Fucking Gunnarsen - M.G

37|Afstand?

På skolen

Husk at trykke på den lille stjerne, det gør kun mig glad.
Undskyld hvis der stavefejl.

Vi bliver forstyret i vores lille 'moment' af døren som braser op..........

I døren står selfølgelig den bedre halvdel af Gunnarsen brødrene, aka Martinus.

Han sender mig at trist blik. Før han løber. Jeg vrider mig ud af Marcus' grab, og løber efter Martinus.

Men han er virkelig hurtig.

"Martinus" råber jeg.

Han fortsætter med at løbe, til han kommer til dørene. Hvor han hurtigt lige kigger ud.

Jeg løber stadig.

"Hallooo Martinus, vent nu lige!" råber jeg igen.

Hvad er det egentligt jeg løber efter? Jeg kunne jo bare blive ved Marcus?

Tankerne flyver rundt i mit hovedet, i mens jeg løber.

Hvad er det egentlig jeg vil?
Være sammen med Martinus?
Eller være sammen med Marcus?
Eller en helt tredje?

Jeg stopper med at løbe, og indser at det regner, fedt man.

Martinus er allerede langt væk. Jeg må bare snakke med ham senere så.

Om han vil det eller ej.
Men jeg må nok heller hente mine ting. Også pjækker jeg fra resten af dagen. Bare fordi jeg egentlig ikk orker noget lige.

Kun at få rodet op i lortet med Martinus.

**
Jeg ligger i min seng, og ser Netflix. Jeg venter på at regnen stopper, så at jeg kan gå over til Martinus.

Selvom jeg bor lige ved siden af dem, gider jeg stadig ikk at gå i regnen. Jeg måske lidt doven.

**
Regnen er nu endelig stoppet, efter 5 timers regn, eller noget i den retning.

Jeg går ud af Netflix, slukker min computer. Og så går jeg nedenunder, og tager min jakke og sko på.

Derefter går jeg over til Martinus. Det regner stadig en lille smule, men det er ikk så slemt, heldigvis.

Jeg banker på døren. Der går lidt tid før der nogen som åbner.

Det er Gerd Anne, som åbner døren.

"Hej, er Martinus hjemme?" spørger jeg. "Øhh, ja det tror jeg. Men du er velkommen til at gå op og se" svare hun. Jeg nikker så.

Hun træder til siden, så at jeg kan komme ind. Hun lukker døren, efter jeg er kommet ind.

Jeg tager mine sko af, og går op til Martinus.

Jeg banke lige så stille på hans dør. Men der er ingen der svare så jeg prøver igen.

Heller ingen der svare, så jeg åbner døren.

Jeg ser Martinus ligge med hovedet ned i sin pude, med høretelefoner i øret.

"Martinus?" siger jeg igen. Men han kan vist ikk høre noget, med høretelefoner på. Jeg prikker ham på skulderen.

Han løfter sit hovedet, og drejer det til den side hvor jeg står.

Han er helt sort under øjenene, og ligner en der dør, hvis han ikk snart stopper med at græde.

Han sætter sig op i sengen, og jeg bliver bare stående. Han tager høretelefonerne ud af øret.

"Er du okay, Martinus?" spørger jeg forsigtigt. Han ryster på hovedet.

"Men kan vi snakke om det? spørger jeg.
"Hmm, det bliver vi vel nok nød til" svare han med en grådkvalt stemme.

"Eller skal vi gøre det anden dag, hvor du har det bedre?" spørger jeg.

"Ja, jeg har heller ikk rigtig lyst til at snakke lige nu" svare han.

"Okay, vi ses så. Men du skal bare vide, at det var Marcus der kyssede mig, ikk omvendt" siger jeg, og går ud af hans dør.

Jeg må give ogs give ham lidt tid til, at han kan få det bedre.

Jeg må nok heller skrive til ham, om hvornår vi skulle snakke om det. Det tanke slår mig.

Hvad med Marcus?

_______
Kapitel 37
Vote og kommenter, hvis det lyster!:)

Møs fra Lærke<33