Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXII

"Hun hedder Victoria." Svarede Martinus, og lænede sig selvsikkert tilbage i sædet. Han drejede sit hoved over mod mig, og sendte mig et sukkersødt smil, der gjorde mig blød i knæene.

Martinus' synsvinkel:
"Det klarede du da meget godt." Udbrød Victoria, da interviewet var slut. Jeg trak på skuldrene og grinte.

"Jeg er jo god til alt." Svarede jeg kæphøjt, men med sarkasme i stemmen.
Hun grinte, og tog min hånd. Jeg flettede mine fingre ind i hendes.

***

Koncerten skulle lige til at begynde, og alt var som normalt. Bortset fra at Victoria var her selvfølgelig. Hun gjorde mig mere nervøs end jeg plejede. Jeg ville bare ikke præstere dårligt foran hende. Og så var jeg bange for fansenes reaktioner. De havde jo selvfølgelig set interviewet, og jeg var bange for at få dræber blik af nogle af dem, men jeg håbede de ville tage det pænt.

"Martinus? Er du klar? I skal på om lidt." Spurgte Victoria, og lagde en hånd på min skulder. Hun var så omsorgsfuld.

"Jeg er klar." Smilte jeg og trak hende ind i et langt kram. Det var altid en rar følelse.

"Kom så Martinus! Det er nu! " Jamrede far, og trippede over jeg var så langsom. Jeg skyndte mig at kysse Victoria på kinden, og løb hen til far.

Koncerten gik egentlig meget godt, jeg præstrede fint, og ramte de toner jeg skulle. Men blikkende. Det var anderledes. Selvfølgelig. Marcus fik stadig de samme, dejlige varme smil, og blikke, mens jeg fik kolde og irriteret blikke. Hvad havde de dog i mod hende? De vidste vel at jeg ville få en kæreste før eller siden. Vi er jo for helvede stadig to 16 årige drenge.

Da koncerten var slut var jeg muggen. Jeg havde håbet på bedre reaktioner, men ærligt, hvad kan man forvente af fangirls?

"Du var så god!" Udbrød Victoria, og trak mig ind i et kram. Jeg gengældte det ikke.

Hun sendte mig et undrende blik. "Hvad er det galt? "
"Det bare fansene. De skuffede mig." Svarede jeg og fjernede mit blik fra hende.
"Hvad har de gjordt? " Spurgte hun trist.

"De sendte mig bare kolde og irriteret blikke." Sukkede jeg og tog hendes hånd i min. "Men det skal nok gå."
Hun smilte, og klemte min hånd. "Det skal det!" Udbrød hun.

Victorias synsvinkel:

Snap fra Alexander

Nu igen? Kunne han ikke bare lade mig være?
"Hey, skal vi lave noget fredag? " Stod der. Adr jeg skulle ikke lave noget med ham.

"Martinus, hjælp. Alexander har lige spurgt om jeg vil 'lave noget' på fredag, hvad skal jeg svare?!" Jamrede jeg frustreret. Martinus grinte.

"Bare skriv jeg skal på en date med din kæreste." Svarede han, og lagde sin arm om mig.
"Men det skal jeg jo ikke? " Grinte jeg, og vidste udemærket hvor det førte hen.
"Nu skal du." Konstanterede han, og kyssede min hånd.

Jeg smilte og lænende mig mere op af ham.

***

"Godmorgen syvsovere! " Råbte Marcus, og kom brassende ind af døren. Jeg gned mig i øjnene, og prøvede at komme fri fra Martinus greb, men han ville ikke give slip, så jeg blev bare liggende.

"Godmorgen Marcus." Svarede jeg, og sendte ham et lille smil. Han rystede på hovedet.

"Nyforelskede altså." Grinte han, og himlede med øjnene på en kærlig måde. Jeg sendte ham et smørret smil.
"Marcus altså." Jamrede jeg, og gav ham midterfingeren. Han grinte højlydt. Det var dejligt at jeg var blevet tættere med Marcus, sådan så jeg ikke kun kendte Martinus.

"Godmorgen." Smilte Martinus pludseligt, og omfavnede mig endnu mere end han allerede gjorde.
"Godmorgen sovetryne." Svarede jeg, og prikkede ham blidt på næsen. Hans øjne var stadig lukket, men et kæmpe smil bredte sig på hans læber.

"Jeg vil godt vågne sådan her hver morgen. Dig og mig. Sammen. Resten af mine dage." Mumlede han, og åbnede sine øjnene stille. Jeg rødmede.

"Jeg arbejder på det." Svarede jeg, kyssede hans kind, og prøvede at komme fri af hans greb, men han trak mig ned igen.
"Du bliver her." Sagde han kækt, og angreb mine læber. Først med små kys, men det udviklede sig hurtigt til mere end bare kys.

Martinus' synsvinkel:
Igen, var det blevet en skoledag, og jeg gad overhovedet ikke. Jeg havde allermest lyst til at være sammen med Victoria, og lave igenting. Selvom det kun var et døgn siden vi satte hende af hos Lisa og Henning, savnede jeg hende stadig.

"Martinus, der er morgenmad, kommer du ned? " Spurgte Marcus, som stod i døren til mit værelse. Jeg sad selv på min seng, og stirrede ud i luften.
"Jaer." Jeg rejste mig og vi gik sammen ned for at spise morgenmad.

"Så Martinus, hvordan går det med kæresten? " Spurgte mor, og vrikkede med sine bryn. Vi sad og spiste morgenmad, og jeg gad faktisk ikke rigtig snakke, men jeg havde ikke rigtig et valg.

"Det går godt, synes jeg da." Svarede jeg, uden at løfte blikket fra min mad.

"Hvad med ham der Alexander, han virkede lidt spøjs?" Spurgte hun og prøvede at møde mine øjne, men jeg undgik hendes. Så snart jeg hørte navnet 'Alexander' flippede jeg fuldstændig ud.

"DER ER IKKE NOGET MED HAM LORTE ALEXANDER! HAN GÅR BARE I VICTORIAS KLASSE, IKKE MERE, OKAY?" Hylede jeg, og slog mine hænder hårdt ned i bordet. Måske overreagerede jeg en lille smule.
Emma kiggede forskrækket, og bange på mig, mens mor, far, og Marcus var målløse.

"Tak for mad." Mumlede jeg, og løb op på mit værelse igen.

***

"Rolig Martinus, han stjæler hende ikke! Hun er forelsket i dig, ikke ham!" Smilte Marcus, og klappede mig blidt på skulderen. Det var sødt han prøvede at opmuntre mig, men mor havde allerede ødelagt min dag. Kun en ting kunne gøre den god igen. Victoria.

"Det ved jeg, men jeg er bare bekymret!" Sukkede jeg, og havde stadig blikket rettet mod mine sko. Vi var på vej hen til skolen.

"Hun ville aldrig gå bag din ryg, tro mig!" Udbrød han, og prøvede at fange mit blik.
"Tak Marcus." Jeg sendte ham et lille smil.

____________________________
Undskyld hvis kapitlerne er lidt kedelige. Stem og kommenter!