Just a piece in a game

:: 31 Løgn Igen Og Rystende Fingre ::

H a i l e y

Jeg vil og skal vide hvad fanden den slåskamp helt præcis gik ud på. Det er en lorte undskyldning at sige ' Tobias ligger an på Hailey, så nu smadre jeg hans kønne ansigt'. Jeg skubber mig forbi alle eleverne som jubler over endelig at have fri, og spotter Alec udenfor. Jeg skynder mig derhen, men han går fandme hurtigt.

,, Alec! " klager jeg højt og stopper op for at få vejret. Han fryser i sine bevægelser, og vender sig langsomt om. ,, nårh.. Okay. Det var ret let at få dig til at lytte til mig,"

,, hvem siger jeg har tænkt mig at lytte? " jeg trækker på skuldrene, og da min vejrtrækning bliver bare nogenlunde normal, kan jeg endelig snakke ordentligt.

,, hvad gik den slåskamp ud på? "

,, fortalte rektoren dig det ikke?"

,, jo, men jeg tror ikke på den lorte undskyldning,"

,, nå, men det burde du," siger han træt og skuffet. Han krydser armene over brystet, og ser stædigt ind i mine øjne. ,, var der mere? " spørger han utålmodigt, og tripper med fødderne. Mit blik vandre forvirret med i alle hans bevægelser. Selv de mindste. Den måde han tripper med fødderne på, hvordan hans øjne analysere mig, hvordan han bider sig i indersiden af kinden, og hvordan han rykker ubehageligt på sig. Eftersom jeg ikke svare, vender han sig om og skal til at gå igen.

,, hey, hvor skal du hen i den fart? " spørger jeg, forvirret over hans tålmodighed som lige nu er på -100. Han svare ikke, men bliver bare ved med at gå. ,, forfanden, Alec, please. Jeg spørger dig om én enkel ting." jeg tror endelig jeg har hans opmærksomhed. Han stopper ikke helt op, men er lige på kanten til det. Jeg bliver ved. ,, så please svar på mit spørgsmål: hvad gik den slåskamp ud på?" spørger jeg langsomt og roligt. Han svarer ikke. Det irritere mig så inderligt meget, at han ikke bare kan svare på mit enkelte spørgsmål. Det er jo ikke fordi jeg spørger om det var ham som dræbte hende der pigen fra LA, eller om det var ham som stjal bagerens kager. ,, du ved jeg ikke giver op, " afslutter jeg.

,, hør," siger Alec lavt. Stadig ingen tegn på at han har tænkt sig at vende sig om og se mig i øjnene, men jeg tror endelig han lader sig tale. ,, det er ligemeget, okay? " og før jeg kan stoppe ham, er han allerede på vej væk igen, bare med mere fart. Jeg føler en stor trang til kaste mig ned på jorden, og bare ligge der, til jeg har fået kræfter nok til at komme igennem endnu en dag. Lige nu virker det som mit største problem.

Jeg sukker og skal til at gå, men bliver prikket på skulderen. Jeg vender mig irriteret om, efterfulgt af et hvæsende 'hvad?'. Mit hjerte springer et slag over, og jeg må tage mig sammen for ikke at spærre øjnene op i nærmest ren rædsel.

,, gud, hej Lucas! Du skræmte mig virkelig, " siger jeg hurtigt, og prøver at virke normal. Jeg kan simpelthen ikke holde ham ud mere. Jeg bliver nød til at tage mig sammen, og fortælle ham sandheden. Altså come on, hvem her er det som bare var en brik i et spil? Jeg indrømmer, jeg lyder meget patetisk. Lucas virker ikke påvirket af min skingre stemme, og min besværlige vejrtrækning.

,, Hailey?" spørger han lavt, og klemmer øjnene mistroisk sammen. Noget i hans blik giver mig en lyst til at springe ud fra 4. Etage. Jeg nikker nervøst, men prøver at skygge over det ved at tage noget hår bag øret. ,, jeg vil ikke gøre dig ked af det, eller fornærmet. Eller bare på nogen som helst måde, gøre så du føler sig nedtrykt. " jeg prøver at læse ham, men hans facade er stærk. Jeg kan ikke se nogen som helst form for følelser. Han virker bare oprigtig forvirret og fortvivlet. ,, men hvad er.. Vi to?" spørger han, og peger på mig og så ham selv med sin finger. ,, fordi, jeg ved det squ snart ikke selv. Nogle dage er vi som et par, og andre dage glemmer vi hinandens tilstedeværelse. Men jeg har et spørgsmål," jeg nikker ivrigt, og presser læberne sammen. Please sig han ' slår op' med mig. Han synker nervøst en klump, og hans adamsæble følger bevægelserne. ,, var jeg bare en af dine 'gør Jack jaloux' medhjælpere?" den måde han siger det på, får en kæmpe skyldfølelse til at ramme mig som en tsunami. Jeg kigger ned i jorden, og overvejer i at øjeblik at fortælle sandheden. Men da jeg kigger op igen for at møde hans blik, er min første tanke at jeg må opremse noget mindre sorgende.