Josephines'synsvinkel
Jeg vil ikke i skole. Anders og mor er ik kommet hjem endnu de skulle have været hjemme i går. Jeg ringer til mor.
Mig: hej mor?
Mor: hvem taler jeg med?
Mig: din datter Josephine
Mor: nå er du datter til Anders og Maiken?
Mig: ja?
Mor: deres fly forsvandt man fandt kun deres bagage hvor gammel er du?
Er de døde? Hvordan kan det ske?!
Mig: jeg er 16
Mor: jeg er i politiet fortæl hvor du bor så finder vi ud af det.
Mig: jeg bor på (adressen)
Flere tåre kommer. Min mor.... Anders...... hvordan skal mit liv nogensinde blive godt igen? De nåede aldrig at se mig få børn.... ikke engang få min første kæreste hvis jeg ellers nogensinde for det. Men en ting ved jeg de er døde men de er sikkert i himlen hvor de kan være i fred.
Det banker på og jeg åbner. Jeg græder stadig. En ung kvinde står derude hun ser sød ud. Jeg har virkelig brug for et kram. Så jeg vælger at kramme hende. "Så skat det hele skal nok gå" beroliger hun mig. Hun nusser mig i håret. Jeg trækker mig. "Hvad med huset?" Spørg jeg? "Du for alle dine mors og fars ting" siger hun. "Hvor skal jeg så bo?"
"Du for en plejefamilie der bor i byen"
"Skal vi gå?" Spørg hun. Jeg nikker og så går vi ind i bilen. "Skal jeg så til psykolog?"
"Ja det vil være bedst for dig" siger hun. "Okay......" svare jeg bare. Fuck mit liv Sophia og Nora og nu min mor og Anders.....!
YOU ARE READING
Lie to you ft. Mg
Fanfiction*kan du ik mere?!* *du er tyk* *du er så klam* De ord høre jeg hele tiden. Jeg kan ik klare det jeg for Marerid bare ved tanken om det. Om de to piger der har gjordt mit liv til et helvede. Det her er historien om Josephine. ADVARSEL KAN FORKOMME...
