Is It Him ? #1

Et bånd

Da jeg vågnede op igen, mødte jeg hans øjne. De kiggede direkte ind i mine og fik mig til at føle speciel.

Hans morgenhår så cute ud, og hans lille smil varmede mit hjerte.

"Fik du snakket med din far?" Spurgte jeg, min stemme var ret tør.

Han lukkede øjnene i og nikkede langsomt med hovedet.

"Hvad sagde han?"

"Han-" han stoppede op og åbnede sine øjne igen.

"Han sagde at jeg ikke skulle se dig mere, at du skulle forsvinde ud fra mit liv.. men det kan han ikke bestemme"

Han pressede mig tættere ind mod ham, hans berøring gjorder mig trygt.

"Men, hvad nu hvis-"

Han afbrød mig. "Han kan ikke tage hvad der er mit"

Hvad der er mit ?
Den måde han sagde det på fik mig til at smile.

"Kan du lide hvad du hører?" Spurgte han og kiggede lusket på mig.

"Du er min, kun min" hviskede han og kyssede mig blidt på munden.

Jeg kyssede tilbage, og på en eller anden måde fik jeg mig sat oven på ham.

Jeg lagde mine hænder på hans kind, og han svarede igen ved at lægge sine arme rundt om mig.

Han satte sig langsomt op og jeg flyttede med ham.

Jeg afbrød kysset for at få luft, han kiggede op på mig og jeg kiggede ned på ham.

Jeg kyssede ham blidt på næsen, og han kunne lide det.

Jeg lagde forsigtig min ene hånd op ved hans pandehår og førte det tilbage, jeg legede lidt med det.

"Hvad siger du til at jeg-"

Vi rettede begge to blikket over mod telefonen.
Jungkook sukkede og tog den.

"Hallo, ja.. jeg kommer"
Han lagde på igen og smed telefonen over på bordet.

"Jeg bliver nødt til at gå.. arbejdet kalder, du kan bare kører hjem igen. Jeg vil komme og besøge dig hver dag, jeg kan endda hente dig efter skole" sagde han.

Jeg kiggede længe på ham inden jeg svarede ham.

"Nej.."
Han kiggede forvirrende på mig.

"Jeg vil være hos dig.. kan jeg ikke det, kan du ikke bare.. give mig et job. Jeg kan arbejde her, så kan vi altid være sammen?" Spurgte jeg.

Han kiggede ind i mine øjne, og et smil kom til syne.

"Kitten.. jeg kan tænke over det" svarede han, han rettede sine øjne ned på mine læber.

"Okay.. men jeg bliver her" sagde jeg stædigt og rejste mig op.

Uden at kigge tilbage på ham gik jeg ud i stuen og satte mig ned på sofaen.

~ 4 timer senere ~

Okay, det her begynder at blive kedeligt.

Jeg slukkede fjernsynet og lænede mit hoved tilbage så jeg stirrede direkte op i loftet.

Det her er en fucking stor bygning, der må da være noget interessant.

Jeg rejste mig op og valgte at gå ud. Jeg var på vej over mod elevatoren, men stødte mig op af væggen.

Jeg havde det pludselig som om at jeg skulle til at kollapse, her begyndte at blive varmt og jeg fik det dårligt. Det var som om at gulvet gyngede.

Jeg faldt langsomt ned på gulvet, min ene hånd hvilede stadig mod den kolde væg.

Jeg rystede let på hovedet og lukkede mine øjne i.

"Er du okay?"
Jeg åbnede mine øjne igen, det var Simone.

Hun gik over til mig og hjalp mig op. Underligt, igår gad hun ikke engang at tale til mig.

"Har du det dårligt... er du syg?" Hun kiggede bekymret på mig og lagde sin hånd på min pande.

Måske tog jeg fejl, måske er hun ikke en bitch.. men egentlig meget rar.

"Jeg.. er okay" min stemme dirrede lidt, og mine ben begyndte langsomt at ryste.

Jeg kunne mærke at jeg skulle til at falde igen, men simone holdte godt fast om mig.

"Kom, jeg hjælper dig ind" sagde hun og begyndte at gå med mig.

Det første hun gjorder da vi kom ind, var at lægge mig ned på sofaen.

Hun lagde alle sine ting på køkkenbordet og gik over for at hente en kold klud.

Hun lagde den forsigtig ned på min pande.

"Har du brug for noget vand?" spurgte hun og rettede lidt på kluden, den var faktisk meget dejlig kold.

"Nej, det er okay... burde du egenlig ikke, passe dit job?" spurgte jeg nysgerrigt, hun kiggede ned på sit ur.

"Det går, jeg bliver bare nødt til at aflyse mødet" sukkede hun.

"Det gør ikke noget, jeg får bare min sekretær til at flytte det" sagde hun med en berolig stemme.

Jeg lavede et lille smil til hende, hun virker da ret sød.

"Så.." hun satte sig langsomt ned ved siden af mig.

"Hvordan mødte du min bror?" Spurgte hun og viklede sin finger ind i hendes hår.

"Jeg mødte ham på skolen" svarede jeg og satte mig langsomt op.

"Jeg husker det tydeligt, han var sådan en stor nar" sagde jeg ud i det blå, jeg kiggede over på hende.

Hun kiggede seriøst på mig, men fnøs et lille grin.

"Det er total meget ham, han er altid sådan...."
Hun tænkte sig om for at finde det rigtige ord.

"En idiot over for piger" sagde vi i kor.
Vi grinte begge to, Hey.. måske var jeg ved at skabe et bånd.

Jeg kiggede ned på mine hænder som jeg havde flettede sammen.

"Har han hele tiden været sådan?" Spurgte jeg og kiggede tilbage på hende.

Hun sukkede og stirrede ud i rummet.

"Han har ikke altid været sådan" sagde hun lavt, jeg rynkede mine øjenbryn.

"Lige siden hans mor døde, har han ændret sig"

Hun kiggede tilbage på mig.
Vent hvad.. er hun død ?

Og HANS MOR ?!
Er simone og Jungkook overhovedet blodrelateret ?