Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XLI

Vi var alle fire hurtige til at tage sko og jakker på, men ingen af os vidste hvor vi skulle lede, hvor hvor kigger man efter pigen der nærmest aldrig tager andre steder hen end sit eget hus?

Marcus' synsvinkel:
Det tog ikke Victoria lang tid at finde Hilde. De var jo bedsteveninder, så selvfølgelig vidste hun hvor Hilde havde gemt sig. Dog var jeg overrasket.

Da vi fandt hende, sad hun med hænderne begravet i skødet, lænede sig op af et træ i den skov Victoria og Hilde altid gik sammen i. Hun havde ingen jakke eller nogle form for overtøj på, og det var altså minus grader. Hun hulkede.

Jeg tror aldrig jeg havde haft så dårlig samvittighed. Altså, selvfølgelig vidste jeg at Hilde kunne lide mig, men jeg troede ikke hun kunne lide mig så meget, så hun ville løbe hjemmefra, og hvis vi ikke havde fundet hende, fryse ihjel. Jeg troede slet ikke hun var typen der var sådan. Hilde, den smukkeste pige på hele skolen, som kunne få lige den dreng hun ville have, og så alligevel ikke. Hun kunne ikke få ham hun ville have. Mig.

Vi sad på hospitalet, og var alle bekymret for Hilde. Lægerne havde fortalt os, at hun var faldet i søvn, og at hun var okay, men at vi blev nødt til at vente med at snakke med hende.

Mikala var mest forvirret. Hun anede ikke hvad der foregik, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare hende det.

Det hele var så kompliceret. Jeg kunne jo også godt lide Hilde, virkelig meget faktisk, men, jeg var forelsket i Mikala. Jeg vidste at vi ikke kunne være sammen. Mikala måtte tage hjem før eller siden, og vores langdistance forhold ville ikke holde.

Men jeg kunne heller ikke være sammen med Hilde. Vi passede bare ikke sammen, og vi var ikke "meant to be". Det vile være helt forkert hvis vi var sammen. Jeg kunne ikke være sammen med nogle af dem.

"Marcus, er du okay?" Spurgte Victoria bekymret, og placerede hendes hånd på min skulder.

Jeg nikkede svagt, selvom jeg var langt fra okay. Jeg havde aldrig været så fortvivlet og ked af det før.

"Det skal nok gå alt sammen. Vi må bare holde ud." Smilte hun, lagde sit hoved på min skulder, mens hun knugrede min hånd. Hun vidste virkelig hvordan man fik andre i bedre humør.

Jeg smilte til hende. "Tak." Stammede jeg, og opdagede hæsheden i min stemme. Jeg havde ikke sagt et ord i timevis, og det kunne tydeligt høres.

Hildes synsvinkel:
Jeg vågnede af hviskende stemmer, og en masse skarpe lys direkte i mine øjne. Min krop var kold og rystede helt vildt. Hvad var der sket?

"Hun er vågen." Hørte jeg en voksen mandestemme hviske. "Du må gerne hente børnene."

Få sekunder efter blev døren skubbet hårdt op, og fire mennesker trådte ind i lokalet, og hen mod min seng.

En bekendt stemme rømmede sig. Det var Victoria. "Hilde, er du okay? Hvordan har du det?" Spurgte hun. Mine øjne missede i det skarpe lys, men jeg kunne lige ane Victoria som lænede sig ind over sengen. Martinus stod bag hende og holdte hendes hånd. På den anden side stod Marcus og en eller anden pige jeg ikke vidste hvem var. Hun stod et stykke længere væk end de andre.

"Ikke så mange spørgsmål. Hun er stadig ved at vågne." Snærede en voksen kvindestemme.

"Hvor er jeg?" Fik jeg fremstammet, imens jeg prøvede at sætte mig op i sengen, men blev skubbet hårdt ned igen.

"Hospitalet. Du var ved var fryse ihjel." Victorias ansigt blev mere og mere tydeligt så jeg kunne se hvor bekymret hun så ud.

"Hvad var der sket?" Spurgte jeg fortvivlet, men få sekunder efter, begyndte jeg at huske hvorfor jeg var ved at fryse ihjel. Det gik op for mig hvem den anden pige var. Det var Mikala. Hende Marcus var sammen med. Hun var grunden til at jeg var så ked af det.

Alt jeg ville have var Marcus, og hun havde taget ham for næsen af mig. Jeg hadede hende.

Mine øjne spærrede sig op mens jeg satte mig op, og jeg plantede mit blik på Mikala. Hun kiggede forskrækket på mig. "Dig." Snærede jeg surt, og prøvede at gribe ud efter hende, men Marcus forhindrede mig.

"Hey hey, rolig. Det er okay." Han lagde hænderene på mine skuldre, og plantede et kys på min pande, mens han blidt skubbede mig tilbage i sengen igen, og alting blev sort igen.

Victorias synsvinkel:
Jeg ville virkelig ønske Hilde og Marcus kunne være sammen, men sådan var det bare ikke. Alting var slet ikke så nemt.

Det gjorde bare så ondt i mit hjerte at se Hilde så ked af det hele tiden.

"Hvordan har du det?" Spurgte Martinus, og afbrød mine tanker. Han tog mine hænder op i hans, og kyssede dem på håndfladen.

"Jeg ved det ærligtalt ikke." Sukkede jeg, men prøvede at presse et smil på mine læber.

"Det skal nok blive godt igen. Jeg lover. Vi bliver alle glade igen." Martinus smilte, og trak mig ind i et kram. Han vidste virkelig hvordan man trøstede.

"Jeg ville bare ønske Hilde var glad." Jeg sukkede igen og lænede mig op af ham.

"Du kan ikke gøre alle glade, Victoria. Husk på det." Martinus kiggede alvorligt på mig, men sendte mig så et skævt smil, og plantede et kys på min kind.

Marcus' synsvinkel:
Det var altid svært at sige farvel til Mikala, men denne her gang var anderledes. Det var ligesom befriende. Ligesom om, vi gav slip. Slip på vores forhold, vores fortid.

Dog var vi kede af det, men ingen af os græd. Vi vidste begge at det var det bedste at gøre, og at vi ville være lykkeligere som venner.

"Jeg elsker dig, Marcus Gunnarsen." Havde hun hvisket lige inden hun forlod mig. Hendes stemme snøftede, men hun græd ikke.

Før jeg overhovedet fik chancen for at sige noget til hende, var hun væk. Hun var inde i sit tog, på vej væk fra mig.

Jeg smilte ved tanken om at jeg nu var single igen. Eller, det havde jeg været i et stykke tid. Jeg havde bare igen i tankerne længere. Nu kunne jeg gå ud og finde en helt ny. Starte på en frisk. Alt det med Hilde skulle nok ordne sig, og vi skulle nok blive gode venner igen.

Jeg forlod stationen kæphøjt med raske skridt, og et stort smil på læben. En ny uge ventede mig, samt en masse koncerter.

____________________________
Tror endelig jeg har fået min skrivelyst tilbage, jeg vi ihvertfald prøve at opdatere mere igen. Tak<3 Stem og kommenter.