Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XV

"Godnat." Hviskede hun tilbage, og flettede hendes fingre ind i mine. Det gav et sæt gennem min krop, og jeg gav hendes hånd et lille klem.
Og sådan faldt vi i dyb søvn. Sammen. Lykkelige.

Victorias synsvinkel:
Jeg vågnede af Martinus som nussede mig i håret. Han havde sin arm rundt om mig, og jeg holdt hans hånd. Jeg vendte mig om, så vi lå ansigt til ansigt.
"Godmorgen." Sagde han og smilte stort til mig.
"Godmorgen." Jeg fjernede en hårlok fra hans ansigt. Og der lå vi. Stirrede bare hinanden dybt i øjnene.

"Godmorgen sovetryner." Marcus stod i døren og stirrede på os. Jeg skyndte mig at ligge mig om på ryggen og gnide mig i øjnene.
"Skrid." Skyndte Martinus sig at sige, og før vi vidste af det, var Marcus væk igen.
"Hey, vær sød mod din bror!" Grinte jeg, og puffede tl ham.
"Han skal bare lade os være i fred." Svarede han, og grinte igen.
"Nurgh." Smilte jeg, og aede hans kind kort.
Jeg gabte og strakte mine arme. Derefter rejste jeg mig, og tog mine bukser på.
"Hvor skal du hen? " Spurgte Martinus imens jeg var på vej hen til døren.
"Snakke med Marcus." Svarede jeg, og fortsatte ud til Marcus, som sad med sin telefon og smilte. Hvad smilte han mon over?

"Godmorgen Marcus, har du sovet godt?" Spurgte jeg og satte mig ved siden af ham.
Han løftede blikket op fra telefonen, og svarede: "Ja, hvad med i to, turtelduer? " Han smilte kækt til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at rødme helt vildt.
"Vi har også sovet godt. Har du skrevet til Mikala? " Spurgte jeg og kiggede interesseret på hans skærm. Han skyndte sig at trække den tæt ind til sig så jeg ikke kunne se.
"Må jeg ikke se Marcus? Har du hemmeligheder for mig? " Grinte jeg.
"Det Mikala." Svarede han og blev helt rød i hovedet.
"HVAD SKREV DU?! " Udbrød jeg, og opførte mig som en lille pige.
"Ikke noget specielt, bare hvem jeg var, og hvordan jeg fik hendes nummer og sådan." Han smilte usikkert.
"Og hvad svarede hun så? " Jeg gav ham et blidt skulderskub.
"Hun skrev at hun gerne ville lære mig at kende og sådan." Sagde han, og sendte mig et flirtende blik.
"Aww, held og lykke!"

***

"You're a good girl
Can't let it get pass me
You're far from plastic
Talk about getting blasted"

Sang Martinus og Marcus højt i bilen. Vi sad i bilen på vej tilbage til Trofors. Jeg var flad af grin over deres flotte optræden med "Blurred Lines"

"Victoria, der er faktisk noget vi skal fortælle dig! " Udbrød Gerd-Anne pludseligt.
Jeg sendte Martinus et undrende blik. "Hvad dog? "
"Plejefamilen har svaret, de vil gerne have dig boende!" Gerd-Anne lød så glad og lettet. Jeg forstod hende godt. Det var kun meningen at jeg skulle have boet hos os i et par dage, men det havde stået på i over en måned nu. Hun var sikkert glad for endelig at slippe af med mig.
"VIRKELIG?!" Udbrød jeg og omfavnede Martinus. Han så glad, men også skuffet ud.
"Ja, du kan flytte ud på fredag!" Jeg smilte bare og lænende mig tilbage i sædet. Det betød at jeg skulle flytte ud fra familen Gunnarsen, og Martinus' og vores fantastiske aftener ville snart være slut.

Da vi kom hjem, skyndte jeg mig bare op på Martinus' værelse, og smed mig på sengen.
"Jeg vil ikke have at forlader mig." Hviskede Martinus stille over fra døren. Han trådte ind i rummet, og satte sig på sengen ved siden af mig.
Jeg satte mig op ved siden af ham. "Jeg forlader dig ikke. Jeg forlader dig aldrig. Jeg flytter bare ud, jeg kan stadig komme på besøg, når som helst."
"Men, jeg vil ikke have du bor hos nogle andre end os." Han så helt ked af det ud.
"Årgh Martinus, du ved jeg aldrig kan forlade dig. Du betyder jo alt for mig. Du reddede mig. Hvis det ikke havde været for dig, havde jeg måske været død nu. Kan du ikke forstå hvor meget du har gjordt for mig. Uden dig er jeg ingenting." Jeg tøvede lidt undervejs jeg sagde det.

"Victoria? " Spurgte han, og aede mig blidt på kinden.
"Ja? "
"Jeg.. Jeg.. Jeg elsker dig." Sagde han, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg rødmede og anede ikke hvad jeg skulle svare.
"Jeg elsker også dig." Røg det ud af min mund.
Han smilte stort, og kyssede mig langt og inderlidt.

Martinus synsvinkel:
Tænk at jeg lige havde fortalt Victoria at jeg elskede hende. Var det for tideligt? Nej, det måtte det ikke være, hun sagde jo at hun også elskede mig. Men det var jo sandt, jeg elskede hende. Virkelig, virkelig meget. Hun betød alt for mig, og hvert minut jeg var sammen med hende, var jeg uendelig lykkelig. Hun gjorde mig lykkelig.

Resten af aftenen gik ret stærk. Vi spiste mad, så en film sammen alle 6, og bagefter gik mig og Victoria op på mit værelse. Vi snakkede og hørte musik til langt ud på natten. Selvom det havde været nogle lange dage, var jeg overhovedet ikke træt. Ikke når jeg var sammen med Victoria. Hun fik mig til at smile. Bare tanken om hende fik mig til at smile, og hver gang vi kyssede, gav det et sus i maven, men et behageligt sus, som jeg elskede.

____________________________

Endelig juleferie!<3 Stem og kommenter.