:: 15. Dumpet Og Rhys' Skærende Ord ::

432 14 2
                                    

H a i l e y

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er mandag, og jeg er på vej til skole. Men ikke med mit normale, kedelige og hurtigt irriteret humør. Jeg er blevet energifyldt, og jeg hopper og danser på stedet. Flere gange har jeg smilt for mig, og jeg tror desværre at jeg må indrømme, at jeg er forelsket. Jeg har aldrig prøvet at være forelsket, men jeg elsker det. Følelsen af at se frem til noget, uden at tænke negativt. Normalt ville jeg irritere mig selv ( hvilket jeg er prof til) og blive ved med at svine mig selv til, specielt mine sko. Jeg tror- troede at de brang uheld, indtil i lørdags hvor Jack kyssede mig. De var lige ved min side, og nu tror jeg at jeg endelig kan sige at de ikke er så slemme alligevel.

Da jeg endelig nåede til skolens indgang, tog jeg en dyb indånding, og rettede ryggen. Jeg vil vise Jack, at jeg også har følelser for ham. Fordi, af hans bevægelser og måde han snakker på, udstråler han af forelskelse og kærlighed. Jeg gik ind, hentede mine bøger, og bagefter prøvede at finde Jack. Det tog noget tid, men imellem alle elever kunne jeg skimte ham snakke med nogle af hans venner, lænet op af skabene. Jeg beroligede mig selv, og gik med raske skridt derhen. Nu eller aldrig.

,, hejj! " udbrød jeg med alt for meget energi, og smilte stort og bredt til Jack. Han kiggede kort på mig, før han ignorerede mig og snakkede videre. Min mave trak sig ubehageligt sammen, og jeg stillede automatisk mig selv spørgsmål. Hvad har jeg gjort? Har jeg gjort noget? Er han træt? Er han i dårligt humør? Jeg trådte tættere på Jack, og prikkede ham på skuldrene. Han sukkede irriteret, og kiggede endelig på mig med et ' hvad vil du?' blik. Igen trak min mave sig ubehageligt sammen, og de andres blikke hvilede på mig. Bortset fra Jack, som rystede irriteret på hovedet, og skød ud med armene. Jeg skulle til at sige noget, men lukkede munden igen. Hvad skulle jeg sige? Jeg må ikke dømme ham. Måske har han det dårligt? Jeg kender jo ikke baggrunden. Men alligevel følte jeg mig helt tom. Min energi forsvandt hurtigere end min far, og jeg bed mig hårdt i indersiden af kinden. Igen åbnede jeg munden for at sige noget, men jeg var stadig mundlam.

,, jeg har ikke tid til det her. " konstaterede han, og gik forbi mig, imens han stødte sin skulder hårdt ind i min. Jeg tog mig ømt til, og kiggede mig over skulderen, for at se ham forsvinde. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg fattede hat. Det var som at se et tryllenummer, og man prøver at finde ud af hvad fanden tryllekunstneren laver, men man kan ikke. Jeg hørte nogle grin bag mig, og det var nemt at vide at det var hans venner, der grinte af mig, fordi Jack lige dumpede mig. Jeg prøvede at rette ryggen igen, men jeg kunne ikke. Jeg følte mig pludselig slap, og det eneste der holdt mig oppe var Jack. Men han var her ikke. Ligemeget hvad, kunne jeg ikke komme i tanke om hvad jeg havde gjort galt.

---

,, du burde overfalde mig med kys og kram. Jeg sad en lørdag aften - jeg gentager lige, lørdag aften for at lave det lort! " sagde Alec med en af snert humor. Jeg rystede grinene på hovedet, fordi han lettede mit humør.

,, men du kiggede jo på internettet, og skrev direkte ned fra en andens opgave. Det var heldigt at vi ikke blev busted." sagde jeg med et grin, og lukkede mit skab. Alec havde været en engel at lave vores engelsk opgave en lørdag aften - selvom han kiggede efter en andens opgave. Men det lykkedes os at få 10.

,, shh!" tyssede han, og kiggede dramatisk rundt omkring. ,, det er vores hemmelighed." huskede han mig på, og jeg syntes jeg kunne se et lille flirtende smil. Igen kom jeg i tanke om Jack, og Alec gjorde det ikke ligefrem bedre. ,, btw så så jeg dig med Jack imorges. Jeg regnede ærligt at du ville bryde ud i gråd, men du lignede en statue. Jeg tror en kunster kunne nå at komme og male dig i de dybeste detaljer, fordi du stod så stille i så lang tid. Jeg var bange for at du blev lammet, men så ville du jo nok ikke kunne stå op. " Alec trak på skuldrene. Det var første gang jeg har hørt så mange ord fra Alec.

Just a piece in a gameDonde viven las historias. Descúbrelo ahora