Madison Jones er kendt blogger i hele Norge. Hun elsker at arbejde, men glemmer af og til sit helbred. Hun arbejder næsten 24 7, hvilket er hårdt.
Når man så møder nogen der lever lidt det samme liv, kan de hurtigt komme til at betyde en del.
Jose nikkede, men hun virkede ikke helt overbevist. Jeg rystede bare på hovedet af hende og tog min mobil op. 'Besked fra Martinus<3' stod der på forsiden. Jeg smilte lidt. Hvorfor smilte jeg?
Jeg gik ind på beskeden han havde sendt. "Vi kører om lidt, skal jeg tage noget med?<3" stod der. Jeg svarede ham hurtigt.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Vent hvad. Havde jeg lige givet dem lov til at blive og sove? Hvorfor dog det. Jeg var virkelig tæt på at skrive til ham og lave det om, men jose afbrød mig. "Hvad sker der? Du ser så stresset ud" sagde hun. Jeg er også stresset Lol. Hun mente det nok ikke på den måde. Hahaha. Jeg sukkede og smed træt mobilen på sengen. "Jeg er bare lige kommet til at give dem lov til at sove her" røg det ud af mig. Hun så med det samme sur ud, men ændrede hurtigt ansigtsudtryk. "Nåh.. men altså. Det er vel fint, så kan dig og Martinus endelig få lov IKKE at savne hinanden.. og så en hel nat" sagde hun og grinte lidt. Jeg tog en pude og slog hende for sjovt i hovedet. Det fik også mig til at grine. "Hold nu kæft, Martinus er bare en virkelig god ven" sagde jeg midt i vores lille grineflip.
Vi havde slet ikke lagt mærke til at døren var gået op og begge Gunnarsen brødre stod og grinte forvirret af os. "Hey, hvad griner i af?" Spurgte Martinus forvirret da vi var stoppe på grund af rent chok. "Øhm" jose skulle til at sige noget, men jeg afbrød hende hurtigt da det ville være pænt akavet. "Ikke noget" sagde jeg og grinte kort. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen mod Martinus. Han tog med det samme armene om mig og kyssede mig kort i håret. "Jeg har savnet dig smukke" hviskede han flirtende. Jeg rødmede en smule.
"Og i har IKKE noget?" Lød det fra Josephine. Jeg kiggede hurtigt dumt på hende. Hvilket fik hende til at flække af grin. Jeg trak mig fra Martinus og hilste på Marcus. Han gav mig en ordentlig krammer og kiggede med det samme nysgerrigt på jose. "Nå ja, det her er Josephine min veninde" sagde jeg og smilede stort. Marcus formede et lille genert smil på læberne og hilste med det samme på hende.
Martinus gjorde med det samme, han var bare ikke akavet eller genert. Nurgh. Marcus og Josephine. Det lød da meget sødt, men for ikke at gøre det hele for akavet fra start, lod jeg det inde i mit hoved.
Drengene satte deres tasker på gulvet og og overtøjet af. De havde begge også bare noget afslappet tøj på. Det her skulle nok blive hyggeligt! Drengenes tøj:
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
