Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XXXVII

Han smilte, og pressede sine læber mod mine.

Victorias synsvinkel:
Marcus var i skole om onsdagen. Jeg havde ikke hørt fra ham siden den fredag. Martinus havde heller ikke hørt noget fra ham, så han havde ikke været hjemme.

Gerd-Anne og Kjell-Erik var ude af sig selv at bekymring, indtil Martinus ringede til dem.

Jeg havde biologi, men jeg sad bare og ventede på frikvarter, jeg måtte bare snakke med Marcus, selvom jeg vidste jeg nok ikke var den første person han ville snakke med.

Klokken ringede, og jeg var hurtigt ude af døren, og på jagt efter Marcus.

"Victoria, vent! Hvad skal du?" Råbte Hilde efter mig, og kom farende ud med et forvirret ansigt.

Jeg sukkede, og vendte mig irriteret om mod hende.

"Martinus har skrevet til mig at Marcus er i skole. Jeg skal snakke med ham." Svarede jeg skarpt, og var på vej videre.

"Jeg skal med!" Udbrød hun, og gik efter mig.

***

Der stod han. Som om han havde været i skole hele ugen. Han stod med nogle andre end han plejede. Det var.. Faktisk vidste jeg ikke hvem det var han stod ved. Jeg havde aldrig rigtigt sat mig ind i de populære og upopulære på skolen.

Hilde og jeg stod fastfrosset og stirrede på ham.

"Hvem er de?" Hviskede jeg, mens jeg lænede mig hen mod Hilde.

"Dem? Det er skolens "populære" drenge. Fuckboysene." Svarede hun, og bed sig usikkert i læben uden at fjerne blikket fra Marcus.

Hvorfor var han ligepludselig sammen med dem? Det havde han aldrig været før? Hans blik var også anderledes end det plejede. Det var ligesom, helt koldt og følelsesløst.

"Skal vi gå hen til dem?" Spurgte jeg og kiggede over på Hilde. Hun stirrede stadig på Marcus.

Hendes blik fjernede sig fra Marcus, og plantede sig på mig, med det vildeste dræberøjne. "Er du sindsyg?! Nej! De er de populære, det kan vi ikke." Hun sukkede og kiggede ned i jorden.

Jeg sukkede igen og vendte om mod døren. Var Marcus ved at ændre sig til en af dem?

Siden Hilde var begyndt at hænge ud med mig, Marcus og Martinus var hun blevet mindre populær, hvis ikke upopulær. Jeg følte dårligt over det, hun plejede jo at hænge ud med de drenge.

"Har i snakket med ham?" Spurgte Martinus bekymret. Han stod lige foran mig, men jeg havde overhovedet ikke set ham.

Hilde var hurtigt til at svare modsat mig. "Nej, han står med "dem"." Svarede hun, og lagde tryk på dem.

"Jeg ved det, men han er min bror. Jeg må snakke med ham. Om hvor han har været." Martinus var hurtig, og havde allerede mast sig forbi os, før hans sætning var færdig.

Vi vendte os om igen, og stirrede nu på Martinus skændes med Marcus. De jamrede af hinanden, og slog ud med armene.

Jeg fik kun fat i få af ordene, såsom "Jeg er din bror" "Egoistisk" "Selvoptaget" og "Fuld".

Martinus' synsvinkel:
Alt det med Mikala slog hårdere på Marcus end jeg troede det ville. Han var ved at blive til en fuckboy, og ødelægge alt for ham selv. Hvorfor var han sådan? Han havde ikke brug for at være ligesom dem, han skulle bare være sig selv.

Jeg traskede hen mod Victoria og Hilde igen efter mit lille skænderi med Marcus. Victorias blik var fastgjordt på Marcus og de andre drenge, som om hun slet ikke opfangede hvad der skete omkring hende.

"Hvad skete der?" Spurgte Hilde, og kiggede på mig med store øjne.

Jeg sukkede kort, og prøvede at få Victorias opmærksomhed. "Nu har Marcus overbevist drengene om at jeg er irriterende og upopulær." Sukkede jeg mens jeg stirrede på Victoria.

Hilde ruskede hårdt i hende, og hun kom til sig selv.

"Ja undskyld. Hvad sker der?" Spurgte hun, og kiggede forvirret på mig.

Jeg gentog mig selv, og kiggede tilbage over min skulder hvor Marcus stod. Han snakkede om mig, det kunne jeg se på den måde de stirrede pudsigt. Han fortalte sikkert latterlige historier om mig, som da vi var små, og jeg tissede i bukserne fordi vi lige havde prøvet en vild rutsjebane. Jeg sukkede igen.

"Hvad skal vi gøre?" Jamrede Hilde og så opgivende ud.

Jeg trak på skuldrende. "Hvad kan vi gøre?"

"Hvor har han sovet de sidste 5 nætter?" Victorias blik var igen på Marcus og drengene, men rykkede sig hurtigt over til mig.

Jeg tøvede lidt og havde ikke rigtig lyst til at sige det foran Hilde. "Hende der han, snavede med." Svarede jeg, og stirrede på min sko. Hilde reagerede hurtigt ved at løbe ud af spisehallen og smække døren til toilettet i.

Victoria sukkede igen, men tog så min hånd op i sin. "Vi må bare vente og se hvad der sker." Smilte hun, og trak mig ud fra spisehallen igen. Før jeg forlod det, kastede jeg et sidste blik på Marcus. Han kiggede uheldigvis også på mig, og vores øjne mødtes. Han gav et lille nik fra sig, mens hans ansigt forsvandt bag væggen.

Victorias synsvinkel:
Hele torsdagen havde jeg spekuleret på om jeg skulle ringe til Mikala. Jeg havde endnu ikke fortalt Martinus eller Hilde om min ide. Natten før havde Martinus overnattet hos os, og vi havde været uadskillelige hele dagen. Pjækket fra vores timer, for at i stedet at være sammen på toiletterne.

Martinus var bange for at støde ind i Marcus, hvilket jeg godt forstod. Han virkede helt, farlig.

"Jeg har tænkt på noget." Startede jeg, og lagde min hånd på Martinus'. Vi sad på et handicaptoilet, op af væggen.

"Hvad?" Spurgte han, og begyndte at nusse min hånd.

"Måske skulle vi ringe til Mikala. Måske kan hun hjælpe os?" Spurgte jeg usikkert.

Han fjernede sin hånd fra min, og tog den op til hans hoved. "Øh, jeg ved ikke." Han begyndte at kløe sig i håret.

"Måske. Du kan vel prøve." Sagde han efter en kort stilhed.

Jeg vendte mit hoved mod ham, og sendte ham et lille smil uden at sige noget. Derefter lænede jeg mig ind til ham, mens han svang sin arm om mig. Det var jo en vane.

Sådan sad vi resten af timen. Og timen efter. Og resten af dagen.

____________________________

Har i haft en god dag? Stem og kommenter!