Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXVI

"Fortæl." Svarede jeg undrende, og ventede spændt.

Martinus' synsvinkel:
"Marcus er her!" Fniste hun. Marcus? Han var der sammen med nogle drenge? Måske var det dem jeg hørte i baggrunden.

"Okay?" Sagde jeg. Hvor ville hun hen med det?

Jeg kunne høre en grinen, en masse råben og snakken. Holde de fest eller? Uden mig?

"Du bliver nødt til at komme, jeg, du må se det!" Grinte hun og smækkede røret i. Der sad jeg. Pisse forvirret, hvad fanden forgik der? Hvor skulle jeg komme hen?

Jeg sukkede og ringede Victoria op igen. Hun grinte da hun tog den.

"Hvor er i?" Spurgte jeg irriteret.

"Øh, ved fodboldbanerne." Svarede hun, og jeg skyndte mig at ligge på.

***

Jeg kom traskende ned mod fodboldbanerne i rimelig dårligt humør. Jeg var skuffet. Hvis de virkelig holde fest, hvorfor var jeg der så ikke?

"MARTIINUS!" Hvinede en eller anden pige, og løb hen mod mig. Jeg bakkede undrende tilbage. Hvem fanden var det? Pigen omfavnede mig, men jeg skubbede hende væk.

"Hvem fanden er du?" Spurgte jeg og studerede hende underende. Hun var lav, lidt buttet, og ikke specielt køn. I hendes ene hånd havde hun en flaske vodka.

"Jeg går i Victorias klasse." Grinte hun, og begyndte at trække mig hen mod de andre som stod i en rundkræs om nogen i midten.

Victoria stod og grinte og klappede. En sommersby stod på jorden foran hende, ligesom der gjorde foran alle de andre. Okay, ved nogle af dem stod der også store flasker med vin, vodka, gin og så videre.

Jeg gik hen til hende og lagde en hånd på hendes skulder.

"Hej." Hviskede jeg, så kun hun kunne høre det.

"Martinus!" Fniste hun og omfavnede mig, men slap mig hurtigt igen. "Se se se! Marcus er helt væk!" Hun grinte og pegede på Marcus. Han stod i midten af kredsen og, snavede med en eller anden pige jeg ikke vidste hvem var.

Mine tanker fløj rundt mens jeg stod og stirrede på dem. Hvad skete der lige? Hvad med Mikala, hvad med Hilde? Han måtte være fuld. Det måtte han bare.

Efter jeg havde stirret med oplukkede øjne, tog jeg sommersbyen op i hånden, og bundede den.

"Hvor lang tid har de..?" Spurgte jeg og var ikke meget for at sige ordet.

"Snavet? Cirka 20 minutter nu." Victoria smilte, og så for første gang helt normal ud.

"Er han meget fuld?" Spurgte jeg usikkert. Jeg havde set Marcus være sådan rigtig fuld en gang før, og det var ikke specielt rart syn. Den gang var det også fordi han var ked af det. Han måtte også have gjordt det denne gang på grund af smerten.

"Han har bundet nærmet 10 flasker!" Råbte Victoria og slog ud med armene. Pludselig faldt hun men jeg nåede lige at gribe hende. Hun var også fuld.

"Jeg tror vist vi må hjem nu." Sukkede jeg, og trak hende op at stå.

"NEEJ! Vi skal hjem og feste hos Hilde!" Skreg hun, og rev sig fri af mine arme.

"Hilde? Hvor er Hilde?" Jeg kiggede mig omkring men kunne ikke se hende nogle steder. Jeg havde faktisk slet ikke set hende siden vi var i skole tideligere på dagen.

"Hun er her et sted." Fniste Victoria, og gik hen mod nogle af de andre for at få en sommersby til. Eller var det en øl?

Jeg sukkede, og kiggede mig omkring igen. Og dér, stod hun. Hilde. Helt alene og med ryggen til. Hun stirrede ud i mørket.

Jeg gik hen til hende. "Hey." Smilte jeg.

Hilde løftede sit hoved, og kiggede på mig med et opgivende blik. "Hvorfor er det ikke mig der snaver med Marcus?" Snøftede hun, og tørrede en tårer væk.

Jeg trak på skuldrende og prøvede at sendte hende et smil, men hendes opgivende blik fik mig til at lade vær.

"Han er bare forvirret." Sagde jeg, og lagde min hånd på hendes skulder. Jeg følte mig som den eneste ansvarlige. "Og fuld." Tilføjede jeg.

"Men, derfor skulle det stadig være mig, og ikke en eller anden dum kælling fra anden." Hun snøftede igen. Wow, hun var virkelig forelsket i Marcus.

En stilhed opstod, hvor vi begge stirrede ud i det sorte mørke. Faktisk var det rart bare at stå der og stirre. Vi nød det ihvertfald begge to.

"Skal vi ikke tage hjem?" Spurgte jeg. Først der gik det op for mig hvor sulten jeg var.

"God ide." Hilde smilte. For første gang den aften.

Victorias synsvinkel:
Jeg rejste mig op, og løb så hurtigt jeg kunne ud på toilettet. Jeg kastede op i store omgange. Det var tredje gang inden for en time.

Fuck, hvor var jeg fuld. Jeg huskede kun svagt Martinus komme, og jeg huskede endnu svagere ham trække mig med hjem igen. Men jeg var glad for at han gjorde det.

Marcus havde vi ikke hørt fra endnu, men Hilde var der. Sammen med Martinus og jeg. Vi var hjemme hos Martinus, selvfølgelig.

Martinus og Hilde havde nærmest ikke drukket noget i går, så de havde brugt hele deres lørdag på at studere mig sove, og kaste op. Hvor hyggeligt.

"Har du det bedre?" Spurgte Martinus, da klokken nærmede sig tre, og jeg så småt var ved at blive bedre og bedre.

"Jaer." Jeg sendte ham et lille smil. "Undskyld." Røg det ud af mig.

"Undskyld? For hvad?" Han grinte af mig, imens han begyndte at ae min ryg.

"For min opførsel. Jeg var pinlig."

Han tøvede et øjeblik. "Du skal ikke undskylde." Svarede han og kyssede mig på kinden.

"Du passer altid på mig. Hvad skulle jeg gøre hvis du ikke var her?" Jeg sukkede, og lod mig falde ind i hans arme. Han holdt godt om mig.

"Jeg er her. Altid." Hans stemme var så blid. Et kys placerede sig på min pande.

Sådan kunne jeg godt ligge forevigt.

"Hvor er i søde!" Udbrød Hilde ovre fra døren, og afbrød totalt vores øjeblik.

Jeg prøvede at trække mig ud af Martinus' arme, men han trak mig tilbage. Mit hoved fløj baglæns, så jeg kunne kigge Martinus i øjnene ved at kigge lige op i luften.

Han smilte, og pressede sine læber mod mine.

____________________________
Mandage:// Stem og kommenter!