Mit sorte håb

De få millimeter

Endelig var det blevet morgen igen, og lyden af fuglesang ude fra mit vindue får mig til at åbne mine øjne op søvnigt. "Sikke en dag i går." Siger jeg udmattet og strækker min krop. Pludseligt bliver der banket på min dør. "Der er morgenmad om få minutter." Siger min mor og går væk fra min dør. Dernæst går jeg ud af min seng, hvor jeg går over til mit skab. Det tager ikke lang tid, at finde min skoleuniform når det er, næsten det eneste jeg har hængende i skabet.

Imens jeg har taget min pyjamas af og står kun iført undertøj, kommer Kian brasende ind på mit værelse uden, at banke på først. "Har du ikke lært at banke på!" Råber jeg irriteret til ham og når heldigvis, at tage min dyne omkring min krop. "Slap af. Jeg skulle bare sige, at der er mad." Siger han og kigger mærkeligt på mig, hvorefter han går ud af døren.
Jeg tager derefter et dyb suk, fordi selvfølgelig har han ikke lukket døren, og det er bare for at irritere mig. Herefter går jeg hen til døren og lukker den, sådan jeg kan gøre min klar i fred.

Vi sidder som en familie rundt omkring bordet og spiser vores mad. Min far sidder med avisen og min mor hælder maden op på Kians og min tallerken.
Duften af æg og bacon er det bedste jeg ved, især her om morgen. "Værsågod. " Siger min mor venligt og rakker mig tallerken.
Mere spændende skete der ikke den morgen, så nu er det bare skole er skal overstås.

Efter jeg havde sagt farvel til min mor og far, forlod jeg huset og gik hen imod skolen. Kian var allerede taget afsted, så ham noget jeg ikke at sige farvel til. Måske er han stadig sur over at jeg råbte efter ham?

Jeg sparker til nogle små sten der ligger spredt ud på vejen, mens jeg tænker på J-Hope. "Jeg ved ikke en gang om, han faktisk er sød imod mig, eller om det er bare et dumt væddemål, fordi hvorfor skulle en populær drenge være interesseret i mig? Men hvad har jeg at bekymre mig om, han ville sikkert ikke kendes ved mig, når de andre elever er ved hans side."
Jeg forsætter med at gå og sparke til stenene der ligger på vejen, sådan jeg ikke ligger mærke til hvem der kommer imod mig, først der hvor vores skulder snitter hinanden, stopper jeg op og kigger chokeret tilbage over min skulder, hvorefter jeg ser J-Hope.