Sophias'synsvinkel
Jeg vågner i Marcus arme. Han dufter dejligt. Tænkt at jeg er Marcus gunnarsens kæreste. Han åbner langsomt sine øjne. "Skat?" Spørg jeg. "Ja?"
"Hvornår vil du offentlig gøre os?" Spørg jeg.
"Ehm jeg tænker om 1 måned måske?" Spørg han. Han nusser stille min kind. "Jaer" svare jeg bare. Min telefon giver lyd og Marcus tager den til mig. "Flæskefine?" Spørg han. "Nå ja det er bare noget vi kalder hinanden mig og Josephine" lyver jeg. Jeg kan ikke sige at hun er den jeg hader mest i verden og at jeg mobber hende. "Nå okay men så åben beskeden" siger han. Jeg tager telefonen og åbner den uden han ser det. Der står
Sophia mine forældre er døde vil du ik nok lade mig værre?
Mig: vi for se
Marcus kigger på mig. Han har ikke set beskeden. "Hvad skrev hun?" Spørg han. "Nå hun skrev bare hvad det var vi skulle lave på mandag" lyver jeg igen. Han nikker og så går vi op af sengen. Jeg har mødt hans forældre og Emma og ja Martinus aha.
KAMU SEDANG MEMBACA
Lie to you ft. Mg
Fiksi Penggemar*kan du ik mere?!* *du er tyk* *du er så klam* De ord høre jeg hele tiden. Jeg kan ik klare det jeg for Marerid bare ved tanken om det. Om de to piger der har gjordt mit liv til et helvede. Det her er historien om Josephine. ADVARSEL KAN FORKOMME...
