Just a piece in a game

:: 35. Wesley Familien Og Aftensmaden ::

H a i l e y

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Vi kom hjem fra hospitalet igår, og siden da har vi ikke snakket sammen. Ikke engang under aftensmaden. Alt er som stilleleg. Det er virkelig slemt. Det skulle ske - bare ikke sådan. Jeg havde tænkt mig at sætte mig ned med hende, og fortælle alt i dybeste detaljer. Men det kom ud på en anden måde.

Jeg tror jeg har stirret på loftet så længe at det er kommet til live. Eller det føltes sådan. Det banker på, og hurtigere end du kan blinke har jeg sat mig op og rette blikket mod døren, som nu langsomt bliver åbnet. Selvfølgelig er det min mor, men på en måde håbede jeg det var en anden. Hun kigger langsomt ind, uden at se mig i øjnene, og studere mit værelse. Det er ikke så slemt lige nu - der dufter af parfume, og jeg har ikke rigtig rodet.

,, Hele Wesley familien kommer over og spiser i aften, " siger hun langsomt, stadig uden at trodse mine øjne. Det gør så ondt at se vores forhold være så anstrengt, men jeg skubber tanken væk.

,, okay, " siger jeg lavt, og bider mig i kinden for ikke at græde.

,, okay, " puster hun, og ser på mig i 2 sekunder. Hun lukker døren igen og går, og så går det op for mig hvad hun lige har sagt. Hele Wesley familien? Inklusivt Jack? Og Rhys? Jeg har ikke snakket med Rhys i 100 år. Og hvorfor kommer de over? Jeg tager en hånd gennem håret og kigger på mit tøjskab. Jeg kan ihvertfald ikke gå ud med det her tøj: en oversized t-shirt og trusser. Jeg rejser mig med en lyd som måske kan sammenlignes med hval, og går hen til mit tøjskab. Det er faktisk lang tid siden jeg har været ude og shoppe. Det burde jeg måske snart. Jeg finder nogle Boyfriend jeans, og en crop-top uden stropper. Jeg ved min mor hader at man viser mave, og derfor håber jeg at hun vil kommentere på det. Bare for at vide at hun ikke er helt ligeglad med mig. Egentlig tror jeg ikke hun er direkte sur på mig, men mere det valg jeg tog: ikke at fortælle hende noget. Det er nok en speciel smerte at få af vide fra ens datters ven, hvad for noget lort hun var tvunget igennem.

Jeg ser på mit ur. 17:49. Jeg ved ikke hvornår de kommer, men min mor invitere altid gæster over til klokken 18 eller 19. Det er forskelligt. Jeg rejser mig fra sengen, og ser ned af mig selv en sidste gang. Boyfriend jeans, en sort crop-top uden stropper, og en messy bun. Det burde være nok til at få min mor til at se på mig. Jeg fik endda en hel livslektion af hende da jeg var 12, og var meget sikker på at jeg skulle have crop-top på. Min mor smed den ud.

Jeg åbner døren, og går ud i køkkenet til min mor. Men hun har ikke lavet noget mad. Jeg ser forvirret på hende som er igang med at sætte tallerkner frem.

,, gider du lige tage glassene? " spørger hun, dybt koncentreret over at sætte tallerknerne ordentligt på bordet. Jeg nikker, og finder glassene frem. Jeg prøver at lade som ingenting, men jeg føler det er umuligt. Hele vores lejlighed er fyldt med en anstrengt stemning, og det er virkelig ubehageligt. Pludselig ringer klokken, og hun bander utrolig meget, imens hun lige retter lidt på stolene. Hun ser på kort på mig, men spærrer straks øjnene op. Jeg kan se hvor meget det plager hende, at jeg har crop-top på. Hun trækker vejret dybt ned i maven, og går hen for at åbne. Jeg står stadig bare ubehageligt tilpas i køkkenet, og ser på min mor som får krammere fra både Jack, Rhys og deres forældre. Jack ser mig, og smiler kort. Rhys går derimod hen til mig, krammer mig, og hvisker " har du det bedre? " jeg trækker på skuldrene, og kan mærke mine øjne begynde at svie. Come on, jeg har lige lagt mascara. Jeg skynder mig at tørre mine øjne forsigtigt, og undgår at snøfte. Rhys trækker sig med et smil, og ser på det tomme bord og køkken. Men jeg forstår ham godt. Hvor er aftensmaden?