Mit sorte håb

Dansepartner eller ej?

Den time som føles som om der gik hunderede år, er endelig overstået. Efter klokken ringer stopper læreren med at undervise og råber udover klassen. "Husk at læse de sider færdig som I ikke noget, og de er til næste uge." Der er ikke nogen af eleverne der svare ham, vi alle har travlt med at putte vores bøger ned i tasken og det kan ikke gå hurtigt nok.
"Måske, hvis jeg læser de sidste sider i bogen i frikvarteret, så kan det være jeg bliver fri for at lave det derhjemme." Siger jeg til mig selv og tager min bog frem igen.

Alle eleverne er gået ud af klasselokalet sammen med læreren, hvor det kun er mig der sidder tilbage i klassen. Jeg tager en dyb indånding for, at nyde stilheden omkring mig , hvorefter jeg kigger ned på min bog. Det er ikke mange sider jeg mangler, så jeg blader hen til den første side og trækker bogen op foran min ansigt, sådan jeg ikke kan se andet end ord.

"Nørdi, hvorfor bruger du dit frikvarter på at læse lektier?" Kan jeg høre en dyb stemme sige, og der vidste jeg, at jeg ikke er alene længere. Jeg trækker derefter min bog ned under min næsetip og kigger chokeret på J-Hope.

Mit hjerte hamre, fordi han er så tæt på mig og kigger mig dybt i øjnene. Hans lår er omkring mine ben og holder dem varme. J-Hope sætter sin finger på bogen og skubber den længere ned, hvorefter jeg lægger den på bordet. Jeg slipper ikke mine øjne fra bogen, fordi jeg frygter den intense øjnekontakt jeg kan få med J-Hope.
Jeg forsøger endda at læse videre i bogen, men jeg er bliver heletiden forstyrret, når jeg ved at J-Hope kigger på mig, så jeg bliver ved med at læse den samme sætning igen og igen.

Pludselig begynder J-Hope at vikle sin finger ind i mit hår, imens han kigger på mig. Mine kinder bliver røde og jeg kan snart ikke holde det ud længere. Jeg ved stadig ikke om jeg faktisk er sur på ham eller ej, men et eller andet sted i mig, har jeg lyst til at slå ham, sådan han kan få bare en smule fornuft ind i sig.
"Er du sur på mig Nørdi?" Spørger J-Hope bekymret og laver hundeøjne til mig. Jeg rejser mig derefter op fra min plads, som gør at han bliver forskrækket.
Jeg forsætter bare med at kigge ned på den samme sætning, som jeg har læst i en evighed. "Jeg er nødt til at gå." Svare jeg koldt og tager min bog og taske med mig.

J-Hope sidder stadig chokeret tilbage idet jeg stormer hen imod døren ud til gangen.
Jeg kommer ud på gangen og kan virkelig mærke hvor frustreret jeg er. "Hvorfor går det mig så meget på, at han kyssede med Yuna. De to er jo populær, så hvad havde jeg regnet med?" Siger jeg irriteret til mig selv. Men pludselig kan jeg høre J-Hope komme løbende, hvorefter han tager fat i mit håndled og drejer mig rundt, sådan han kan se mit ansigt. "Jamen du græder jo." Siger J-Hope trist og kigger bekymret på mig.
En lydløs tåre triller ned, mens jeg kigger chokeret på ham. "Han løb efter mig.." Tænker jeg og slipper ikke den intense øjenkontakt vi har.

J-Hope bryder øjenkontakten og kigger ned i gulvet, hvorefter han trækker mig ind til ham.