Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXI

"Ja du har så." Hviskede hun, og hvilede sit hoved på min skulder.

Marcus' synsvinkel:
Det var nok en af de bedste efterårsferier i hele mit liv. Selvom Mikala og jeg bare var venner gennem hele ugen, var jeg sikker på at der var en kemi i mellem os. Problemet var bare distancen. Hvordan skulle vi nogensinde kunne overleve en så stor distance? Der var seks timer i mellem os. Seks timer, det var altså ret lang tid. Victoria kunne ikke engang holde ud ikke at se Martinus i mere en dag. Hvordan skulle det så nogensinde blive til noget mellem Mikala og jeg, hvis distancen var så stor? Ingen af os ville nogensinde kunne klare det. Vi ville jo kun se hinanden en gang hver måned hvis vi var heldige. Selvom jeg vidste det ville blive svært, skulle det stadig have en chance.

Det var fredag, dagen hvor Mikala skulle hjem til Oslo igen. Hendes mor havde insisteret på at hun skulle komme hjem, og tilbringe weekenden med hende. Inderst inde forstod jeg hende jo godt, hun ville selvfølgelig bare se sin datter, men jeg havde brug for Mikala. Brug for hende til at være sammen med mig. Hun kunne ikke bare efterlade mig. Derfor ville jeg spørge hende.

"Mikala, vi må snakke." Startede jeg, og trådte ind på mit værelse. Hun sad på min seng med sin telefon.

"Hvad så Marcus?" Smilte hun, slukkede telefonen, og kiggede over på mig. Jeg gik hurtigt over til sengen, satte mig ned, og tog en dyb indånding.

"Kan du godt lide mig? Altså på den måde?" Sagde jeg og kiggede over på væggen. Jeg havde ikke lyst til at møde hendes øjne endnu.

"Altså.." Startede hun. Jeg kunne høre usikkerheden i hendes stemme.

"Det okay hvis du ikke kan." Skyndte jeg mig at pointere. Jeg mødte hendes blik, og sendte hende et svagt smil.

"Jeg kan godt lide dig, sådan virkelig meget, men..." Hun sukkede, lænede sig tilbage i sengen, og lukkede øjnene et øjeblik.

"Men hvad?" Skyndte jeg mig at spørge. Jeg kunne simpelthent ikke holde ud at vente. Det havde aldrig været noget jeg var god til.

"Vi kan ikke være sammen." Hendes stemme var kold og hurtigt. Denne gang var det hende som ikke kunne møde mine øjnene.

"Hvorfor ikke?" Jeg kunne mærke mine tårer var tæt på at springe ud, og jeg aller mest lyst til bare at lade dem gøre det.

"Fordi, der er for langt Marcus. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan ikke klare sådan et langdistance forhold." Snøftede hun, og lagde sin hånd på min skulder. Vores øjne mødtes igen, og jeg kunne se hendes øjne også var fulde af tårer.

"Men vi kan jo give det en chance?" Jeg snøftede og tørrede en faldende tåre væk.

"Jeg ved ikke." Hendes ansigt var begavet i hendes hænder.

"Jeg ved du kan klare det. Vi kan klare det. Sammen." Jeg lagde mine arme over hende, og før jeg vidste af det, trak jeg hende ind i et kram.

"Jeg er jo bare en fan Marcus." Snøftede hun, og begravede sit ansigt på min skulder.

Jeg aede blot hendes hår, og plantede et kys på hendes hovedbund. "Jeg ligeglad om du er fan, fattig, rig, følger en anden religion eller noget helt andet, det er dig jeg vil have, og ikke nogle andre." Min stemme knækkede lidt, men jeg fik sagt det.

"Virkelig?" Hun løftede sit ansigt, og mødte mine øjne for tredje gang.

Uden at tænke over mine handlinger, pressede jeg mine læber mod hendes, og nød kysset så længe det varede.

"Virkelig." Understregede jeg, og trak hende tættere ind til mig.

Hun sagde ikke noget. Lå bare der i mine arme, imens jeg nød at hun var nær. Bare tanken om at hun skulle forlade mig om få timer var forfærdelig.

Mikalas synsvinkel:
Hvad fanden var jeg gået med til? Var jeg så sammen med Marcus nu? Hvordan skulle je nogensinde kunne forklare det til nogen af mine Marcus og Martinus fans veninder? De ville jo hade mig, alle fans ville hade mig. Kun på grund af at jeg var fan. Der var kun få, næsten ingen, der hadede Victoria, fordi hun aldrig havde været fan, og på grund af hendes fortid. Men hvad så med mig, alle ville jo hade mig.

"Mikala, er du okay?" Spurgte Marcus bekymret. Der var kun få minutter til at mit tog gik, men jeg ville på ingen måde forlade ham. Vi var faktisk alene på stationen, Victoria og Martinus var begge to blevet rigtig syge, så dem havde jeg sagt farvel til hjemme hos dem. Jeg havde ikke engang fortalt Victoria om Marcus og jeg, jeg havde nærmest ikke snakket med hende hele dagen. Jeg havde tilbragt den i Marcus' arme, og vi havde bare set Netflix, og slappet af hele dagen.

"Jeg vil ikke hjem Marcus. Jeg vil jo være sammen med dig." Sukkede jeg, og tog hans hånd. Den var varm og behagelig at røre ved. Jeg ville på ingen måde give slip på den.

"Og jeg vil have du bliver. Men livet er uretfærdigt nogle gange. Man må respektere det. Vi skal snart til Oslo for at indspille en musikvideo, så der ses vi. Det skal nok gå alt sammen." Han kyssede blidt min hånd, og holdt stramt om den.

Jeg smilte, og trak ham ind i et langt kram. Det varede så lang tid, at jeg helt glemte hvor jeg var, og hvorfor jeg var her. Kun at jeg var sammen med Marcus strejfede mine tanker.

"Mikala, toget er her. Du må gå." Marcus aede blidt min kind, og pressede sine læber mod mine. Det var en fantastisk følelse som gav sus i min krop.

Jeg sukkede og trak ham ind i endnu et kram. "Vi ses Marcus." Hviskede jeg, og nussede hans hår.

"Vi ses Mikala." Han smilte, og vinkede mig helt hen til toget. Hans blik blev liggende på mig lige indtil jeg ikke kunne se ham længere. Vi havde holdt en intenst øjenkontakt, så længe vi nu havde kunne.

Tænk, jeg var på vej væk fra Trofors, og på vej hjem til Oslo. Selvom hele mit liv forgik i Oslo, ville jeg mere end noget andet blive i Trorfors. Kun for at være sammen med Marcus.

___________________________

Undskyld for det her kapitel kun handler om Marcus og Mikala, men nu vender jeg synsvinklen over på Victoria og Martinus igen. Jeg kommer nok til at opdatere hver anden dag fra nu af, da jeg ikke har tid til at skrive hver dag. Jeg har nemlig ret travlt med venner, famile, arbejde og skole. Håber i kan bære over med det<3 Tusind tak for næsten 5k reads! Stem og kommenter!