Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XIX

"I så søde sammen." Måbede drengene, og stirrede med store øjne på os. Martinus trak mig bare tættere ind til ham.

Martinus' synsvinkel:
"Han er så underlig, han bliver ved med at spørge mig om jeg har brug for hjælp, og kigger mig direkte i øjnene. Jeg håber han ved at der aldrig bliver noget mellem ham og jeg, AHAHA!" Grinte Victoria.
"Ugh jeg kunne godt slå ham." Sukkede jeg, og klemte hendes hånd.
"Ej Martinus, han gør mig ikke noget, han er sikkert bare venlig." Svarede hun og nussede mit hår.

"Jeg sværger, hvis han rører dig, dræber jeg ham! " Udbrød jeg, og trak hende tættere ind til mig. Ingen skulle røre Victoria. Min Victoria.

Hun grinte af mig, og krøb endnu tættere ind til mig. "Hvornår skal i egentlig spille koncert igen?" Spurgte hun efter et par minutters stilhed.

"Snart, tror det er om 2 uger, jeg kan faktisk ikke rigtigt huske det." Grinte jeg. "'Vil du med da? "
"Meget gerne! Hvor er det henne? " Udbrød hun.
"Stockholm." Svarede jeg, og var usikker på om hun stadig ville med. Stockholm var trods alt langt væk.
"OMG! Jeg har altid gerne ville komme til Stockholm! Jeg skal 100% med!" Udbrød hun, smilte stort.

"Men vi skal nok til interviews og sådan, så jeg tænkte på noget." Startede jeg.
"Hvad tænkte du på? " Spurgte hun og fjernede en hår tot fra mit ansigt.

"Måske er det på tide at vi informere verden om vores forhold. Jeg tænker bare vi får sikkert en milliard spørgsmål om dig til interviewsene, så hvorfor ikke fortælle det som det er?" Jeg smilte og bed mig stille i læben.

"Det synes jeg er en god ide." Hun lænede sig frem, og pressede sine læber mod mine. Det susede gennem min krop.

"Så fortæller vi dem det! " Udbrød jeg glad.

Marcus' synsvinkel:
Jeg sad i min seng, og kedede mig egentlig rimlig meget. Det var mandag eftermiddag. Victoria og Martinus var sammen. De sad og, ja jeg vidste ikke hvad de præcist lavede, men de sad ihvertfald på Martinus' værelse.

Snapchat fra Mikala

"Hej Marcus, hvordan går det med turtelduerne?" Jeg smilte stille og svarede hende med et sødt selfie.

"Hey Mikala, det går fint, tror de hygger sig inde på Martinus' væresle."

Et billede hvor hun grinte med teksten "Uhh, deres forhold er så cute! Jeg vil også have en sådan et forhold:(" tikkede ind. I sekundet jeg læste ordet "forhold" begyndte mit hjerte at så 5 gange hurtigere. Hentydede hun til mig?

Jeg tog igen et selfie og skrev: "Same, kan du ikke snart komme forbi her i Trofors?" Mit hjerte bankede nu 10 gange hurtigere end før.
Jeg ventede i cirka 5 minutter før min telefon brummede igen.

Snapchat fra Victoria

Hun havde sendt et billede af Martinus' som kiggede intenst på fjernsynet foran kameraret. Man kunne også lige ane hendes hoved."Kommer du ikke ind? Vi kunne spille et spil sammen alle 3?" Stod der.

Jeg tog hurtigt et selfie, og skrev "Jada" da en snap fra Mikala, tikkede ind. Jeg var hurtigere end lysets hastighed til at åbne hendes snap.

"Vil gerne, men må ikke. Jeg bor jo i Oslo:(" Jeg rejste mig fra sengen, og sendte hende et sort billede tilbage: "En dag skal du altså komme! Det tror jeg også Victoria vil have!"

Victorias synsvinkel:
Martinus, Marcus og jeg sad og spillede Ludo. Det var rigtig hyggeligt at være sammen med Marcus også, vi var næsten aldrig sammen. Pludselig bankede det på døren.

"Victoria, der er en dreng der spørger efter dig, han hedder Alexander." Sagde Gerd-Anne imens hun stak hovedet ind på værelset. Jeg sendte Martinus et undrende blik. Hvad ville han, og hvordan vidste han at Martinus boede her? Og værst af alt: Hvordan vidste han jeg var her?

Jeg rejste mig stille, og fortsatte ned af trapperne. Martinus fulgte efter bag mig.
"Vent her." Sagde jeg til Martinus, og satte min hånd bagud mod ham.

Jeg gik med raske og selvsikre skridt over mod døren, og åbnede den. Der stod han. Alexander.
"Hej." Sagde han og sendte mig et venligt smil.
"Hvad vil du? " Svarede jeg kort og køligt, imens jeg lagde armene over kors, og lænede mig op af døren.

"Jeg vil bare sige undskyld for tidelige. Igen." Han kløede sig i nakken, og kiggede ned i jorden.
"Det fint." Mumlede jeg, og skulle til at lukke døren i hovedet på ham, men han satte sin fod for.

"Kan vi ikke bare være venner? " Spurgte han usikkert.

Jeg tøvede, men sendte ham et lille smil. "Jo. Så længe du ikke prøver på noget med mig."
"Det lover jeg."

Jeg smilte og lukkede døren. Jeg kunne høre ham råbe: "Vi ses i morgen! "

Derefter himlede jeg med øjnene, og gik hen til Martinus igen. "Han er så kikset. Det helt vildt." Sukkede jeg, og flettede mine fingre ind i hans. Han smilte.

"Bare lad ham være, så lader han nok også dig være." Sagde han og klemte om min hånd.
"Håber." Svarede jeg, og vi gik op på værelset for at spille igen.

____________________________
I får lige 3 kapitler i dag fordi jeg har ramt 2k! Stem og kommenter!