Just a piece in a game

:: 1: Ny Lejlighed Og Nysgerrig Dreng ::

H a i l e y

Jeg pressede hovedet endnu hårdere mod vinduet, og kiggede i bakspejlet. Flyttebilen var lige bag os, og jeg kunne forestille mig hvordan flyttekasserne hoppede rundt i bilen, fordi der var så mange huller i vejen.

,, hvornår er vi der? " spurgte jeg sukkende, og kiggede hen på min mor som blot smilte og kiggede direkte ud på vejen.

,, om 2 timers tid Ca." hun grinte, og klappede mig på låret. Jeg åbnede munden på hvid gab, og udstødt et højt suk. ,, okay, måske mente jeg 10 minutter " jeg kiggede på hende, og åndede lettet ud, imens jeg proppede høretelefonerne i, og skruede højt op. Jeg kunne godt klare 10 minutter mere. Det var rart i starten, da vi satte os ud med tæpper, mad og kaffe. Men da der gik 5 timer var det bare slet ikke sjovt mere. Vi var begge rastløse, og havde så meget lyst til at løbe et marathon, men flyttebilen klagede da vi kørte ind til siden, og åbnede bildørene.

Min mor og jeg er hinandens eneste - men kæreste eje. Sidste år, dagen inden min fødselsdag, mistede vi min far. Min mor får tit et mental breakdown, men jeg forstår hende. Hun er kun 37 år, og mistede sit livs kærlighed i en alder af 36. Og mig, ja. Jeg fik 16 år - næsten 17 år med min far, og jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet overlever. Al den smerte der medførte hans død, var uudholdelig. Men med lidt tårer, og hinandens varme kram kommer vi igennem dagene. Rutinen er simpel: når du er i selskab, virker du glad. Du spørger ikke ind til personlige ting, og hvis andre spørger, er din far død, ja, men du har det fint. Facaden var dog svær at holde. Alle de " jeg kondolerer" og " det må du undskylde" hjalp ikke. De burde bare ignorere min tilstedeværelse, og være glade. De fleste har flere søskende, og begge sine forældre.

Jeg falder næsten ud af bilen, da min mor åbner døren. Det var også en god grund til at have sele på, fordi hvad nu hvis at du dagdrømmer med hovedet mod vinduet, og døren åbnes. Der var 2 muligheder: hvis man havde sele på, overlevede man forhåbentlig. Hvis man ikke havde, faldt man mildest talt ud.

,, og du havde ikke tænkt dig at banke på ruden, INDEN du åbnede døren? " spurgte jeg gnavent, og fik rettet mig op i sædet, og åbnet selen. Min mor grinte, og drejede på hovedet.

,, så havde jeg jo ikke set dit flotte fald" jeg fnyste af hende, og det fik hende til at grine endnu mere.
,, kan du se ham derovre? " hviskede hun, og pegede på en ung, flot flyttemand, der bar kasserne hen til døren, hvor der allerede var en del. Jeg nikkede, og sendte hende et spørgende blik. ,, gift dig med ham" jeg slog hende hårdt på skulderen så hun pev, og grinte alligevel af hendes kommentar.

,, og kan du se ham? " jeg drejede hendes hoved mod en mand, der lignede en i 70'erne der også bar en flyttekasse. ,, gift dig med ham" hendes mundvige rykkede sig få millimeter op, og faldt så ned igen. Fack. Vi havde aftalt, at jeg ikke måtte nævne noget med mænd og gifte sig foran hende, indtil hun var klar. Selvfølgelig en del dobbeltmoralsk når hun selv lige har kommenteret på mig, men jeg krammede hende alligevel hårdt. Jeg hader at sige 'undskyld'. Jeg føler lidt, det bare er et ord, som ikke betyder end skid. Skriv et digt, og lyd poetisk, så er der jo noget andet.

---

Efter noget tid, var alle kasserne oppe i lejligheden. Vi boede på 1 sal, så der var ikke så mange trapper. Sofaen stod op af væggen, med fjernsynet overfor. Vi havde også fået en nyt køkkenbord, fordi min mor vandt et lotteri.

,, hvad syntes du om lejligheden? " hun puffede til mig, og smilte lumsk.

,, den lugter ikke af andet en pap, og den er virkelig lille. Jeg siger dips for det største værelse!" råbte jeg, og tog min finger på næsen. Hun grinte, og kiggede rundt på alle de 100 papkasser fyldt med lort i.