Mit sorte håb

Hvor har du været?

Vi har sat os på en bænk ved busstoppestedet for, at vente på J-Hopes bus skal hente ham. Der er ikke en af os der kigger på hinanden eller siger noget. Alt er stille, det er kun bilerne vi kan høre, når de kommer susende forbi os. Jeg kigger derefter over på J-Hope, når jeg havde set den sidste bil køre forbi. "Tak for en dejlig dag." Siger jeg med en nervøs stemme, men mister modet  og kigger genert ned i jorden. Men der kommer intet svar fra ham, han kigger også på bilerne der kommer susende forbi. "Flot Y/N, og nu undgår han dig!" Siger jeg vredt til mig selv og bider mig hårdt i læben.
Jeg kigger på ham igen og ser, at han har sine høretelefoner i ørene, jeg ånder derefter lettet ud fordi, han ikke undgik mig, han kan bare ikke høre mig.

Jeg kigger på vejen igen, idet jeg høre en bil kommer kørerne forbi igen. Men pludselig kan jeg mærke, at J-Hope sikker et eller andet ind i mit høre, som gør, at jeg får et lille chok, når jeg kan høre noget musik.
J-Hope afbryder den akavet stilhed og siger. "Jeg håber at du ville høre lidt musik sammen med mig." Men jeg svare intet tilbage, jeg er fuldstændigt opslugt af musikken og at vores arme er oppe af hinanden.

Derefter gik der ikke lang tid før bussen kom og J-Hope træk forsigtigt høretelefonerne ud af mit øre og hans, hvorefter han rejser sig op. Jeg kigger op på ham uden at sige noget. "Vi ses i morgen, til vores første dansetime sammen." Siger J-Hope med et smil på læben, og går derfra ind i bussen.

"Sammen.." Gentager jeg, når jeg ser bussen kører længere og længere væk. Det føles ligepludselig helt tomt uden ham, og når jeg sidder alene tilbage ved busstoppestedet er det svært, at slippe tankerne om ham.
"Hvordan kan det være, at han er blevet så sød ved mig? Man skulle næsten tro, at det var et skuespil eller en drøm."
Efter noget tid, og hvor det rigtigt begynder at blive mørkt, får jeg endeligt rejst mig op og går hjem ad.

Jeg kommer gående ind i huset og tager mine sko af, hvorefter jeg hænger min jakke op på knagen. Men idet jeg er på vej ind i stuen, står min storebror og kigger lumskt på mig. "Hvor har du været henne?" Jeg kigger derefter op på ham og ved ikke, hvad jeg skal sige. "Ved du hvor bekymret vi har været?" Hans stemme hævede sig lidt og det var tydeligt, at han var irriteret. Men jeg kan jo ikke fortælle ham, at jeg pjækkede fra skole sammen med J-Hope.
Min storebror er ikke spor glad for J-Hope. Og han har fortalt mig, hvor mange gang han har set J-Hope knuse en skyldig piges hjerte, hver eneste gang min storebror gik på gangen, for at komme hen til skolehospitalet og arbejde.

Han står i døråbningen til stuen og kigger stadig lumskt på mig. Jeg kigger derefter ned i gulvet, og går forbi ham. Men det lykkes mig ikke, fordi han stopper mig ved at læne sig op på siden af dørkarmen, sådan han står foran mig.
"Skal jeg virkelig spørger igen?" "Lad mig nu komme forbi Kian!" Siger jeg irriteret og kigger op på ham. "Ikke før du fortæller mig hvor du har været, vent lidt.....HVAD ER DET?" Udbryder han pludselig og kigger ned på min sæk fyldt med bamser. "Hvor har du fået dem fra?" Jeg trækker derefter sækken med bamser om bagved mine ben og siger med en uskyldig stemme. "Umm.. de er fra.."
"Ejjj... prøv at se skat!" Afbryder min mor mig, hvorefter hun fjerner Kian væk fra dørkarmen for, at komme tætter på mig. Derefter kommer så min far løbende omme bag hende og er lige så overrasket, som min mor. "Jamen min pige, hvor har du alle dem fra?"
Mit blik flyver panisk rundt imellem de tre og jeg står helt mundlam, indtil min mor siger. "Det er helt klart fra en dreng. Uhh.. min lille pige er blevet så stor." Hun klapper derefter i sine hænder, hvorimod Kian og far ligner to kæmpe spørgsmålstegn. "En dreng?" Siger de begge chokeret i kor og kigger forvirret på hinanden, og bagefter på mig, hvor de venter utålmodigt på en forklaring. Men enden jeg når at sige noget, tager min mor fat i mit håndled, hvorefter hun trækker mig forbi Kian og far som spærrer for døren.

Min mor trækker mig hele vejen ind på mit værelse. Men jeg gør ikke modstand, fordi jeg har sku' ikke lyst til, at snakke med min far og specielt ikke KIAN om det!
Idet min mor og jeg er kommet ind på mit værelse, lukker hun døren bag sig og sætter mig i sengen, hvor hun sætter sig i min kontorstol. Det føles som om, at jeg bliver forhørt idet hun bliver ved med at spørger ind. Men til sidst kan jeg ikke holde det skjult for hende, så jeg sukker og siger. "Okay jeg skal nok fortælle dig, hvem jeg har fået det fra. Men ville du ikke nok lade vær med at sige det til Kian?" Min mor nikker med det samme og jeg kan se hvor spændt hun er.
"Han hedder Jung Hoseok, men han bliver kaldt for J-Hope."

En af de grunde jeg valgte at fortælle min mor det, er fordi at jeg ved, at hun ikke ved noget som helst om J-Hope, hvorimod min bror ved en del om ham.
Jeg fortalte hende alt det vi havde lavet sammen, men bare ikke den del, hvor jeg pjækkede fra skole. Men efter jeg var færdig med at snakke med hende, begyndte hun at være vildt kærlig og sige en masse søde ting så som. "Hvor lyder han sød.", "Ham skal du nok komme det godt ud med." Og "Hvornår kan vi møde ham?"
Jeg ved ikke helt rigtigt, hvordan jeg skal svare på spørgsmålene. Men det eneste jeg tænker på er nok den første dansetime, vi skal have sammen i morgen.