Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XVI

Bare tanken om hende fik mig til at smile, og hver gang vi kyssede, gav det et sus i maven, men et behageligt sus, som jeg elskede.

Martinus' synsvinkel:
Jeg vågnede af Victorias åndedrag, som blæste blidt mod mit ansigt. Det duftede af en blanding af pebermynte pastiller og hendes tandpasta. Jeg smilte for mig selv, og åbnede øjnene. Hun sov stadig tungt og med lukkede øjne. Jeg ville ikke have hun skulle vågne. Det var fredag, den dag hvor hun skulle flytte væk, væk fra mig. Alle hendes ting stod pakket og klar, ikke at der var så mange, men det var pakket.

"Godmorgen, har du sovet godt? " Spurgte hun og afbrød mine tanker.
"Ja, har du? " Svarede jeg, og aede blidt hendes kind.
"Ja. Hvad er klokken? "
Jeg gabte, og rakte ud efter min mobil. "9.12."
"Hvornår skal vi kører ud til Lisa og Henning? " Hun sendte mig et svagt smil.

Jeg stivnede bare ved tanken om at hun ikke skulle være her længere. Det gjorde mig så forfærdelig bange. "Jeg ved det ikke, i eftermiddag tror jeg." Svarede jeg, og prøvede at presse et svagt smil ud på mine læber.
"Martinus, du skal ikke være ked af det." Hviskede hun pludseligt, og havde nok opdaget mit triste smil.
"Men jeg vil have du bliver, bare tanken af at du ikke skal sove her hos mig i nat, gør mig så bange." Hviskede jeg tilbage.
"Årgh, men du ved jo jeg kommer tilbage til dig? " Hun aede blidt min kind, ligesom jeg havde gjordt med hendes.
"Men, jeg er bange for du kommer videre. Glemmer mig. Du møder sikkert en vildt lækker dreng, som går i din klasse, som er 100 gange sødere end jeg, og som ikke har tusindvis af piger efter sig. Jeg kan jo ligeså godt bare give op." Sukkede jeg, og kunne mærke en tåre presse på.
"Martinus, der er og kommer ALDRIG en anden, det er dig jeg vil have, og ikke nogen andre. Der findes ingen ligesom dig, og jeg er den heldigste pige på jorden, fordi jeg har dig." Hun lænede sig frem mod mig, og kyssede mig på læberne.
"Virkelig? " Spurgte jeg og fik øjenkontakt med hende. Hendes øjne var også fulde af tårer, ligesom mine.
"Virkelig." Understregede hun, og sendte mig et lille smil.

Victorias synsvinkel:
Jeg stod i døren til Martinus' værelse. Han sad på sengen med en gave i hånden. Var det til mig?
"Hey, vi skal køre om lidt, du vil med ikke? " Spurgte jeg og satte mig på sengen ved siden af ham.
"Selvfølgelig. Men jeg har faktisk en lille gave til dig. Bare så vi kan holde kontakten." Han smilte, og rakte gaven til mig. Den var ikke specielt stor, cirka på størrelse med en stor hånd. Den var flot pakket ind med bånd og det hele.
"Ej Martinus, det skulle du da ikke have gjort!" Udbrød jeg, og fik et største smil på læben. Tænk at han virkelig havde købt en gave.
Åben den nu bare." Smilte han og så spændt ud.
Jeg trak forsigtigt båndet af, og begyndte at rive papiret op. Og der, inde bag papiret, lå en fin iPhone æske. Jeg trak den ud, og læste på siden "iPhone 8+" stod der.
"Ej Martinus, den kan jeg da ikke tage i mod! De alt for dyre!" Jeg tog hurtigt mine hænder for munden.
"Nu kan vi skrive sammen. Nu hvor du ikke er her længere." Han tøvede lidt i mens han sagde det sidste, og kiggede væk.
"Men, hvorfor købte du så ikke bare en gammel og brugt en? Du skulle ikke have købt sådan en dyr en." Jeg aede stille hans skulder.
"Du fortjener jo det bedste af det bedste." Hans øjne mødte mine, og jeg omfavnede ham.
"Tak, tak for alt." Græd jeg, og hold ham tæt ind til mig.

Martinus synsvinkel:
"Hvordan sender man så en snap? " Spurgte Victoria. Vi sad i bilen på vej over til hendes nye famile. Der var ikke så langt, heldigvis. Hun var i fuld gang med at starte sin nye telefon op.

Jeg grinte og viste hende hvordan man snappede.
"Og hvad er det nu det der streak noget er? "
"Det er når man snapper sammen i mere end tre dage i træk. Så får man et tal uden for hinandens navne, og så gælder det bare om at holde den kørende." Jeg smilte, og lagde min arm om hende.
"Det skal vi da have!" Udbrød hun.
"Jeg vil også have med dig Victoria!" Blandede Marcus sig fra forsædet.
"Selvfølgelig, og Marcus? Hvad var det nu Mikalas nummer er? Jeg kan ikke huske det." Spurgte hun Marcus.
Han rakte hende hans telefon, og hun tastede nummeret ind.
"Tak."
"Vi er her nu! " Udbrød mor fra føresædet. Hun slukkede bilen, og steg ud. Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at slå hurtigere. Det var nu jeg skulle sige farvel til Victoria. Min redning gennem HELE sommerferien. Det havde udentvivl været den bedste sommerferie nogensinde.

"Martinus, kommer du? " Spurgte Victoria, og afbrød mine tanker.
"Ja." Svarede jeg og bevægede mig ud af bilen.

Victorias synsvinkel:
"Farvel Marcus, vi ses snart." Sagde jeg, og trak Marcus ind i et langt og varmt kram. Vi havde lige spist aftensmad alle sammen, og det var på tide at sige farvel. Selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til det.
"Vi ses Victoria." Svarede han og trak mig tættere ind til ham. Jeg gav slip på ham, og gik hen til Gerd-Anne, og gav hende det største kram.
"Tak for alt. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke jer. I er alle fantastiske mennesker!" Græd jeg, i mens jeg holdt om hende.
"Det var så lidt Victoria, du er virkelig også en fantastisk person. Jeg er evig taknemmelig for det du har gjordt for Martinus. Han er så glad når han er med dig." Hun smilte og gav mig et ekstra lille kram.

Og så til sidst, men ikke mindst, Martinus. Jeg stod og stirrede på ham i et par sekunder, og prøvede at holde mine milliarder af tårer inde. Han strakte sine arme ud, og jeg løb ind i dem. Han holdt mig tæt ind til sig, og jeg nød at være tæt på ham. Han kyssede blidt mit hoved.
"Martinus." Snøftede jeg.
"Jaer? " Han græd også, det kunne man tydeligt høre.
"Jeg elsker dig. Sådan virkelig virkelig højt." Hviskede jeg, og tørrede tårerne væk med håndfladen.
"Jeg elsker også dig, virkelig virkelig højt. Jeg vidste ikke hvad kærelighed var før jeg mødte dig. Nu gør jeg." Han aede blidt min ryg. Jeg trak ham bare tættere ind til mig, og var på ingen måde klar til at give slip.

Sådan stod vi i mange minutter. Bare holdt om hinanden. Og vi havde stået der endnu flere hvis Gerd-Anne ikke havde afbrudt os.
"Martinus, jeg er ked af det, men vi bliver nødt til at gå nu." Hun tog sin hånd, og tørrede en tåre væk.
Martinus gav stille slip på mig, og sendte mig et lille smil.
"Vi ses snart." Sagde han og gik ud af døren. Jeg løb efter ham, og vinkede ham farvel, indtil jeg ikke kunne se deres bil længere.
____________________________

Ferie er så vold dejligt! Stem og kommenter taak.