydt.

"Han lyder godt nok irriterende." Sagde Marcus, og sukkede.
"Det er han. Virkelig." Svarede Victoria, og sukkede. Vi sukkede alle tre.

Alexanders synsvinkel:
Der sad hun. Så smuk og fin. Jeg havde aldrig set en som hende. Hun var helt speciel. Hun var så smuk, at jeg blev helt blød i knæene hver gang jeg hørte hendes navn, hendes stemme, eller så hende. Jeg var forelsket, i en jeg havde kendt i to dage.

Selvfølgelig var hun ikke alene. Martinus var der også. Selvom jeg også kun havde kendt ham i to dage, hadede jeg ham. Jeg hadede ham af hele mit hjerte. Det gjorde ondt at se dem sammen. Helt inde i mit hjerte. Hun ville ikke have mig, hun ville have Martinus, og jeg havde absolut ingen chance hos hende. Hun afviste mig hele tiden, og gjorde det eksta tydeligt at hun havde en kæreste. Men jeg gav ikke op. Dybt inde i mit hjerte, kunne jeg mærke at der stadig var håb. Jeg måtte bare vente på det.

Jeg vinkede til hende, men hun ignorerede det bare, selvom jeg vidste hun have set mig. Det gjorde ondt. Hun lå helt tæt op af Martinus, og han havde sin arm om hende, imens han rodede i hendes hår.
Jeg gik med hurtige og lange skridt videre, og prøvede at holde humøret oppe, selvom det var svært når personen man er forelsket i, ikke har det på samme måde, overhovedet.

____________________________

Kapitel 20! Stem og kommenter!