Mit sorte håb

Det sorte håb

Kære dagbog
Kan du tro det! Det er endelig den dag en hver pige har ventet på hele sin skoletid, Vinterbalet.
Men desværre har min åndsvage bror Kian, forbudt mig at tage med til det. Mine forældre var heller ikke begejstret over, at jeg havde snydt i testen, så de gik med Kians ide, at jeg ikke skulle med til det vinterbal.
Jeg siger dig dagbog, jeg har grædt lige siden. Men det lader ikke til at hjælpe mig, selvom jeg har tilbudt at lave alle pligterne i huset.

Lige nu sidder jeg helt fortabt på mit værelse med dig i min hånd dagbog. Men ville bare ønske at det var J-Hopes hånd, men det er kun i mine drømme det kan lade sig gøre.

Dagbog, kan du virkelig tror det! Hvordan kan min irriterende familie ikke give mig lov til at have det sjovt og lade mig leve et ungt liv for en gang skyld!
Men ved du hvad dagbog? Efter al' den tid jeg har været sammen med J-Hope, så har han lært mig, at springe ud i det og vær ligeglad med konsekvenserne. Bare ved tankerne om at danse med J-Hope ude på dansegulvet, giver mig allerede sommerfugle i maven.

J-Hope, du vil altid forblive mit sort håbe, fordi jeg ved, at hvis jeg kommer sammen med dig, ville håbet for at udgå konsekvenser ikke komme. Og det kan jeg faktisk lide.
_____________________________________
Jeg lukker derefter forsigtigt min dagbog sammen og lægger den under mine hovedepude, idet mit vindue åbner sig og en blæst kommer ind på mit værelse. Der er en tavshed inde på mit værelse, kun lyden af min seng knirke skaber en urolig larm, når jeg rejser mig diskret op.

Jeg går over til vinduet, hvor jeg skal lige til at lukke det. Men jeg stopper og kigger beundrende på aftenhimlen, og de tusindvis af stjerner.

Den kolde vinterbrise straffer min nøgne hud, hvorefter jeg får kuldegysninger og lukker vinduet. "De har det sikkert sjovt til vinterbalet." Siger jeg trist og kigger fortabt ud af vinduet. Pludselig får jeg en tanke, som får mig til at gå hen til mit skab.
Jeg kigger fortryllet på kjolen jeg skulle have på til balet, men nu hænger den bare der og samler støv. Jeg folder mine hænder sammen til en knytnæve og bider mig i læben. "De får ikke lov til at ødelægge mit livs aften!" Jeg hiver derefter kjolen ned af bøjlen og tager den på.

Kjolen er lige så smuk som jeg forstillede mig, med den på, så jeg kan ikke stoppe med at dreje rundt og se den blafrer.
Der er stadig stille i huset, som om alle er gået i seng. Efter jeg er blevet godt rundtosset går jeg imod min dør, som fører ud til stuen.
Jeg stikker mit hovede ud og lytter til, hvis jeg kan hører nogle fra min familie. Men der er også tavshed, ligesom på mit værelse. "Det nu eller aldrig." Hvisker jeg, hvorefter jeg trækker mit hovede tilbage og lukker døren stille.

Jeg skynder mig at samle mine puder op fra gulvet, hvorefter jeg putter dem på min seng og lægger min dyne over, sådan det ligner jeg sover. "Så er jeg klar." Siger jeg tilfreds og kigger drømmende henimod vinduet.
"Klar til hvad?" Hører jeg en stemme sige, hvorefter jeg kigger chokeret over mod døren.

Idet sammen får øjenkontakt med min mor, får hun store øje og tager chokeret hendes hænder op til munden. "Mor jeg kan forklare." Udbryder jeg panisk og løber hen til hende, selvom det er svært i mine højhælede. Min mor begynder derefter at græde, og jeg bliver mere stresset. "Bare rolig mor, jeg går ikke." Jeg holder om hende, men pludselig tager hun blidt fat i mig og får mig til at give slip på hende.
Jeg kigger intens ind i hendes øjne og ser alle tårerne trille ned af kinderne på hende. "Hun er sikkert sur." Tænker jeg bekymret, hvorefter endelig min mor åbner munden og siger noget der chokere mig lige så meget. "Hvor er hun smuk, min lille skat." Jeg begynder derefter at smile lettet og taknemligt, hvorefter jeg tørrer hendes tårer væk med min finger.

"Tak mor." Siger jeg og smiler. Min mor stopper med at græde, hvorefter hun kigger blidt på mig. "Lov mig, at du er hjemme ved midnat." Jeg kigger med det samme på hendes med chokeret øjne, hvorefter det går op for mig. "Tak mor, tusind tak!" Siger jeg og hopper op og ned, og giver hende en kæmpe krammer. "Men det er en hemmelighed imellem dig og mig." Siger hun med en rolig stemme og stryger mig igennem håret.

Min mor hjælper mig derefter med at komme ud af vinduet, uden far eller Kian ser noget. "Pas nu på dig selv. Og husk nu at være hjemme inden midnat." Hører jeg min mor råbe fra vinduet af, idet jeg løber ned af gaden, med min kjole som blafrer i vintervinden. "Det lover jeg mor! Elsker dig!"

"Bare vent lidt endnu J-Hope. Nu kommer jeg til dig."