Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXV

Jeg trak mig væk så hurtigt jeg kunne, og skreg: "HVAD FANDEN LAVER DU DIT KLAMME SVIN!!!!"
Han kiggede forskrækket på mig, og før jeg vidste af det, havde jeg givet ham en gigantisk lussing.

Martinus synsvinkel:
Jeg kom traskende hen mod stationen, i egentlig rimelig godt humør. Nok fordi jeg vidste at jeg snart ville se Victoria igen.

Da jeg trådte ind på stationen, så jeg noget jeg ikke havde forventet at se. Victoria sammen med, Alexander? Først stod jeg undrende og stirrede på dem, hvorfor fanden snakkede de sammen, og hvorfor var Alexander her?

Jeg bevægede mig undrende tættere på dem, da Victoria vendte sig om få at gå. Men Alexander tog fat i hendes arm, vendte hende om mod ham, og, KYSSEDE HENDE??!!!

Jeg spærrede mine øjne op, og stirrede. Hun trak sig meget hurtigt, og skreg: "HVAD FANDEN LAVER DU DIT KLAMME SVIN!!!!" Efterfulgt af en lussing.

Jeg var så rassende at jeg løb så hurtigt jeg kunne over til dem, og slog Alexander hårdt ned i jorden. Hvad fanden tænkte han dog på?! Han kunne sku da ikke bare stå der og prøve at kysse MIN kæreste!!!!!

"Martinus?" Råbte Victoria, og kiggede forvirret og forskrækket på mig, men jeg blev bare ved med at slå og sparke Alexander indtil, han ikke bevægede sig mere. Det lyder måske aggressivt, men så rasende var jeg.

"Det nok nu Martinus!" Udbrød Victoria, og prøvede at berolige mig, men jeg var helt oppe og køre. Hvis ikke hun havde stoppet mig, havde jeg dræbt ham.

"NEJ!" Skreg jeg, og sparkede ham igen, imens Victoria prøvede desparat at holde mig tilbage. "INGEN SKAL RØRE MIN PIGE!" Skreg jeg, denne gang endnu højere. Jeg var så rasende at jeg var sikker på at de kunne høre mig langt væk fra stationen.

"Martinus, det okay, jeg er okay." Smilte hun, og trak mig ind i et langt kram.

"Han skal aldrig røre dig igen, ALDRIG!" Tudede jeg. Ja jeg tudebrølede, og havde aldrig været så rasende og ked af det på samme tid.

"Det vil han ikke." Snøftede hun, og aede mig på ryggen.
Jeg holdt hende tæt ind til mig, krammede hende hårdt, og jeg blev ved med at kramme hende indtil vi besluttede os for at gå hjem. Alexander, ja. Ham lod vi ligge der på jorden, og vi regnede stærkt med aldrig at se ham igen. Hvis han nogensinde dukkede op igen, ville jeg slå ham ned. Igen.

Victorias synsvinkel:
Jeg vågnede med den sygeste dunken i mit hoved. Martinus var her. Eller rettere, jeg var hos Martinus. Hvad var der sket i går? Jeg huskede igenting, men jeg var sikker på at jeg ikke var fuld? Og pludselig gik det op for mig hvad der var sket. Jeg så Alexanders ansigt ligge der, og kigge ned i jorden. Han var fuld af blod og sår. Martinus, min sødeste Martinus, stod og sparkede løs på ham. Han var rasende. Jeg kunne ikke klare at se på det. Det var som om billedet hjemsøgte mig, det ville ikke gå væk.

"Victoria, rolig." Sagde Martinus pludseligt og lagde sin arm på min skulder. Først der opdagdede jeg, at jeg lå og rullede fra side til side, og fægtede vildt med armene. Min krop var helt våd af sved, og mine kinder helt gennemblødte af tårer.

"Jeg vil ikke Martinus. Jeg er bange for ham." Udbrød jeg, og klæbede mig op af Martinus. Han holdt mig tæt ind til ham.

"Han gør dig ikke noget mere. Ikke så længe jeg er her." Hviskede han, og hvilede sin krop mod min. Det var den bedste følelse. At ligge sammen med Martinus, og bare holde ham tæt ind til mig, så længe jeg nu kunne.

"Jeg kan stadig smage hans ulækre læber!" Grinte jeg og lavede et ansigt der lignede jeg skulle til at kaste op.

"Den får jeg hurtigt væk!" Udbrød Martinus kækt, og pressede sine læber mod mine. Han læber smagte 1000 milliarder gange bedre end Alexanders. Der var også helt vildt bløde, og behagelige. Alexanders var klistrede og ulækre, og passede slet ikke ind med mine, derimod passede Martinus' perfekt med mine.

***

Snapchat fra Hilde
"Victoria, hvor er du? Jeg har lige været hjemme hos dig, din mor sagde hun ikke vidste hvor du var. Hun var meget bekymret for dig!"

Jeg havde helt glemt Hildes og min aftale om at vi skulle ind til byen. Jeg skyndte mig at tjekke klokken, den var lidt over 2. Derefter svarede jeg Hilde.

"Jeg er hos Martinus, jeg kan desværre ikke være sammen i dag, forklarer mandag. Og Lisa er ikke min mor, hun er min plejemor." Skrev jeg, og trykkede send. 

"Hvad laver du?" Spurgte Martinus, og sneg sine arme rundt om mine skuldre.

"Jeg snappede lige en fra min klasse." Svarede jeg, og hvilede mit hoved på hans arme.
"Går det bedre?" Han drejede mig rundt så vi kunne få øjenkontakt.

"Jaer, jeg kan stadig ikke komme mig over at Alexander kyssede mig. Jeg mener, han LOVEDE at han ikke ville prøve på noget med mig, og så prøver han at kysse mig. Den nar." Jeg sukkede, og satte mig på hans seng.

"Men nu er han væk." Opmuntrede Martinus, og satte sig ved siden af mig.

"Og han skal aldrig komme tilbage igen."

"Det vil han ikke." Han lagde sin arm om mig.

Martinus' synsvinkel:
Hvorfor så hun altid så dejlig ud når hun sov? Hendes lange lyse hår faldt ned for hendes ansigt, men jeg kunne stadig ane hvor flot det var. Dynen lå over hendes krop, helt tæt om hende. Jeg var stolt over min flotte indpakning af hende.

Selvom klokken ikke var særlig mange, kun cirka 20.00, ville jeg ikke vække hende. Hun havde virkelig brug for søvn, og desuden elskede jeg at nærstudere hende imens hun sov. Ej okay, det lyder stalker agtigt, men hun var altså bare så smuk at se på. Jeg kunne slet ikke fjerne mine øjnene fra hende.

"Kommer i ned i stuen og ser en film?" Spurgte Marcus højlydt, og kom brassende ind af døren.
"Schhhhh." Snerrede jeg. "Hun sover ligesom!"

"Sorry." Han bakkede uskyldigt ud af værelset, og jeg fulgte efter ham, men inden jeg gik ud, tog jeg et sidste kig på Victoria. Jeg smilte tilfreds for mig selv. Heldig, det var lige hvad jeg var.

____________________________

Godt nytår! Undskyld for jeg ikke har opdateret de seneste dage, har haft travlt med veninder og sådan. Jeg håber i alle har haft et fantastisk nytår, og har passet på jer selv med fyrværkeriet. Stem og kommenter gerne!