Addicted - to you. | Marcus & Martinus

Episode 14. | "er du okay?"

"Hvad synes du om det maddie?" Min manager kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg kiggede forvirret rundt og undslap et lille akavet grin. "Øhm, kan du sige det en gang til, jeg var ikke helt med?" Mumlede jeg lidt akavet. Hun smilte et lidt nervøst smil jeg ikke helt kunne tyde, men startede så med at snakke.

"Kjell-Erik og jeg tænkte på, at du kunne hjælpe med en musikvideo, der skal innspilles i næste måned. "Ja, vi er i gang med at Finde folk til den" sagde Marcus og smilede venligt til mig. Jeg nikkede forstående. "Jo.. det kan jeg vel godt?" Mumlede jeg og prøvede at smile lidt. Det var som om hovedpinen havde bredt sig sig til lige over øjet. Det var virkelig ubehageligt.
"Okay, Jamen super" sagde min manager og ham manden, som nok var faren, i kor. Marcus, Martinus og jeg grinte lidt af dem.

"Godt, Jamen i kan jo godt gå ud og hygge jer lidt hvor i nu vil. Så snakker vi bare lige lidt praktisk" sagde min manager og smilede til Marcus, Martinus og jeg. Jeg nikkede lidt. Det kunne kun gå for langsomt med at få den friske luft blæst i hovedet. Det var lige Hvad jeg havde brug for.

Vi gik i akavet stilhed hele vejen ned ad trappen. En masse fans stod ude foran døren, så det var godt vi havde en af drengenes livvagter med. Han banede vej ud igennem fansene, vi satte os ind i en vil og kørte mod sådan en stor park vi havde i Oslo.
I bilen lettede stemningen lidt. Drengene ville gerne lære mig bedre at kende, så vi snakkede en del. "Du bor her i Oslo ik?" Spurgte Martinus og kiggede mig intenst i øjnene. Jeg nikkede lidt. "Hvad med jer?" Spurgte jeg dem og kiggede skiftevis på Marcus og Martinus. De fik et mærkeligt udtryk i ansigtet. "Har du aldrig hørt om os før?" Spurgte Marcus og grinte lidt. Jeg rystede voldsomt på hovedet, men det skulle jeg ikke have gjort. Min hovedpine og svimmelhed blev lige gjort titusinde gange værre. Flot Madison.

De Grinede lidt. "Nå, men vi bor i en lille by i Nord-Norge kaldet trofors" sagde Martinus og smilede lidt. Jeg nikkede bare og kiggede ud af ruden.
Vi ankom til parken og steg ud af bilen. Fansene var vi kørt væk fra for længst, så ingen vidste hvor vi var. Pludselig kunne jeg fornemme noget varmt bag mig. "Er du Okay?" Hviskede en stemme så i mit øre. Jeg vendte mig forskrækket om og kiggede lige ind i det chokolade brune øjne. Jeg sank en klump. Selvom jeg ikke kendte Martinus gunnarsen, havde jeg allermest bare lyst til at læne mig ind til ham og Give mine tårer frit løb. Han virkede som en man kunne stole på. "Ja?" Svared jeg bare og vendte mig. Han nikkede stille med et lidt undersøgende ansigtsudtryk. Hvordan kunne han fornemme på mig, der var noget galt. Vi havde først lige mødt hinanden fra sådan en halv time siden i think?

Vi gik ned ad stien i den store park. Vi snakkede en hel masse. Især Marcus var god til at holde samtalen igang. Martinus og jeg gik lidt bagved og indimellem lød det Nogle "Mmh, ja og nej'er" omme fra os. Det var nu meget hyggeligt på trods af mit hoved...

•••

Endelig mødte de hinanden!
- god fredag <3