Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

I

Victoria's synsvinkel:
Jeg gik langsomt ind i Martinus' værelse. Han sad på sengen og ventede på mig. For at være ærlig så jeg skidegodt ud. Jeg havde brugt 1 time på at sætte mit hår og en time på at lægge makeup. Men det var helt sikkert det hele værd. Langsomt tog jeg et skridt mere ind i værelset, og Martinus drejede sit hoved hen mod mig.

"Wow." Sagde han. Hans øjne var blev store, og et stort smil bredte sig på hans læber. Han rejste sig og gik hen mod mig.
"Du ser jo fantastisk ud!" Udbrød han og prøvede at trække mig ind i et kys, men jeg satte min hånd for min mund.
"Ah ah, læbestift." Sagde jeg, og grinte.
"Du kan bare tage noget nyt på? " Svarede han og sendte mig det cuteste smil, for at lokke mig.
"Okay så." Sagde jeg og himlede med øjnene men på en cute måde.
"Yay!" Han tog sine arme om mig og pressede sine læber mod mine. Selvom Martinus og jeg havde kysset utallige gange, fik jeg stadig sommerfugle i maven hver gang han kyssede mig. Det ville altid være den bedste følelse i verden.

"Hmhmmm." Kom der ovre fra døren. Det var Marcus. Vi stoppede med at kysse og gav slip på hinanden.
"Vi skal kører nu." Sagde han og grinte lidt af os.
"Hvad? " Spurgte jeg undrende, men på en uskyldig måde.
"I har lidt.. Om munden." Svarede han og gik mens han grinte.
Vi vente os om, kiggede på hinanden og opdagede at vi havde min mørkerøde læbestift ud over det hele. Det så mega sjovt ud.
"Ups." Sagde Martinus og trak på skuldrene. Jeg puffede til ham.
"Det er din skyld." Sagde jeg, og vi flækkede begge af grin.

Okay, hvad? Tænker du måske lidt. Det var måske også et lidt underligt sted at starte min og Martinus' historie, så nu vil jeg kører tilbage til starten.

(Stadig Victorias synsvinkel)

Den første dag jeg mødte Martinus var en helt normal fredag. For ham ihvertfald.
Jeg sad i toget på vej, tja faktisk vidste jeg ikke hvor jeg var på vej hen.
Jeg tog toget så snart jeg fik fri for skole. Min sidste skoledag, nogensinde, i folkeskolen. I flere uger havde jeg planlagt min "flugt". Det var egentlig meget simpelt: Så snart jeg fik fri, skulle jeg gå ned til stationen, tage det første tog der gik, ligemeget hvor det gik hen. Jeg ville stå af på endestationen. Og så havde jeg faktisk ikke planlagt mere. Jeg vidste faktisk heller ikke hvad jeg skulle efter det. Jeg ville bare stå af og gå rundt der hvor jeg end var havnet.
Ja, jeg var løbet hjemmefra, hvis man kan kalde det det. Jeg havde ikke rigtig noget hjem, eller nogle familie. Min mor var død for længst, hun dødede af ebola da hun hjalp folk i nød i Afrika, og min far, jaa, han var aldrig hjemme, og jeg vidste faktisk ikke hvad han lavede. Han drak sig sikkert i hegnet hver dag. Søskende havde jeg ikke, og mine bedste forældre var døde. Min onkel og tante ville ikke kendes ved mig, og alle ignorerede mig i skolen fordi jeg var en "særling" som de kaldte det. Jeg boede også alene i min fars kæmpe store hus. Penge tog jeg altid bare fra en skuffe i stuen. På en eller anden mystisk måde lå der altid penge.
Togets endestation var en by der hed "Trofors". Jeg havde aldrig hørt om den. Jeg boede selv i Olso, så det var rigtig langt væk.
Der var ingen tilbage på toget da der blev sagt over højtalerne: "Trofors station - Endestation" Det var nu jeg skulle af.

____________________________

Hej alle, jeg håber i kan lide  første kapitel af min fan fiktion, måske lidt forvirrende. Det ville betyde rigtig meget hvis i gad at kommentere stemme, eller skrive noget jeg kunne gøre bedre, på forhånd tak!