Ellie Beck er en helt normal teenage pige fra den lille by West Forest, som ligger tæt på Australiens sydlige kyst. Ellie har altid gået på dette gymnasie inde i byen, hvor hele hendes omgangskreds fra folkeskolen også går. Ellie er ikke den pige, m...
Bilens motor stopper, men jeg bliver siddende og kigger blot tomt på den store kasse foran mig, jeg fra nu af skal kalde min skole. Jeg tager en dyb indånding imens mine hænder stille prøver at finde dørhåndtaget. Døren åbner sig, og den kølige sensommer brise rammer mig lige i ansigtet. Jeg tager en dyb indånding og træder ud på den nylagte asfalt. Mit blik vandrer hen over parkeringspladsen i håb om at finde et venligt ansigt. Det eneste jeg kan se på denne parkeringsplads, er dyre og endnu dyrere biler. Rige røvhuller. „Ha' en god dag" råber Allan ud ad det nedrullede vindue i hans røde Ford Focus. Jeg vender mig om mod ham og vinker ihærdigt. „Jeg skriver når min dag er slut" råber jeg tilbage, og han giver mig et enkelt nik, inden han kører ud af parkeringspladsen. Jeg drejer om på hælen med et smil på størrelse med Asien og går ind mod min nye skole.
∞
„Hej, jeg hedder Alma" siger en pige ivrigt og stikker sin hånd frem. Hendes lyse denim jeans sidder helt ind til hendes lange ben og giver en god kontrast til hendes bordeauxrøde t-shirt. Jeg smiler akavet og tager imod hendes hånd. „Ellie" svarer jeg og trækker min hånd til mig igen. Hendes blonde hår hænger perfekt ned over hendes skuldre og hendes øjne er så intense i farven, at jeg må, kigger væk. „Hvilken øjenfarve mener du selv, du har?" kan jeg ikke stoppe med selv med at spørge. Hun rynker sine ellers helt perfekte bryn og lægger hoved lidt på skrå. „En blanding imellem grå, blå og grøn. Hvorfor?" svarer hun med et smil. „Ikke for noget, undskyld." Hun lægger sin ene hånd på min ryg. „Du skal skam ikke undskylde" siger hun og begynder at gå. Jeg følger haltende med. Hendes lange ben når at tage to skridt, før jeg får taget et. De nysgerrige blikke vi får på turen ned af gangen, borer lige ind i huden på mig. Ved folk ikke, at jeg starter her? „Du skal ikke tage dig af dem, de er blot overraskede over, at du er et menneske" siger Alma og svarer på mine spekulationer. At jeg er menneske, hvad skal det betyde? „Altså det er omkring godt fem år siden et menneske startede her, vi har lært at holde os væk" siger hun igen, som om hun kan læse mine tanker. Jeg fatter ikke et eneste ord af, hvad hun siger. Hvorfor understreger hun, at jeg er et menneske, er vi alle ikke det? „Nå, det vil Esther snakke meget mere om i morgen, jeg vil blot vise dig rundt og tage dig med til mine timer i dag, da du først får dit skema i morgen." Hun stopper foran en elevator og vender sig spørgende om mod mig. „Elevator eller trappe?" spørger hun med et smil. „Trappe, elevatorer giver mig klaustrofobi" svarer jeg med et usikkert smil. Hun hægter sin ene arm ind i min og hiver mig med op ad trappen mod første salen. Denne skole er gigantisk. Vi når op på toppen og er nu omringet af endnu flere elever end før. „Alle faglokalerne ud over idræt og historie ligger heroppe, derfor er der altid stuvende fuldt her" forklare Alma og jeg nikker forstående. „Udover frokost selvfølgelig." Det giver meget god mening. „Jeg har fysik i første time om torsdagen, hvilket ligger i lokale A24 lige der ovre." Alma peger hen på et lokale der ærligt talt ligner alle de andre. „Okay" svarer jeg blot, usikker på, hvad jeg skal sige til hende. Alma begynder at gå og hiver mig med efter hende. Alle flytter sig, så vi kan komme forbi. Der bliver lavet en gang for os, hvor alle de andre elever står ved siden af. Nogle kigger på os, imens andre passer deres egen butik og går til deres egen time. Jeg føler mig nedstirrede af deres blikke. Hvad er deres problem? „Så er vi her" annoncere Alma og træder ind i et lokale fyldt med mennesker. Alles blikke rettes mod os, imens Alma fører mig ned i bagenden af lokalet, hvor vi begge kan få en plads. „Du skal ikke tage dig af dem, som sagt er de meget nysgerrige og sådan over, at du er ... ja den du er" hvisker Alma, idet vi sætter os ned.
∞
Vi vælger at tage elevatoren ned til kantinen i stedet for at tage trapperne, da de var over fyldte og man slet ikke kunne komme til. Ikke fordi elevatoren er meget bedre. Der er omkring 10 mennesker herinde, hvilket er alt. For. Mange. Jeg tager et par dybe indåndinger, imens Alma prøver at tale mig til ro. „Hvad synes du så om dine første fysiktimer her på Forest High?" spørger hun. Jeg nikker, ude af stand til at tale. Hun nikker med mig og smiler stort. „Det er godt, efter frokosten har jeg valgfag, men du bestemmer selv, om du vil være med til de timer." Jeg rynker brynene og hun kommer med et halvkvalt grin. „Esther sagde, at du godt måtte undersøge skolen i stedet" svare hun til mit ansigtsudtryk. „Åh dejligt, det vil jeg gerne, hvis det er okay med dig" udbryder jeg og alles øjne hviler pludselig på mig. Måske var det lidt for højt. „Undskyld" nærmest hvisker jeg. Jeg giver resten af elevatorens befolkning et skævt smil. Mit hjerte springer et slag over idet elevatoren stopper med et brag. En skinger bip-tone lyder og døren går op. Endelig. Jeg er fri. „Har du madpakke med?" spørger Alma idet vi følger strømmen af elever mod kantinen. „Øh ja, skal man ikke det?" Hun kigger på mig, som om jeg lige har fortalt hende, at mine hænder er lavet af snegle. „Mad er med i prisen." Hun holder en pause imens hun studerer mit ansigt. „Du kommer fra en offentlig skole ikke?" spørger hun så, og jeg nikker. „Jaer det er derfor. Du behøver ikke have mad med her, det er gratis i kantinen." Luksus nok. Strømmen af elever stopper brat, idet vi når kantinen, og alle andre enten sidder ned, står i kø eller er på vej til at sidde ned. Der er mange mennesker. Rigtig mange mennesker. „Vil du med op i køen, eller vil du sidde ned?" spørger Alma. Hun tager min tavshed som nok svar og hiver mig med op til den lange mad kø.
∞
Jeg træder ind i biblioteket og den varme og velkendte duft af gamle bøger rammer mig som en varm velkomst. Jeg går med det samme i gang med at finde de bøger, jeg skal låne til skoleåret. Støv flyver ud af hylden, idet jeg trækker den første bog ud. Jeg prøver ihærdigt at vifte støvet væk fra mig, imens jeg hoster og hakker. The aboriginal language level 2, står der på forsiden. Hvor længe siden er det lige, at de har undervist aboriginal på andet år? Jeg tager bogen i favnen og leder videre efter latin. „Du siger til, hvis du får brug for hjælp" siger en fremmed dyb stemme pludselig bag mig. Jeg hopper forskrækket op og vender mig mod lyden af stemmen. Han smiler venligt, og stikker sin hånd frem for at hilse. Jeg tager imod hans hånd med et forsigtigt smil. „Er du bibliotekaren?" spørger jeg en smule forvirret. Han kommer med et halvkvalt grin og tager sin hånd til sig. „Niks, jeg er skolepsykologen" svarer han. Jeg lægger mit hoved på skrå og kniber øjnene sammen. „Hvorfor spørger du så, om jeg har brug for hjælp?" Hans blå øjne er så intense, at jeg føler de brander lige igennem mig. „Jeg kender det her sted ud og ind, biblioteket er mit et og alt" griner han en smule flovt? „Også mig." svarer jeg med et skævt smil. Stilheden overtager og giver mig mulighed for at studere ham. Hans mørkeblå denim bukser sidder en anelse for stramt på hans ben til min smag. Hans lysegrå langærmede skjorte og sorte vest for mig til at svede ved tanken om, hvor varmt han må have det. Men man må jo lide for skønheden, eller hvad det der er. „Nå, jeg har kontor lige på den anden side ad gangen, du kommer bare, hvis du har brug for noget." „Tak, det skal jeg nok" svarer jeg med et smil. „Det var rart at møde dig, vi ses." Jeg nikker som svar, og han drejer om på hælen og forlader mig alene med mine tanker og den lange liste med bøger, jeg skal låne.
Hoppla! Dieses Bild entspricht nicht unseren inhaltlichen Richtlinien. Um mit dem Veröffentlichen fortfahren zu können, entferne es bitte oder lade ein anderes Bild hoch.
FORFATTERNOTE Det her er et af de længere kapitler, men håber det var okay! Jeg har lige været på restaurant med min familie, hvilket var hyggeligt, men nu skal jeg hjem og skrive eeyyy!
Lige pt. ser mit skema for Vamp High sådan her ud; Mandag; kapitel Tirsdag; intet Onsdag; intet Torsdag; kapitel Fredag; intet Lørdag; kapitel, hvis jeg føler for det Søndag; intet Det kan selvfølgelig altid nå at ændre sig, men sådan ser det ud lige nu. (I ferier kommer der nok flere kapitler, men ved ikke)
Jeg håber i nyder jeres sommerferie! Nu er der jo snart kun en uge tilbage ... *suk*
SPØRGSMÅL -Hvad skal i bruge jeres sidste uge af ferien på?
