Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XL

Jeg smilte og glædede mig over at Victoria og jeg ikke havde den slags problemer. Vi havde altid hinanden i nærheden, og det elskede jeg.

Victorias synsvinkel:
Okay, alting var så småt på plads igen. En uge var gået, men Mikala var stadig i Trofors, og jeg vidste ikke hvornår hun havde tænkt sig at rejse hjem igen.

Marcus og hende var uadskillelige. Hverken Martinus, Gerd-Anne, Kjell-Erik, eller jeg havde snakket særlig meget med dem. De blev på Marcus' værelse dag ind og dag ud.

Selvom Marcus havde stuearrest måtte han stadig være sammen med Mikala, han måtte bare ikke forlade huset. Spøjs stuearrest.

Angående Hilde, ja, hun var sønderknust. Hun troede det gik godt med Marcus igen, men så kom Mikala og ødelagde det. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at fortælle hende, at Marcus ikke var interreseret i hende, han havde bare brug for en ven, når Mikala ikke var der, for inderst inde, var det hende han ville have, og sådan havde et altid været og ville altid være.

"Victoria, kommer du?" Råbte Martinus efter mig. Jeg smilte, og bevægede mig hen mod ham.

Faktisk havde jeg næsten ikke set ham hele ugen, på grund af lektier, og alt den tid han tilbragte i studiet. Men han var jo også sanger.

Imens vi gik, sneg hans fingre ind i mine.

Det var begyndt at blive rigtig koldt, og det kunne virkelig mærkes. Vintervejret var på vej, selvom det kun var slut Oktober.

"Så, det jo snart Halloween." Startede Martinus, mens vi traskede ned af vejen.

"Har du nogle planer da?" Afbrød jeg med et fnis i stemmen. Jeg var spændt på at høre hans ide.

"Jaer, men altså, det er ikke noget specielt." Grinte han, og fjernede sit blik fra vores sko. Han kiggede nu på mig.

"Hvad tænker du på?" Jeg stanstede op, stillede mig lige foran ham, med hans hænder i mine.

"Bare om vi ikke skulle holde en lille fest? Hos os?" Han bed sig blidt i læben, og kiggede væk.

"Det er da en god ide." Smilte jeg, og prøvede at fange øjenkontakt med ham.

Hans øjne plantede sig igen på mig, hvor han studerede mig.

"Hvad?" Spurgte jeg undrende, bakkede lidt bagud.

Han trak mig tættere ind til sig, og svang sine arme om mig så vores ansigter var tæt, og jeg kunne kigge direkte ind i hans dejlige brune hunde øjne. Hvor jeg dog elskede de øjne.

"Det bare først gået op for mig nu, hvor smuk du er i dag." Smilte han, lagde hovedet på skrå, og studerede mig en gang til.

Jeg rødmede som en tomat. Selvom Martinus havde givet mig en milliard komplimenter gemmen de fire måneder vi havde været sammen, så ramte de altid plet. Han var så forfærdelig god til at give komplimenter.

Jeg sagde ikke noget. Kørte bare en løs hårlok om bag øret og kiggede ned i jorden.

Martinus tog fat i min hage, og aede den blidt med tommelfingeren.

Vores læber mødtes, og der gik ikke mange sekunder før det havde udviklet sig til mere end bare et kys.

Selvom vi havde snavet og kysset så mange gange før, gav det stadig et sug i min mave hver gang vores læber ramte hinanden.

Martinus' synsvinkel:
Jeg skrev det sidste 'e' færdig, og smed kuglepennen hårdt på mit skrivebord. Min hånd gjorde ondt, så mange navne havde jeg skrevet. Det der med at det skulle blive en lille Halloween fest for kun vores tætteste, var vist rimelig dødt.

Først skulle hele fodboldholdet inviteres, men så gik det op for os, at vi blev nødt til at invitere cirka lige mange drenge og piger, så vi blev nødt til at invitere en masse fra Victorias og min klasse. Og så var der selvfølgelig Marcus og Hilde, og lige pludselig stod der 30 mennesker på listen.

"Det bliver vist alligevel noget af en fest." Grinte Victoria og smed sig på sengen. Jeg var lige bag hende.

"Det siger du ikke. Men i det mindste har vi fire dage til at købe ind." Jeg grinte, og tændte for fjernsynet. Det var endelig blevet afslapningstid.

"Jaer." Victoria lænede sig op af mig, og min arm gled som sædvaneligt rundt om hende.

Efter vi havde siddet der i ti minutter, brummede Victorias telefon. Det var Hilde der ringede.

Victorias synsvinkel:
Jeg skyndte mig at sige til Martinus jeg lige måtte tage den, og før jeg var ude af døren, havde trykket på den grønne knap.

"Hej Victoria, jeg ville bare lige høre, du er sammen med Hilde ikke?"

Det var ikke Hilde der talte, nej, det var hendes mor.

"Nej, jeg har ikke set hende siden skoletid, er hun ikke hjemme?" Svarede jeg med en beroliget stemme, selvom jeg var bekymret.

"Nej. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Hendes telefon lå bare på køkkenbordet, så jeg troede hun var smuttet hjem til dig og havde glemt den. Eller det håbede jeg ihvertfald." Sukkede Hildes mor, men lød egentlig mere bekymret end irriteret.

"Jeg har altså ikke set hende siden skolen, men jeg vil prøve at se om jeg kan finde hende." Sagde jeg højt og tydeligt. Derefter smækkede jeg røret i, og skyndte mig ind til Martinus. Han havde sat sig op i sengen, og sad tålmodigt og ventede på mig.

"Det var Hildes mor. Hun sagde at Hilde ikke var hjemme, men at hendes telefon var. Hilde ville aldrig glemme sin telefon medmindre hun skulle noget mega vigtigt." Jeg pustede ud. "Nogle ideer om hvor hun kunne være?"

Martinus kiggede chokeret på mig. "Jeg ved det virkelig ikke." Svarede han, rejste sig, og gik hen til mig. "Men vi finder hende."

Derefter stormede vi ind på Marcus' værelse hvor Mikala og Marcus var igang med at snave.

"Vi hart brug for jeres hjælp." Sagde jeg, og gjorde tegn til at de skulle følge med. "Det handler om Hilde."

Vi var alle fire hurtige til at tage sko og jakker på, men ingen af os vidste hvor vi skulle lede, hvor hvor kigger man efter pigen der nærmest aldrig tager andre steder hen end sit eget hus?

____________________________

Okay, undskyld for at jeg ikke har opdateret i over en uge. Jeg har egentlig ikke nogle god undskyldning, jeg har bare ikke haft skrivelyst, overhovedet. Stem og kommenter<3