Lie to you ft. Mg

Pt 20

Josephines'synsvinkel
Vi har lige spist aftensmad. Det smagte virkelig godt, Gerd Anne er virkelig god til at lave mad. "Skal vi gå op?" Spørg Marcus. Jeg nikker og så går vi ovenpå. Vi går ind på hans værelse. Jeg har faktisk kun gået i lange ærmer fordi folk skal ikke kunne se mine ar. Marcus tager mit ærme op og kigger. "Jose...."

"Ja jeg ved det men det har bare været så slemt" siger jeg. Han nusser mit håndled op og ned og så min kind bag efter. "Bare ikke gør det mere" siger han. Jeg kigger ned i sengen og nikker.

Vi ligger nu og ser en film da jeg for en besked fra den familie jeg nu bor i. Der står:
Josephine hvorfor besøger du to drenge? Du er ik en skid vær vi kunne jo ik sige nej til du skulle bo hos os!

Jeg for lysten til at hente mit barber blad igen. Marcus ser jeg kigger nøje på mine ar. Han tager min telefon og læser beskeden. "Er de altid sådan?" Spørg han lidt rasende. "Ja altså nogen gange slår de..." siger jeg. Han rejser sig op med min telefon og går neden under.

Marcus'synsvinkel
Jeg er så sur! Jeg går nedenunder og efterlader Josephine alene. Jeg går hen til mor og far og giver dem telefonen med alle beskederne. "Se det er hendes famile hun bor hos der har skrevet det" siger jeg. De kigger overrasket men sammen tid lidt trist. "Den stakkels pige" siger mor. "Marcus gå op og sig til hende at hun kan bo hos os så længe hun har lyst" siger far. Jeg kigger på mor som nikker sig enig.

Jeg går op og ser Josephine er væk. Jeg går ud på badeværelset men der er låst. Jeg høre lidt musik og Martinus er i stuen. Jeg kigger i nøgle hullet og ser Josephine sidde og græde. Jeg banker på men der bliver ikke åbnet. Hun kan ikke høre mig. Jeg skubber nøglen ind og tager vores ekstra nøgle og låser den op. Hun sidder med et barber blad og cutter. "Josephine!" Siger jeg og stormer hen til hende. Jeg trækker hende ind i et kram så hun taber sit barber blad. "Hvad laver du?" Spørg jeg. Hun græder og snøfter ned i mit bryst. "Marcus jeg kan ikke mere...." for hun sagt mellem sine snøft. "Søde skat sådan må du ikke sige.." siger jeg beroligende. "Søde skat?" Spørg hun. "Ja du er sød og du er en skat" siger jeg. Hun smiler men hun trækker sig ikke. "Hvorfor talte du ikke med mig?" Spørg jeg. "Det er bare meget svært" siger hun. "Jeg havde bare trangen..."

"Du må bo hos os så længe du har lyst til" siger jeg. Hun kigger på mig. "Virkelig?"

"Ja virkelig" siger jeg. Jeg kysser hende i panden og så rejser jeg mig og tager hendes hånd. Jeg lægger hende ind i sengen og putter hende godt. Bagefter går jeg ind på badeværelset for at rydde op. Mor kommer ind til mig mens jeg gør det. "Marcus hvad er det for noget blod?" Spørg hun bekymret. "Josephine skar i sig selv.." siger jeg.

Hun kommer hen og krammer mig. "Hun har det svært ikke?" Spørg hun. Jeg nikker og kigger ned i gulvet.

"Du er sød mod hende Marcus dig og Martinus er nok dem hun har mest brug for lige nu så vær der for hende" siger hun. "Jeg er der altid" siger jeg.