Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXVII

Sådan sad vi resten af timen. Og timen efter. Og resten af dagen.

Victorias synsvinkel:
Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at ringe til Mikala.

"Hej Victoria, hvad så?" Svarede Mikala så snart hun tog røret. Hun lød stresset og i baggrunden kunne jeg høre andre snakke.

"Vi må snakke." Svarede jeg og satte mig på min seng.

"Om?"

"Marcus." Jeg prøvede at berolige min stemme, men den lød stadig meget anspændt.

Stilhed. En akavet en af slagsen. "Hvad er der sket med ham?" Spurgte hun med nervøsitet i stemmen. Hun havde nu forladt rummet med larmen, så der var helt stille.

"Han.. Han.." Stammede jeg og havde ingen ide om hvordan jeg skulle få det sagt. Et dybt suk forlod mine læber.

"Han har ændret sig." Fik jeg sagt. Ændret sig? Var det virkelig det bedste jeg kunne komme på?

"Hvad mener du med ændret sig?" Hendes stemme var helt stille og bekymret.

Jeg tog en dyb indånding, og begyndte at forklare. "Han, han snavede med en pige selvom han stadig kan lide dig, så var han væk i fem dage, og nu er ham sammen med "fuckboysene" på skolen i stedet for os. Vi ved ikke hvad vi skal gøre. Du må hjælpe os Mikala."

Der var stille i et stykke tid, før der kom et svar fra hende.

"Hvordan skal jeg hjælpe jer?" Sukkede hun, men lød helt, kold.

"Snak med ham. Få den gamle Marcus tilbage. Vi vil have ham tilbage. Jeg vil have ham tilbage." Tikkede jeg med min bedste tikke stemme.

"Hvordan skal jeg snakke med ham? Han har ikke svaret på mine opkald siden vi slog op."

Jeg tøvede lidt, men var hurtigt sikker på hvad jeg sagde. "Tag til Trofors. Vi har brug for dig her." Svarede jeg med en sikkerhed og overlegenhed i stemmen.

"Det kan jeg altså ikke bare sådan." Selvom det var et snakkeopkald, kunne jeg mærke hendes rullende øjne.

"Du bliver nødt til det. Please. Vi kan ikke klare det uden dig." Jeg sukkede og prøvede at lyde overbevisende.

"Jeg.. Jeg prøver." En kort stilhed opstod. "Jeg må løbe, vi snakkes." Sagde hun, og smed røret på.

Jeg sad alene på mit værelse og åndede lettet ud. Det hele skulle nok ordne sig.

Martinus' synsvinkel:
Victorias og min yndlingsting at lave sammen var hundrede procent at ligge og slappe af. Der var intet bedre end det.

Victoria lå i mine arme mens vi så Netflix, som vi for det meste plejede.

"Fik du snakket med Mikala?" Spurgte jeg, og nussede hendes hånd som jeg altid gjorde.

"Ja." Svarede hun som om vi ikke skulle snakke mere om det emne.

"Og hvad sagde hun?" Jeg gjorde tegn til at hun skulle uddybe sig.

"Hun kommer til Trofors. Jeg har overtalt hende." Svarede hun koldt, unden overhovedet at fjerne sit blik fra fjernsynet.

Jeg kiggede overrasket på hende, mest for at få hende til at kigge på mig.

"Virkelig? Bare sådan lige?" Spurgte og prøvede at lyde virkelig intereserret.

"Jep." Hun drejede sit hoved, og kiggede på mig med et smil. Endelig kunne jeg genkende hende.

Jeg trak hende ind til mig så hendes hoved lå på min brystkasse, mens jeg aede hendes hoved. Hun trak vejret dybt.

"Hvornår kommer hun så?" Spurgte jeg efter vi havde ligget i et par minutter.

"Næste uge tror jeg." Hun fjernede min hånd fra sit hoved, og sneg sine fingre ind i mine. Det var altid så romantisk at ligge sammen med hende.

Victorias synsvinkel:
Jeg havde aldrig set Gerd-Anne
så frustreret og sur før. Okay, jeg havde godt nok også kun kendt hende i et halvt år.

Der var gået en uge siden Marcus var kommet i skole, men han havde stadig ikke dukket op hjemme.

Martinus havde snakket med ham flere gange, men han ville ikke komme hjem. Det blev så slemt at Kjell-Erik måtte komme hen på skolen for at hente Marcus, men på mystisk vis var han sluppet fra ham.

Martinus og jeg var udmattede og trætte. Ingen af os gad at jagte Marcus hjem. Vi havde så småt givet op.

Snapchat fra Mikala

"Hvor er i? Jeg er på stationen!" Jeg stirrede på billedet et øjeblik og undrede mig over hvad hun mente, da det gik op for mig at hun var i Trorfors.

"Martinus! Mikala er i Trofors!" Hylede jeg, og hev Martinus op af sengen.

Han kiggede bare undrende på mig mens jeg trak ham neden under, og ud af døren med fuld kurs mod stationen.

***

"Mikala!" Skreg jeg og løb hen mod hende. "Åh hvor har jeg savnet dig!"

Hun smilte stort ved synet af mig, og omfavnede mig hurtigt. "Virkelig i lige måde!" Svarede hun, og smilte endnu større.

Martinus og Mikala krammede hinanden, og vi stod akavet og smilte til hinanden. Pludselig falmede hendes smil.

"Hvor er Marcus?" Sukkede hun, og ødelagde det ellers glade øjeblik.

"Vi ved det ikke." Martinus kiggede trættende ned i jorden.

"Huh? Ved i det ikke?" Hun kiggede undrende på os begge. Martinus og jeg udviklede blikke.

"Vi har ikke kontakt til ham." Sagde jeg med entusiastisk stemme.

Mikala sukkede, og trak sin telefon op af lommen. Hun trykkede lidt på nogle knapper, og tog bagefter telefonen op til øret.

"Tror du virkelig han tager den? Altså, han har ikke taget den de andre gange du har ringet." Pointerede jeg, men fik et dræberblik af Mikala som tegn på at jeg skulle holde kæft.

Hun stirrede ud i luften i et par minutter mens jeg kunne høre biblyden på telefonen. Men så pludselig stoppede biblyden, og et lille "Hvad vil du?" kunne høre fra røret.

Mikala stivnede, og stirrede dirkete ud i luften. Hun kunne ingen ord få presset ud.

Jeg lavde håndbevægelser til hende, som tegn for at hun skulle noget.

"Hallo?" Sukkede en irriteret Marcus i den anden ende af røret.

"Vi.. Vi må snakke sammen." Fik hun fremstammet, og pustede lettet ud.

"Hvad vil du snakke om?" Selvom Marcus' stemme var lav, kunne jeg stadig høre den flabet måde han sagde det på.

"Mød mig ved fodboldbanerne om fem." Svarede hun køligt og lagde på før Marcus overhovedet kunne nå at sige noget.

Martinus og jeg udvekslede igen blikke, overraskede blikke. Havde Mikala lige været iskold overfor Marcus?

___________________________

Wow, undskyld for at jeg ikke opdatere hver anden dag, men jeg har virkelig travlt, så jeg kan overhovedet ikke nå det.
Glæd jer! Stem og kommenter!