Addicted - to you. | Marcus & Martinus

Episode 57. | "natta"

Jeg havde været ret stille siden kjell-Erik havde fortalt hvad der var sket. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror bare jeg blev utrolig vred. Vred fordi jeg endnu en gang var knækket sammen, og det gik endnu en gang ud over Martinus.. og Marcus for den sags skyld.

Jeg var stadig en smule vred på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig oppe og blive ved med at være stærk. Jeg havde altid kunnet klare at arbejde meget, skulle noget hver dag og være på hele tiden, men nu... nu var det anderledes. Jeg var ændret fuldstændig. Martinus havde snakket meget med mig om det fordi han vidste hvor meget det gik mig på, at jeg ikke kunne leve som før.
Martinus sagde altid jeg bare var bukket under for alt jeg havde lavet. Det havde bare været for meget til sidst og det vidste jeg jo også udmærket godt. Det var bare svært at acceptere.
Med de tanker susende rundt i mit hoved, faldt jeg stille i søvn.

Martinus' synsvinkel.

Vi var lige ankommet til et hotel i Tyskland, hvor vi skulle sove til i morgen. Kokken var 00.30.
Jeg var virkelig træt, men jeg kunne ikke sove. Jeg havde stadig skyldfølelse over maddie var kommet på hospitalet. Inderst inde vidste jeg godt hun bare kunne have nægtet det, men jeg burde jo slet ikke have foreslået det.
"Hva sker der?" Marcus hviskede stille til mig i mørket. Marcus og jeg lå i en seng sammen og far lå lidt væk i en anden emandsseng.
Marcus havde sikkert mærket på mig der var noget galt. Jeg vendte mig om så jeg kunne se ham. "Det er bare maddie.." mumlede jeg. "Du savner hende, ik?" Lød det fra Marcus. Jeg nikkede lidt. "Også det.." Marcus så mærkeligt på mig. "Hvad mere?" Spurgte han stadig hviskende.
"Jeg føler det er min skyld hun røg på sygehuset igen" svarede jeg stille. Jeg kæmpede ihærdigt med at holde tårerne inde. Jeg orkede ikke lige at græde lige nu.
Marcus klemte trøstende min skulder, der som det eneste udover mit hoved selfølgelig, stak ud af dynen.
"Martinus det ikke din skyld. Ikke tænk på det, hun er okay nu" sagde Marcus bestemt. Han havde ret, men hvem vidste om hun var okay. Måske var hun sur på mig, måske lå hun derhjemme og græd.. Tankerne kørte rundt.

"Martinus ikke tænk på det, få noget søvn og så ser du hende igen i morgen" Marcus gentog sig selv. Jeg nikkede svagt og lukkede øjnene. "Natta Marcus". "Natta".

•••
Nogle ønsker til de næste kapitler?..