Vamp High || ✓

~ Kapitel 37 ~

Ellie Beck – 18. marts

William og Sena gik nedenunder for at hjælpe med maden, hvilket vil sige, at de efterlod mig helt alene oppe på Adams værelse. Hans værelse er tomt og kedeligt ligesom alle de andres. Jeg rejser mig fra sengen og går ud af rummet. Hvor er han overhoved? Jeg skal til at gå nedenunder, idet jeg hører hans stemme.

„Du kan vel også mærke hende?" siger en mørk stemme, hvilket jeg gætter på tilhører hans far. „Selvfølgelig kan jeg det" siger Adam en smule irriteret.
„Hvorfor har du bragt sådan en herhjem?" sukker hans far. Sådan en? Hvad skal det betyde?
„Ved du hvad det er?" udbryder Adam interesseret.
„Jeg har en idé, men hun er farlig lige meget hvad." Hvordan kan jeg være farlig? Det er sgu dem, der er farlige. Det er dem, der når som helst kan dræbe mig.
„Jeg er ligeglad" snerre Adam, hvilket får mig til a smile en smule.
„Far han er..." mumler en pigestemme. Jeg er ikke så god til stemme genkendelse, men det kunne godt lyde som Rene.
„For syv søren da knægt, du er jo uduelig" råber Darwin og hamre noget ind i væggen. Hans styrke overrasker mig, og jeg ved ikke rigtig, hvordan væggen stadig står oprejst.
„Så er det nok" vrisser en fjern stemme.
„Den søde unge pige sidder helt alene på Adams værelse, og er nok ved at skide i bukserne af skræk." Mit hjerte hamre derudaf.
„Jeg er enig med mor, hun virker ret harmløs" siger Rene, og jeg smiler skævt.
„Fint, hun kan spise med, men så skal hun også væk" sukker Darwin, hvorefter jeg kan hører fodtrin. Jeg drejer om på hælen og skal til at lunte ned imod Adams værelse.
„Ellie? Hvor længe har du stået der?" udbryder Adam, og jeg stopper brat op. Jeg vender mig om imod ham.
„Jeg er lige kommet" lyver jeg, hvorefter han griber min hånd og trækker mig med sig ned på sit værelse.
„Du kan ikke længere lyve for mig" sukker han, efter han har smækket døren.
„Jeg løj ikke" lyver jeg igen. Han vender sig om imod mig og ryster på sit hoved,
„Ellie jeg ved når du fortæller sandheden, og når du stikker mig en løgn." Jeg går tættere på ham.
„Du har lige løjet for mig, to gange" sukker han irriteret.
„Undskyld, okay?" Han tager sine hænder op til sit ansigt og lader sit hoved falde bagover.
„Adam" hvisker jeg hæst. Han svarer mig ikke og står blot og ærgrer sig. Jeg går tættere på ham og sætter min hånd på hans mave. Hans mavemuskler spændes under min berøring, og jeg tillader mig at sætte min anden hånd på lidt længere nede.
„Ellie, stop" sukker han. Han fjerner sine hænder og lader sine arme tage fat om mine hænder.
„Du ved ikke, hvad du gør" stønner han og fjerner mine hænder fra hans mave.
„Jo jeg gør" hvisker jeg og går et skridt tættere på ham. Hans greb om mine hænder forsvinder, og han kigger forvirret på mig.
„Hvad mener du?" Jeg tager en dyb indånding.
„Alma har fortalt mig det hele" sukker jeg og træder væk fra ham. Han tror måske det hele kun handler om ham, men jeg er her også. Jeg har også holdt mig tilbage i lang tid.
„Og du er okay med det?" spørger han forvirret.
„Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Han går hen til sengen og sætter sig ned, hvorefter han klapper på pladsen ved siden ad sig.
„Det kan bare godt være lidt overvældende." Vores blikke mødes.
„Det kommer an på, hvem man er." Han smiler som et barn, der lige har fået en kæmpe slikkepind. Jeg omfavner ham hurtigt, så han ikke kan nå at sige fra, hvilket dog bare resultere i, at vi vælter. Vi ligger kort sådan her i stilhed.
„Hvor gammel er du egentlig?" spørger jeg pludselig, idet jeg kommer i tanke om Senas ansigtsudtryk, da jeg fortalte, at jeg er 17. Han kommer med et halvkvalt grin. Jeg fjerner min arme rundt om ham og krydser dem, så jeg kan lægge mit hoved på dem.
„19, hvorfor?" svarer han blidt og tager en tot af mit hår om bag mit øre. Han folder sine arme om bag sit hoved, og studerer mit ansigt. Han er dejlig varm at ligge på, men ikke ligefrem den blødeste. 
„Sena så bare meget forarget ud, da jeg sagde at jeg var 17."
„Fortalte du hende, at du bliver 18 til juli?" spørger han, og jeg nikker stille.
„Vent. Hvor ved du det fra?" Han griner højt, hvilket får mig til at hoppe op og ned på hans mave.
„Jeg har mine kilder" svarer han blot, idet han stopper med at grine. Jeg kan slet ikke holde mine fingre for mig selv, så jeg bruger min pegefinger til at følge hans ar, der går ned igennem hans venstre øjenbryn.
„Hvor har du det egentlig fra?" hvisker jeg hæst. Hans pegefinger aer blidt min kind og tager så en tot af mit hår om bag mit øre.
„Det er en lang historie." Jeg sukker over hans svar og giver ham et skuffet blik.
„Okay fint jeg fortæller det" udbryder han med et skævt smil.
„Såh der var det her tidspunkt, hvor jeg skulle snakke med vampyrmodergruppen. Jeg var meget uenig i det de sagde, jeg kan dog ikke huske, hvad det var, hvilket er strengt forbudt at give udtryk for. Selvfølgelig må man godt tænke det, medmindre du er i nærheden af en tankelæser, så tælles det også som at du har sagt det. De gav mig så det her ar med et glasskår tror jeg, jeg ved det faktisk ikke, så jeg altid ville blive mindet om min fejl, når jeg kigger mig selv i spejlet." Noget indeni mig vender sig. Jeg er ikke særlig stor fan af de her vampyrer, der åbenbart tror de er bedre end andre, ud fra, hvad Adam har fortalt. Hans hænder lægger sig blidt på min læn og vores læber er få centimeter fra hinanden.
„Der er mad!" råber William og smækker døren op. Han begynder at skrald grine, idet han ser os.
„Altså husk at lås døren en anden gang" siger han og forlader os. Jeg kysser ham blidt på kinden og rejser mig fra ham. Han følger med mig op fra sengen og fletter sine fingre ind i mine.

„Mmhhh det dufter godt mor" udbryder Adam, idet vi kommer ned i køkkenet. Hun smiler taknemmeligt, hvorefter vi sætter os ned.
„Godt, så er vi alle samlet. I dag består menuen af blomkålssuppe med kalv, værsgo" siger hun, hvorefter alle begynder tage mad over på deres tallerkner.
„Du må undskylde min familie, de er lidt grådige" hvisker Adam og hælder noget suppe op til mig. Jeg smiler og skal til at række ud efter vandkanden.
„Åh, ikke den" udbryder Adam og giver mig en anden kande.
„Det glemte jeg næsten. Ellie søde, vi drikker jo blod, hvilket du nok godt ved, du skal bare sig til, hvis du heller vil have vi undvære lige i dag" siger Qui undskyldende. Jeg vifter afvigende med mine hænder.
„Nej nej, drik i bare" siger jeg med et smil.
„Er du sikker?"
„Jeg er sikker" svarer jeg blidt, hvilket får Adam til at kvække. Jeg kigger spørgende over på ham.
„Har du noget at sige Adam?" spørger Darwin koldt.
„Nej nej, det bare, du sikker på du ikke vil have et glas Ellie?" griner han. Jeg giver ham en lammer på skulderen.
„Det er ikke sjovt, og de skal ikke vide det" hvisker jeg.
„Bare slå til!" udbryder William og klapper i sine hænder. Adam giver ham et dræberblik.
„Undskyld" hvisker han tilbage og aer mig på armen med sin tommelfinger.

∞

Bilens motor starter med et sæt, hvorefter Adam bakker ud ad indkørslen.
„Jeg har et spørgsmål" siger jeg pludselig uden at kigge over på Adam.
„Ja?" spørger han. Jeg drejer mit hoved og kigger over på ham.
„Den her forbindelse vi har, hvad indebærer den?" Han rynker sin pande i overraskelse. Han havde nok ikke forudset, at det var det jeg ville spørge om.
„Jeg troede Alma havde forklaret dig det?" svarer han med et skævt smil.
„Det har hun også, bare ikke lige, hvad den indebærer, mere sådan, hvad den betyder" mumler jeg. Jeg havde nu aftalt med mig selv, at jeg ikke ville fortælle ham, at jeg ved, hvad han føler.
„Åh..." Jeg giver ham et undskyldende smil.
„Jamen den indebærer, at vi kan fornemme om hinanden lyver, mærke hinandens tilstedeværelse og selve vores tiltrækning bliver større" siger han uden at kigge væk fra vejen.
„Vores tiltrækning bliver større? Det er det eneste jeg ikke føler" siger jeg forvirret. Han lægger sin hånd på mit lår, hvilket får min puls til at stige.
„Hvordan var det?" spørger han og fjerner sin hånd. Mine kinder er ildrøde af flovhed.
„Hvad mener du?" stammer jeg lavt. Temperaturen stiger pludselig i lokalet. Han smiler skævt og kigger kort på mig inden han sætter sine øjne på vejen igen.
„Jeg kan tydeligt se på dig, hvordan du har det" siger han hæst.
„Men skulle det være en større tiltrækning?" spørger jeg forvirret. Han svarer ikke, hvilket er fint, det var også mere et retorisk spørgsmål.
„Sådan har jeg altid følt det." Han tager en dyb indånding. 
„Jaer, jeg er pænt sikker på, at vi er anderledes. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor, men det vil min far prøve at finde ud af" siger han uden at kigge på mig. Jeg kan mærke, hvor meget han hader uvisheden i hans stemme. Jeg lægger min hånd oven på hans på rettet.
„Okay" svarer jeg hæst. Han slipper rettet med den ene hånd og fletter sine fingre ind i mine. Vi kører ud igennem skoven, der fører ind til hans hus og videre ud på den store vej. Jeg kan se på ham, at han med vilje tager den lange vej hjem til mig.

„Nåh, så er vi her" siger Adam og stopper bilen. Jeg klikker mig op og vender mig i sædet, så jeg kan se direkte på ham. Der er helt mørkt, så jeg kan ikke se hans ansigtsudtryk.
„Ja, tak for..." begynder jeg stille, men han afbryder mig ved at læne sig ind imod mig og sætte sine læber på mine. Gnisterne flyver rundt imellem os, og jeg ville ønske, at jeg kunne blive lige her for evigt.

FORFATTERNOTE
Jeg glemte kapitlet igen.... URGH! Men min far har fødselsdag i dag, såhe det hyggeligt.
I går så jeg she's all that, og det er nok noget af det mest kliché jeg længe har set, men den var god.
Jeg håber, at i har det godt og god påske!

{Udgivet den 4. april 2020}