Inden Marcus overhovedet nåede at sige noget til mig, var jeg smuttet efter Mikala.
Victorias synsvinkel:
"Mikala! Du må tilgive ham!" Jamrede jeg, og slog ud med armene foran Mikala, men hun var iskold og lagde armene over kors. Vi havde snakket i cirka femten minutter, og hvad havde vi fået ud af det? Ingenting. Absolut igenting.
"Han er jo en kæmpe idiot. Han udnyttede mig bare, nu vil han af med mig så han kan have piger i Trofors også. Og så når han kommer tilbage til Oslo tigger han om tilgivelse, men slår op med mig når han tager hjem igen. HAN ER EN PLAYER!" Hun snærede, og sendte mig nogle vilde dræberblikke. Jeg blev mere og mere bange for hende.
"Sådan er han ikke Mikala! Jeg sværger! Han er så forelsket i dig at han bliver helt forvirret over hans egen mening! Jeg lover, jeg har kun set få mennesker så forelsket som han er i dig!" Jeg prøvede at holde min tone nede, men det var rimelig svært.
En stilhed hvor vi begge stirrede ned i jorden opstod. "Virkelig?"
"Virkelig. Og det bliver ikke bedre hvis du bare ignorerer ham." Jeg sendte hende et svagt smil for at få hendes humør op.
"Tak. Jeg må snakke med ham." Smilte hun, og gik.
Marcus' synvinkel:
Hvad fanden i helvede havde jeg lavet? Hvorfor i alverden tænkte jeg sådan? Jeg have aldrig været så forelsket i nogen som jeg var i Mikala, og så fuckede jeg det hele op ved at sige jeg ikke kunne klare det langdistance forhold! Jeg var en totalt svans.
Mikala havde dog taget sig sammen til at tilgive mig, men hun ville bare være venner. Men var det ikke også det jeg ville? Altså, det var jo derfor jeg sagde som jeg gjorde. Et stik af fortvivlelse ramte mig, og det gik op for mig at jeg havde truffet den forkerte beslutningen. Jeg ville være sammen med Mikala mere end noget andet, men det var for sent.
Vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen. Jeg havde bare brug for en seng til at ligge og græde i. Hele turen hjem havde jeg ikke snakket med nogle, kun siddet i min egen verden med mine høretelefoner på.
Victoria og Martinus havde det som sædvaneligt hyggeligt sammen, og de sad og fodrede hinanden med chokolade. De skændes aldrig. Jeg tror aldrig de havde skændes, selvom de havde været sammen i 4 måneder. Hvorfor kunne Mikala og jeg ikke være som dem?
Igen ramte ensomheden mig. For jeg havde igen ikke en kæreste, og alt ville være tilbage til normalt, hvor jeg følte mig undenfor. Jeg sukkede, og lukkede mine øjne i. Tænkte mig væk til en anden verden. En verden hvor alting ikke var besværeligt.
Martinus' synsvinkel:
Victoria virkede gladere end før. Altså ikke meget, men lidt. Som om det med at Mikala og Marcus skændes havde fået hendes humør op. Men det var jeg mere end glad for.
Vi var tilbage til hverdagen, og alt var sådan rimelig normalt, bortset fra at Marcus og jeg havde tilbragt ret meget tid i studiet, og Victoria havde brugt sin tid med Hilde. Faktisk havde vi ikke været sammen i over en uge, og jeg savnede hende selvom vi var sammen i alle frikvarter. Men jeg havde også virkelig brug for at være sammen med hende. Alene. Og selvfølgelig var Marcus sønderknust men det var begyndt at blive bedre. Altså når vi var sammen med Victoria og Hilde i frikvartererne virkede han rimelig glad. Hilde gjorde ham glad, og det gjorde mig glad at se min bror glad.
Direct besked fra _.macctiinusloverr_.
Hello Marcus and Martinus. This message is for Martinus. I saw you got a girlfriend. I just wanna ask you why you picked her, cause she's very ugly, and seems annoying. You could get so much better than her, so why her?
Jeg var så tæt på at fippe ud midt i timen. Hvordan kunne den her person overhovedet få sig selv til at skrive sådan? Altså jeg vidste godt at personen nok ikke regnede med at jeg ville svare, men det gjorde det overhovedet ikke okay at hate på andre.
Jeg svarede nærmest aldrig på direct beskeder, men denne blev jeg nødt til at svare på.
How can you get yourself to write so mean stuff about a person you dont even know? I think you should shut up and leave me and my girlfriend alone.
Jeg sendte den og følte en smule ro i kroppen, selvom jeg var sur. Hvorfor skrev folk sådan noget? Det gjorde jo alligevel ikke nogen forskel på min holdning til Victoria, det gjorde mig bare sur og skuffet over mine fans. Jeg sukkede, og prøvede at fokusere på timen i stedet for en eller anden dum fan.
***
Så snart jeg kom hjem smed jeg mig på min seng. Jeg var så træt og jeg vidste ikke engang hvorfor. Det var fredag, og jeg skulle igenting. Absolut ingenting. Marcus skulle ud med nogle drenge eller sådan noget, jeg fik ikke helt fat i det. Victoria var sammen med Hilde igen, så jeg var helt alene hjemme. Mor var ude og handle, mens far og Emma var ude og bowle uden at invitere mig.
"Hej skat. Har du sovet?" Spurgte mor, og vækkede mig. Jeg var faldet i søvn i min seng selvom det var lige efter skole. Hvorfor var jeg så træt hele tiden?
"Ja. Hvad er klokken?" Gabte jeg og strakte min krop.
"Snart seks. Jeg går ned og laver mad. Far og Emma kommer om lidt." Smilte hun og smuttede ud af mit værelse igen.
Jeg tog straks min telefon frem for at kigge om Victoria havde skrevet.
Ubesvaret opkald fra Victoria (4)
Jeg var hurtigere end lynet til at ringe tilbage til hende. Hun tog den med det samme.
"Martinus, vi SKAL må snakke!" Hvinede hun. Det lød som om hun var udenfor sammen med en masse andre. Hun lød lidt, fuld? Havde hun drukket?
"Fortæl." Svarede jeg undrende, og ventede spændt.
____________________________
:) Stem og kommenter<3 Tak for 6k.
أنت تقرأ
Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen
أدب الهواةMartinus står på stationen sammen nogle venner, da den smukkeste pige kommer ud af toget. Han kan ikke få øjnene fra hende. Burde han gå hen og snakke med hende?
