Addicted - to you. | Marcus & Martinus

Episode 54. | er det en joke??

Martinus' synsvinkel.

Vejen ind til sygehuset føltes utrolig lang. Jeg havde aldrig været på Oslo sygehus. Tænk den første gang skulle være grundet det her. Lort. Lort. Lort. Og det var kun min egen skyld.

Marcus, far og jeg fik besked på at holde os lidt på afstand og bare følge med da maddie blev ført ind af akutindgangen. Far havde en trøstende arm om mig. Han kunne sikkert mærke for bekymret jeg var. "Det skal nok gå" hviskede han til mig og kyssede mit hår. Jeg nikkede stille med blikket stirrende ud i luften.

En halv time senere.

Maddie var blevet undersøgt grundigt og hun lå nu helt fredfyldt i en stor hvid hospitalsseng. Hun var ikke rigtig vågen endnu, men hun havde armene om mig. Jeg lå ved siden af hende med armene om hende.
Jeg ventede bare på hun vågnede op. Lægerne havde sagt hun bare havde fået et slags anfald fordi hendes hjerne var blevet overanstrengt eller sådan noget o den stil. Hvad det så betød anede jeg ikke, andet end hun skulle holde sig i ro det næste stykke tid. Det blev hun nok ikke Mega glad for.

Maddies synsvinkel.

Jeg mærkede en varme mod min krop. En tryg og behagelig varme. Jeg åbnede stille øjnene op, men lukkede dem hurtigt igen da lyset var ret skarpt. Mit hoved snurrede helt vildt. "Er du vågen??" Hviskede en stemme ivrigt tæt på mit ansigt. Det var Martinus. "Kan i ikke skrue lidt ned for lyset?" Mumlede jeg med en halv snøvlende stemme. Lyset blev skruet ned og jeg åbnede forsigtigt øjnene igen. Martinus lå helt op af mig og jeg havde armene om ham. "Hvad er der sket?" Spurgte jeg ham forvirrende. Han svarede ikke. En tåre løb bare ned ad hans kind. Marcus kom over til sengen. "Hvorfor græder du?" Spurgte jeg ham forvirret. Han grinte lidt og det samme gjorde Marcus.
"Jeg er bare glad for du er vågnet" sagde Martinus og nussede i mit hår.
Jeg gentog mig selv. "Hvad er der sket?"
Marcus satte sig på sengekanten. Martinus rømmede sig. "Midt under showet hørte jeg et bump ude backstage og tænkte med det samme på dig. Og ganske rigtigt var du faldet om" forklarede Martinus kort og kærtegnede stadig mit hår.

Kjell-Erik stod også ved sengen nu. "Din hjerne er blevet overbelastet" sagde kjell-Erik og smilede skævt til mig. Jeg blev stille. "Okay" mumlede jeg bare.

Martinus' synsvinkel.

Maddie blev pludselig ret stille efter far havde sagt hvad der var galt. Nogle læger og sygeplejersker havde været inde og snakke osv, men maddie var bare helt stille. Der var noget galt, det kunne man tydeligt se.

1 dag senere.

Jeg havde maddies kuffert i den ene hånd og hendes hånd i den anden. Vi var på vej ud fra hospitalet. Hun havde sovet der en nat, for lægerne var sikre på hun var okay og nu måtte hun endelig komme ud.
Maddie sagde stadig ikke rigtig noget. "Hvad er planen?" Spurgte jeg far. Han vendte sig om.
"Nu skal maddie hjem og slappe af, men vi skal altså videre til Tyskland nu, også kommer vi hjem i morgen igen og kan slappe af" sagde han. Er det en joke? Jeg kunne ikke tage til Tyskland når maddie lige havde haft det sådan. Fuck. "Men.." far afbrød mig. "Martinus ikke noget men, maddie skal også slappe af alene" sagde han bestemt til mig. Jeg vendte stille blikket mod jorden, men kom i tanke om noget. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg skulle være der for hende lige nu. Hun havde nok også godt af og slappe af lidt..

•••