Vamp High || ✓

~ Kapitel 44 ~

Ellie Beck – 29. marts

„Ellie?" En grådkvalt Alma kommer ind. Jeg sætter mig forvirret op i sengen.
„Hvad så?" spørger jeg. Hun kommer hen og sætter sig på kanten.
„Undskyld" klynker hun, hvilket får Adam til at rulle med sine øjne.
„Alma vi har ikke tid til det der" sukker han. Jeg sætter min hånd i hans bryst og giver ham et advarende blik.
„Hvad er der?" spørger jeg hende og tager hendes hænder i mine. Hun snøfter og kigger mig dybt i øjnene.
„Jeg har gjort noget dumt. Jeg har udnyttet dig. Da du først kom til skolen, brugte jeg dig bare, så folk ville fokusere på dig og ikke længere mig. Men så begyndte jeg faktisk at holde af dig, og jeg har aldrig fået sagt det." Selvom jeg godt ved det ikke er pænt, kommer jeg til at grine af hende. Både Adam og Alma stopper op og kigger forvirret på mig.
„Undskyld, men det er det mindste af mine problemer lige nu. Du har ingen idé, om hvad folk har gjort imod mig" griner jeg stille og tørrer tåren i min øjenkrog væk.
„Så vi er okay?" spørger hun stille.
„Ja, vi er okay" griner jeg og omfavner hende.

∞

Adam og Alma forlod mig kort efter vi have snakket, da min far kom. Vi har siddet og gloet på hinanden i flere minutter nu. Det er så surrealistisk at se ham. Og endda denne gang at vide han er min far, imens jeg ser ham.
„Så du vidste hele tiden, at det var mig, uden at sige noget?" spørger jeg ham. Jeg kigger på den mand, jeg troede bare var skolepsykologen. En helt almindelig mand, som jeg så finder ud af, er min far.
„Ja" siger han stille. Jeg kan stadig ikke helt få min hjerne til at forstå alt det, der er sket de seneste fireogtyve timer. Han tager en dyb indånding og kigger undskyldende på mig.
„Ellie min skat, der er noget jeg bliver nød til at fortælle dig." Jeg kigger spørgende op på ham.
„Du har nok lagt mærke til, at jeg ikke har været på skolen på det sidste. Det er der også en rigtig god forklaring på. Så jeg blev holdt til fange af vampyrmodergruppen, da nogen havde givet dem et tip om, at der var noget i gære. De får så informationen om dig ud af mig. Ellie de kender til dig og vores hemmelighed. De bad mig om ar bringe dig til dem inden april, så de kan finde ud af, hvad de skal gøre med dig" forklarer han stille. Jeg kigger forvirret på ham.
„Hvad sker der, hvis ikke du adlyder?" spørger jeg seriøst. Adam har brugt de seneste to måneder på at holde mig væk fra dem, så det vil tydeligvis ikke ende godt.
„Så vil de sende nogen for at dræbe alle der kender til det" sukker han. Adam kender til det, er det eneste jeg kan tænke på.
„Jamen så må vi jo hellere tage af sted, hvad siger du til i morgen?" Han nikker, hvorefter han omfavner mig.
„Jeg vil ikke lade dem krumme så meget som et hår på dit hoved" hvisker han.
„Jeg elsker dig, far" siger jeg stille. Jeg kan mærke, at han bliver følsom. Det må også være hårdt at se sin datter efter nogen andre har opdraget hende for en i over 17 år.
„Jeg elsker også dig pusling."

∞

Jeg kaster mig i sengen og hiver Adam med mig ned. Vi har ikke fået lov til at være alene et eneste tidspunkt i dag. Jeg overvejede kraftig at sige fuck det og kysse ham foran hele hans familie. Men jeg var for mange for, at jeg ikke ville kunne stoppe, hvilket ville have været en smule pinligt.
„Jeg kan ikke holde mig til mig selv længere" sukker jeg og nærstuderer hans ansigt. Han er hævet over mig, så intet andet end vores ben rører hinanden.
„Og hvordan tror du jeg har det" stønner han. Jeg griber fat i hans krave og trækker ham længere ned imod mig.
„Adam" hvisker jeg hæst og lader min pegefinger følge blodåren i hans hals.
„Jeg elsker dig El" hvisker han ind i mit øre. Han er så tæt på, at vores næser snitter hinanden, og det er berøring nok til, at jeg slipper alt og overgiver mig.
„Jeg elsker dig" smiler jeg, hvorefter vores læber mødes. Jeg skyder min ryg op, så vores kroppe mødes i en blid berøring.
„Du har alt for meget tøj på" stønner han imellem vores kys. Jeg strækker min arme, så han kan fjerne sin T-shirt fra mig. Stoffet ryger hurtigt af mig, hvorefter jeg opdager, at jeg ligger kun i trusser under ham. Det er først nu, at jeg opdager, at nogen må have fjernet min kjole før jeg fik trøjen på.
„Meget bedre" smiler han og kysser mig ned af kravebenet. Jeg protesterer, hvorefter jeg tager hans trøje af.
„Nu er det meget bedre" siger jeg hæst, hvorefter han kysser mig lidenskabeligt. Døren bliver åbnet og Adam omfavner mig hurtigt, så ingen vil se mig.
„Uha, nu er i på den igen" griner William. Adam knurrer, og jeg kan tydeligt mærke på ham, hvor meget han gerne vil slå ham. Jeg begynder at grine.
„Hej William, hvad så?" spørger jeg. Han træder længere ind i rummet.
„Et til skridt og du er død" snerrer Adam vredt, og William bakker ud.
„Jeg vil bare sige der er mad" siger han nervøst.
„Tak, vi kommer nu" forsikre jeg ham om, hvorefter han efterlader os. Jeg begynder at grine, hvorefter jeg rækker ud efter den trøje Adam havde på. Den jeg havde på dufter nemlig ikke længere af ham.
„Kom" hvisker jeg, kysser ham på kinden og rejser mig fra sengen.

FORFATTERNOTE
Hej igen!! Så er det ved at være tid... sidste kapitel kommer op på fredag! :/

I går var jeg oppe og hjælpe min far og farfar med at lægge gulv i vores nye hus, og jeg siger jer, at jeg er helt færdig. Hele min krop gør ondt! Men det værste var, at jeg officielt mødte naboen (manden/faren og sønnen), hvilket var mega akavet! URGH! Plus jeg har fundet ud af, at sønnen åbenbart ikke er 16/17 år, eller jo i princippet er han, men han fylder snart 18?!!! (eller også gjorde han det i går, fordi de havde pyntet deres køkken med flag og havde gæster men idk Ahhah.) Anyways, jeg tænker bare, jeg bliver veninder med deres datter i stedet, han er måske ikke så interesseret i at have en 15, snart, 16-årig som ven... :(

Jeg håber, i har det godt og passer på jer selv! Vi ses på fredag! <3

{Udgivet den 29. april 2020}