Just a piece in a game

:: 34. Hospitalet Og 29382828 Ubesvarede Opkald ::

H a i l e y

Jeg får langsomt åbnet mine øjne på klem, og ignorerer den ubehagelige hovedpine. En stol bliver trukket bagud, og skridt nærmer sig mig.

,, Hailey? " spørger stemmen. Det er tydeligt at høre at det er min mor. Hun tager sin hånd på min arm, og rusker lidt. Jeg får mine øjne mere op, men det alt er så sløret at jeg føler jeg er under vand. Efter et par blink og gnid i øjnene, kan jeg se bedre. Min mor sidder ved siden af mig, med et ansigt jeg virkelig ikke kan læse. Hun ser skide bekymret ud, og på samme tid ligner det at hun kunne knække min hals hvert sekund. Jeg sætter mig bedre op, og studerer rummet. Jeg har fået en slange ting ved min hånd, hvilket får mig til straks at pibe: " what the..."

,, hvad er... alt det her? " spørger jeg og hentyder til væsken der flyder gennem slangen og ind i min hånd, og rummet som helt klart tilhører hospitalet. Jeg har ingen idé om hvorfor jeg er her. Alt fra igår... eller i forgårs er helt tåget. Jeg aner ikke hvilken dag det er. Er det jul? Eller sommerferie? Det ville være rart. Min mor rømmer sig, og får min opmærksomhed.

,, du er på hospitalet, "

,, jo tak det har jeg opfattet, " jeg ville ikke mene at sige det så hårdt, men sådan røg det ud af min mund. Jeg ville hurtigt undskylde hvis jeg ikke var så dårlig til det. Jeg plejer bare at sige ups. Engang kom jeg til at fælde en fra cheerleader holdet, og mit svar var ' ups '. Hun var ret pissed tho.

,, Hailey, " siger hun i en advarende tone, der straks får mig til at rynke øjenbrynene. Jeg sluger en klump, og lader mig selv kigge ud af vinduet. Vi er nok oppe på 2. eller 3. etage. ,, hvorfor fortalte du mig ikke noget? " spørger hun ustabilt, med knækkende stemme. ,, jeg kunne have hjulpet dig igennem alt det her. " jeg kigger straks på hende, og ser tårerne som langsomt samler sig i hendes øjne.

,, hvad? " spørger jeg usikkert.

,, jeg kunne have hjulpet dig! " siger hun i et højt tonefald, og går frustreret rundt i rummet. ,, jeg har hele tiden troet du havde det godt. Fantastisk faktisk. Og det hele var en løgn. "

,, du bliver nød til at fortælle mig hvad du snakker om-"

,, Jack, Hailey! Jeg snakker om fucking Jack! " råber hun. Jeg synker i hospitalssengen. Det er slemt det her. Hun plejer ikke at bande. Lort. Jeg ville fortælle hende det - virkelig. Det var ikke sådan her hun skulle finde ud af det på.

,, hvem har fortalt dig det?.. " spørger jeg lavt, efter flere minutters stilhed. Mor har sat sig på stolen igen, og har begravet sit ansigt i hendes hænder. Hun kigger ikke engang på mig, før hun svarer: ,, hvorfor gjorde du det her imod mig? " med en knækkende stemme. Skamheden skyller over mig som en tsunami. Hun er min mor. Jeg ville aldrig gøre sådan noget her medvilje. Hun bar' forfanden rundt med mig i 9 måneder non-stop, og har givet mig alt hvad jeg ønskede. En god familie, mad, tøj og et tag over mig. Jeg har ikke engang spurgt om det. Og nu har jeg knækket hendes hjerte over i 2.

,, svar mig! " hyler hun. Jeg synker en klump, og mærker mine øjne begyndte at svie. ,, hvorfor. Gjorde. Du. Det? " spørger hun langsomt, som om jeg er fatsvag. Jeg ryster på hovedet med tårer i øjnene, og bider mig i læben.

,, undskyld.. " jeg ved godt det ikke er svar nok. Men det er alt jeg kan give.

,, hailey, jeg beder dig. Jeg ville gerne være der for dig. Har det noget med far at gøre? Skal du til psykolog? " og der kommer den mor jeg kender.