Mit sorte håb

Vi to

Døren som lukker i med et smæk, idet jeg kommer ind ad døren. Mit hjerte hamrer stadig efter J-Hope spurgte mig om, jeg ville være hans dansepartner. "Hvorfor sker alt det her for mig?" Spørger jeg mig selv og synker hjælpeløs ned af døren og rammer gulvet med et lille bomb.
Jeg tager derefter mit hovede og gemmer det i mine hænder. "Tag dig nu samme Y/N! Du ved, at han ikke er andet end ballade for dig." Prøver jeg at overbevise mig selv. Men det nytter ikke, jeg kan ikke lade vær med tænke på ham og den måde han udtrykker sig selv på, med hans muskuløse krop.

"Hvorfor er du så tideligt hjemme?" Spørger en bekymret stemme og afbryder straks mine drømme om J-Hope. Jeg kigger op og ser min mor så med sine gule gummihandsker. "Hun er sikkert ved at gøre rent."
Min mor sætter pludseligt sine arme over kors og spørger med en meget seriøst stemme. "Nu pjækker du ikke, vel Y/N?!" Jeg rejser mig op med det samme og siger panisk. "Nej, overhovedet ikke, det ved du jeg aldrig ville kunne finde på." Min mor løfter sit øjenbryn og kigger tvivlsomt på mig. "Helt seriøst mor... Det var Kian der sendte mig hjem." Siger jeg med en irriteret stemme og ruller mine øjne af hende. Min mor kommer med et kæmpe smil på læben og siger. "Nårh.. det var brormanden som sendte dig hjem."
Det er så akavet, når hun beskriver min bror som "brormanden", det kan simpelhen blive så mærkeligt.

"Jaja." Siger jeg ligeglad og går forbi hende uden at kigge på hende. "Men hvorfor?" Spørger min mor igen og stopper mig i at gå ind på mit værelse. Jeg udbryder med et stille suk, hvorefter jeg vender mig om for at kigge på hende. Hun ser den del bekymret ud og jeg får lidt dårlig samvittighed, fordi jeg opførte mig rimeligt flabet, når hun kun er bekymret for mig.
"Jeg havde det bare ikke så godt, så jeg faldt om." Svare jeg og forsøger ikke at lave en stor ting ud af det. "Jamen lille skat da." Udbryder min mor og smider de gule gummihandsker af, hvorefter hun kommer næsten løbende hen til mig. Hun omfavner mig med et stor krammer og jeg kan ikke lade vær med at kramme hende tilbage. "Du ved at du kan komme til mig, hvis der er problemer." Siger hun med en varm stemme der får mig til at lukke mine øjne og kramme hende tættere ind til mig. "Det ved jeg. Tak mor."

Vi træk os væk fra hinanden, og jeg åbnede mine øjne igen, hvorefter jeg får øjenkontakt med hende. "Pas nu godt på dig selv." Siger hun bekymret, hvor jeg smiler og nikker til hende, og smutter ind på min værelse.

I det jeg kommer ind på mit værelse og lukker døren, kaster jeg mig i sengen og begynder at fnise hysterisk. Jeg tager derefter en pude og krammer den godt ind til min krop, men jeg stopper ikke med at fnise.