Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXII

Tænk, jeg var på vej væk fra Trofors, og på vej hjem til Oslo. Selvom hele mit liv forgik i Oslo, ville jeg mere end noget andet blive i Trorfors. Kun for at være sammen med Marcus.

Victorias synsvinkel:
Selvom Mikala havde været i Trorfors hele efterårsferien, havde det stadig været en lorte ferie. Men så alligvel ikke. Martinus og jeg havde jo været syge siden lørdagen og så helt til den næste lørdag, så faktisk havde jeg overhovedet ikke været sammen med Mikala. Hun havde brugt alt sin tid sammen med Marcus, men det var også forståeligt nok.

Det var mandag, og vi skulle igen i skole. Hvis jeg skulle vælge noget jeg virkelig ikke gad, så var det helt sikkert skolen. Okay, der var gode ting ved den, men jeg ville hellere bare være hjemme og slappe af sammen med Martinus.

Heldigvis skulle drengene snart til Oslo for at indspille musikvideo, og jeg skulle selvfølgelig med. Så ville jeg også få tid til at snakke mere med Mikala.

"Hvad så? Har du lavet lektier til i dag?" Spurgte Hilde, og smed sin taske ved siden af hendes stol. Derefter satte hun sig ned og sendte mig et smørret smil.

"Lektier? Hvilke lektier?" Jeg kiggede forvirret på hende.

Hun grinte kort af mig, mens hun trak sin computer op af tasken. "Det tænkte jeg nok. Jeg deler min opgave med dig, og så kan du skrive af. Men ikke kopier den helt så læreren fatter mistanke."

"Årgh, tak Hilde. Jeg har været syg hele ferien, så jeg har ikke lavet en skid." Sukkede jeg, og kiggede ned i min mobil.

Snapchat fra Martinus

"Hav en dejlig dag smukke, jeg elsker dig<3" stod der. Jeg blev rød i kinderne og skyndte mig at svare i lige måde, og at jeg også elskede ham.

"Det lyder nederen. Men glæder du dig til at i skal til Oslo igen?" Spurgte Hilde, og åbnede Facebook på sin computer. Faktisk var jeg ikke engang på Facebook, Instagram eller Twitter, hvilket jeg egentlig burde komme på.

"Ja, det bliver dejligt!" Smilte jeg.

"Jeg hører Marcus har fået en kæreste der? Er det rigtigt?" Spurgte hun, med nervøsitet i stemmen. Hilde kunne da ikke lide Marcus?

"Ja, det er rigtigt, hvor har du hørt det?" Marcus ville da ikke blære sig på den måde med det, sådan var han slet ikke.

"En fra hans klasse sagde det til mig her før jeg kom ind i klassen." Hun kiggede  væk fra mig. Selvom hendes ansigt vendte den anden vej, så kunne jeg forstille mig hendes triste udtryk.

"Jeg vidste ikke du kunne lide ham?" Udbrød jeg uden overhovedet at tænke over det, og jeg fortrød det hurtigt.

"Jeg ved heller ikke om jeg kan. Jeg bliver bare jaloux af at se ham med andre, så det kan man vel godt sige jeg kan." Hun tøvede lidt, og prøvede at møde mit blik.

Jeg trak hende et hurtigt kram og svarede: "Dig, som kan få nærmest alle andre fyre, vælger selvfølgelig lige præcis ham hun ikke kan få. Typisk." Jeg grinte.

"Det ikke sjovt!" Udbrød hun, og puffede mig hårdt tilbage imens hun grinte.

"Det kunne jo alligvel være lidt goals hvis vi hver havde en tvilling." Grinte jeg smørret.

"Ja præcis!" Vi grinte begge højlydt, da læren kom ind, og en kedelig matematik time skulle til at begynde.

Martinus' synsvinkel:
Hvorfor skulle jeg overhovedet lære om U.S.As borgerkrig i 1800-tallet, altså hvad skulle jeg dog bruge det til? Jeg skulle jo alligvel bare leve at at være sanger, så hvas lavede jeg overhovedet her?

"Martinus, lytter du?" Snærede Jytte af mig. Jeg skyndte mig at rette min opmærksomhed på hende.

"Ja selvfølgelig Jytte." Smilte jeg, og rettede mig op af stolen.

"Godt." Mumlede hun og fortsatte med undervisningen, og jeg rettede min opmærksomhed væk fra hende igen.

Jeg havde slet ikke lyst til at sidde der. Alt jeg havde lyst til var selvfølgelig at være sammen med Victoria. Minutterne til frikvarter kunne kun gå for langsomt.

***

"Så har din bror rigtigt fået dame på var? Nu har begge tvillinger damer, hvem skulle have troet det?" Grinte en af de irriterende drenge fra min klasse.

Jeg himlede med øjnene, ignorerede ham, og var på vej hen mod døren, da jeg blev afbrudt af en stemme: "Marcus og Martinus er altså to søde og pæne drenge der fortjener kærester!" Til at starte med vidste jeg ikke hvem det var, men så gik det op for mig. Hilde.

"Hvad vil du gøre ved det?" Snærede han. Jeg kiggede forvirret på dem begge to. Hvorfor forsvarede Hilde mig, og hvad lavede hun i det hele taget i min klasse?

"Sådan skal du ikke snakke til mine venner, lad ham være i fred." Snærede hun lige så flabet som han havde gjordt, og satte hænderne i siden.

Drengen himlede med øjnene, og fortsatte ud af døren med sit slæng i hælene.

Jeg vendte mig om, og fik øjenkontakt med Hilde. Et lille tak røg ud af min mund, mens jeg bagefter forsatte hen mod døren igen.

"Vent Martinus, jeg kom for at snakke med dig." Råbte Hilde efter mig. Jeg vendte mig forvirret rundt og mødte hendes blik. Hun så helt fortvivlet ud.

"Snakke med mig? Hvad vil du snakke om?" Spurgte jeg forvirret, og kløede mig i håret.

"Marcus." Svarede hun kort, og trak mig hen i et hjørne så vi kunne snakke alene.

"Hvad er der med Marcus?" Jeg kiggede forvirret på hende.

"Jeg er forelsket i ham." Mumlede hun stille, mens hun stirrede ned i jorden.

"Men han har jo en kæreste?" Spurgte jeg undrende, og prøvede at få øjenkontakt med hende.

"Ja det ved jeg, hvad skal jeg gøre?" Jamrede hun, og tog sig til hovedet.

Jeg trak kort på skuldrene, og svarede: "Glem ham, en så smuk pige som dig skal nok finde en anden dreng."

Hun sukkede. "Tror du nogensinde han kommer over hende?"

Jeg sendte hende et lille smil. "Man ved aldrig med Marcus." Grinte jeg, og lagde en hånd på hendes skulder. "Skal vi gå ud og finde Victoria?"

Hun nikkede, og vi gik sammen ud for at finde Victoria, hvilket jeg havde ventet hele dagen på.

_____________________

Undskyld for ikke at have opdateret i sygt lang tid, men wattpad synes det var sjovt at drille mig ved at slette dette kapitel 3 gange så jeg måtte skrive det 3 gange.
Tusind tak fordi i læser med og stemmer, bliv endelig ved!<3