Vamp High || ✓

~ Kapitel 42 ~

Adam Andersson – 22. marts

Jeg har ikke sovet hele natten. Blot ligget og holdt øje med Ellie. Hendes smukke og yndefulde krop er indhyllet i grønne og gule mærker samt Lauges grimme bidemærker. Da jeg først kom, troede jeg de var i gang med at voldtage hende. Mit blik skiftede til rødt. Men så opdagede jeg hvilke følelser Ellie havde, bange, såret men lykkelig. Hvis ikke jeg vidste, hvor stærkt vores bånd er, så ville jeg ikke have gættet, at hun var lykkelig over, at jeg var der. Men jeg ved, at hun kunne mærke mig. Jeg kunne se det på hende. En tåre triller ned ad min ene kind, og jeg kysser hende blidt på panden. Hendes kjole var revet itu, idet jeg fandt hende og turen herhjem gjorde den ikke ligefrem mindre ødelagt, så hun fik en af mine T-shirts på som det første. Jeg hade ikke troet, at det var sådan jeg skulle se hende uden tøj på for første gang. En hånd lægges på min skulder.

„Du kan sagtens slippet blikket fra hende, hun er i sikkerhed" hvisker Sena stille. Jeg sukker og rejser mig op. Sena giver mig et bedrøvet blik, men jeg har valgt at holde håbet oppe. Jeg vil ikke kunne klare det, hvis hun dør.
„Vi skal finde ud af, hvordan hun kan overleve" siger jeg bestemt og går ud til min far. Det kan godt være, at han har et problem med mig, men det her er Ellie. Intet er vigtigere end hende.
„Far" siger jeg hårdt. Han vender sig om imod mig med et udtryksløst blik.
„Ja sønnike?" Jeg slår en hånd ned i bordet.
„Hvordan får vi hende til at overleve?" råber jeg vredt. Han sukker stille.
„Kan du ikke mærke det?" Jeg kigger forvirret på ham.
„Far husk nu kærlighed gør blind" siger Sena bag mig.
„Vil nogen være sød at forklarer mig, hvad fanden der sker?" Sena lægger en hånd på min arm.
„Ellie dør ikke, hun lever stadig" siger hun blidt. Jeg slipper vores øjenkontakt for at kigge op på min far for bekræftelse. Han nikker stille med et smil. Jeg kan mærke lykken, der bruser op i mig.
„Vi skal dog lige tage nogle test på hende. Et menneske burde ikke have overlevet det hun gjorde" siger han koldt. Adam er lykkelig, næh nej du, det må han ikke, ødelæg det du bare. Jeg sukker.
„Hvad hentyder du til?" spørger jeg irriteret.
„Din far siger, at hvis hun var vampyr ville vi alle inklusiv hende vide det" siger min mor, der stille kommer ind i rummet med en kop kaffe til min far.
„Det kan i da ikke mene! Findes der andet end vampyrer og mennesker?" udbryder jeg. Han tager en tår af koppen, hvorefter han sætter den ned på bordet.
„Lige nu ved vi ingen ting. Ikke engang vampyrmodergruppen kan finde ud af, hvad der er med hende" siger han blot. Jeg sukker og vælger at gå min vej. Jeg gider ikke hører på det her længere.
„Adam" kalder han hårdt, og jeg stopper op.
„Darwin" snerrer jeg koldt. Han tager sin briller af og klør sig på kæben.
„Jeg er glad for, at du har fundet din kærlighed" siger han lavt. Jeg himler med øjnene.
„Men selvfølgelig skulle du falde for måske det farligste vi nogensinde vil gennemleve" siger jeg imens jeg laver gåseøjne med mine hænder. Han lægger sin hånd på min venstre skulder.
„Nej. Jeg er glad for, at du har fundet kærligheden. Vi skal nok støtte dig og bede til, at det vil vare" siger han med et bedrøvet smil. Jeg smiler taknemmelig til ham. Det må være et svært emne for ham. Ingen af mine andre søskende hævder at have fundet kærligheden, plus han mistede sin egen. Rene, Sena og Georges mor blev dræbt af vampyrmodergruppen, da hun og min far nægtede at samarbejde med dem. Hun var min fars kærlighed og omvendt. Min mor har altid hævdet, at hun aldrig fandt kærligheden og derfor fandt sammen med min far, da det føltes rigtig, fordi de var bedste venner igennem det meste af deres liv. Men jeg kan se den måde hun kigger på ham på. Han er hendes kærlighed.
„Tak far, det betyder meget" siger jeg stille, hvorefter vi krammer.

Adam Andersson – 28. marts

Jeghar ikke været i skole hele ugen. Jeg har blot siddet ved Ellies side og bedttil, at hun snart vil vågne. I søndags snakkede vi med Denise, som er Elliesbiologiske moster. Hun ved godt, hvad det vi kan mærke ved Ellie er, men hunsagde, at hun først ville fortælle det, når hun vågnede. Hun ville være den,der fortalte det til hende, det havde hun lovet Bailey, som var Ellies mor. Jegtræder ind ad dørene til skolen. Det er helt mærkeligt at være her uden Ellie.Det er som om man kan fornemme at hun ikke er her. Eller det er nok bare mig.En arm griber hårdt fat i mig og hiver mig med hen i et hjørne.
„Hvad fuck laver du her spasser?" vrisser Alma. Jeg smiler skævt til hende.
„Jeg troede du ville være glad for at se mig" svarer jeg med en trist mine. Hunåbner munden som om hun er i chok.
„Har du drukket? Det er jo ikke engang eftermiddag" snerrer hun surt og slårsin ene knytnæve ind i mit bryst.
„Ellie ville være stik tosset, hvis hun så dig sådan her."
„Ellie er her ikke, så det kan være lige meget" spytter jeg og går væk frahende. Jeg kom kun for en ting, og når det er gjort, skrider jeg igen.
„Adam, du kan godt glemme det, de er blevet bortvist fra resten af skoleåret,da vampyrmodergruppen hørte om, hvad der skete. De tror Ellie blot er etmenneske, hvilket vil sige, at de brød loven" hvisker hun. Det er godt. Det harde fortjent.
„Vent." Hun stopper op og kigger op på mig.
„Ja, jeg ved det. Jeg burde ikke kunne mærke på hende, at hun er anderles, mendet var nu også bare et gæt" griner hun.
„Og du har lige bekræftet det, så ikke noget med at snakke uden om." Jeg giverhende et irriteret blik. Hun har altid været god til at læse mig.
„Hvad er hun så, hvis ikke hun er menneske?" spørger hun nysgerrigt. Jeg sukkerog glider ned af skabene, jeg står op af og ned på gulvet.
„Jeg ved det ikke" hulker jeg. Jeg havet lovet mig selv, at stoppe med atgræde. Men, hvad sidder jeg og gør på skolens klamme gulv? Græder. Alma sættersig ned ved min side og aer mig blidt på armen.
„Hun har virkelig skovlen under dig var tudefjæs" siger hun med et smil. Jegkaster mit hoved i mine hænder og giver hende min fuck finger.
„Du skulle bare vide" sukker jeg.

FORFATTERNOTE
Sååå ja hej og farvel igen :)

{Udgivet den 20. april 2020}