Just a piece in a game

:: 21. Hele Forklaringen ::

H a i l e y

Klokken skærrede gennem rummet, og flere elever tog sig klagende til ørerne.

,, læs side 167 til 173 til på mandag! " råbte vores lærer, inden alle elever styrtede mod vores nuværende redning - måske også kendt som udgangen til klassen. Med et dunkende hoved, fik jeg rejst mig op, svunget tasken over skulderen, og slebt mig selv tværs over klassen for at skride. Jeg husker stadig da Jack ventede på mig ved døren.

,, fuck.. " mumlede jeg for mig selv, og førte min hånd til mit hoved der sikkert snart ville springe i luften. Lort og lagkage. Jeg fulgte svimlende med strømmen der styrede mod kantinen, og gjorde alt for at blive på benene.

Ja, hvad er der mon sket med mig? Kort fortalt, havde jeg en lorte nat. Jeg har flere gange hørt fra folk, at varm mælk hjælper hvis man skal slappe af eller sådan noget. Så jeg gik slentrende ud af værelset, og det var kun min mobils lommelygte der holdt mig fra at falde. Og dog - alligevel lykkedes det mig at vælte ind i en stol, hvorefter jeg blev tyret direkte ned i gulvet.

Så her er jeg nu. Svimmel og tæt på at dejse.

Uden overhovedet at skænke maden en tanke, tumlede jeg hen til et tomt bord, som så godt og vel efterladt ud. Men inden jeg fik plastret røven til sædet, blev mit navn råbt op, og stemmen skingrede i hele kantinen. Eller sådan føltes det ihvertfald.

Træt ledte jeg efter den person som turde at nærme sig, siden jeg lignede en vaskebjørn og jeg ikke ligefrem lyste med, " jeg er i mit bedste humør idag! Yayyy". Mine øjne spærrede straks op, da det gik op for mig at det var Jacks venner som kaldte på mig. Og Jack sad der også. Mit hjerte sprang et slag over, bare ved synet af ham. Han kiggede kort på mig, men da vi så på hinanden, skyndte han sig at kigge væk og lade som ingenting. Den dreng bliver min død.

,, kom herover! " sagde en af hans venner, som vidst nok hedder Noah, og viftede mig over til dem. Utrolig nok var der 5 drenge, men jeg kunne ikke skimte én eneste pige. Noget er galt.

Jeg klemte langsomt øjnene i, i håb om at kunne læse dem som en åben bog. Men jeg så kun nogle glade entusiastiske ansigter, som var lige så stædige som æsler. Jeg sukkede, og slentrede træt over til dem. Jeg bumpede hårdt ned på en af stolene, og som det første hvilede jeg min kind mod bordpladen. Jeg var så træt. Drengene så mistænksomt på mig, og jeg kunne mærke Jacks borende blik i nakken på mig. Jeg sad helt yderst, og ved siden af mig sad en eller anden - jeg har absolut ingen idé om hvem den fantastiske skabning er, men jeg skal helt klart have hans navn. Ved siden af ' min fremtid' sad Jack, og overfor ham sad Noah. Der var også 2 andre drenge, men de er irrelevante lige nu. Jeg kiggede ud mod de andre, og var godt klar over at drengene stirrede så forfærdelig meget.

Den fantastiske skabning ved siden af mig, rømmede sig og vækkede min opmærksomhed. Efter en indre, voldsom og hård kamp, fik jeg kæmpet mit hoved væk fra det bord som vist nok er lavet af sten, og med hjælp fra mine arme fik jeg støttet mit hoved. ,, ja.. " sagde han kort og hæst - hvis jeg var i stand til det, havde jeg nok fået en boner for længst.

,, Hailey?" spurgte Noah, og studerede mig kort.

,, Noah, " svarede jeg spørgende tilbage, og løftede undrende mit øjenbryn. Hvad lavede jeg overhovedet her? ,, har i tænkt jer, at forklare hvorfor jeg skal være i jeres selskab? " spurgte jeg sukkersødt og smilte falsk. Der var noget i gær. Det fortalte den indre Hailey mig.