Ellie Beck er en helt normal teenage pige fra den lille by West Forest, som ligger tæt på Australiens sydlige kyst. Ellie har altid gået på dette gymnasie inde i byen, hvor hele hendes omgangskreds fra folkeskolen også går. Ellie er ikke den pige, m...
Solen blænder mig, og jeg ruller sukkende om på den anden side. Det kan ikke allerede være morgen. Jeg magter ikke skole, eller drama. Hvorfor kan livet ikke bare være nemt? Lyden af en dør der smækker, får mig til at sætte mig op i sengen og kigger forvirret rundt. Ally er her ikke. Hendes ildrøde seng er fint redt og hendes taske er væk. „Ally?" råber jeg. Intet svar. Jeg skynder mig at tage et par bukser på, i tilfælde af, at jeg ikke er alene, og går derefter ud i køkkenet. Det er sgu da mærkeligt, at de er taget afsted uden at vække mig eller sige noget. „Allan!" Køkkenet er rodet og beskidte morgenmads tallerkner fylder vasken. Typisk dem aldrig at rydde op efter sig. „Moster? Onkel?" Jeg går hen til spisebordet og opdager en lyseblå seddel med fin skrift og en blomst i hjørnet.
Hej skattebasser, far og jeg er taget tidligt afsted, så I skal selv gøre jer klar og tage af sted selv. Men det klarer i jo nok, I er efterhånden blevet så store! Vi ses i eftermiddag. Kys og kram mor
Jeg smiler skævt. Denise laver altid de sødeste beskeder, hvilket jeg elsker. Selvom en hver anden bare ville have skrevet en besked. Jeg folder sedlen sammen og skal til at smide den ud, idet jeg opdager den sjuskede skrift på bagsiden, jeg kender så godt.
Vi var forsinkede, sorry vi ikke vækkede dig. Ses i eftermiddag, please ik' dræb os!
Jeg smiler for mig selv og smider sedlen ud i skraldespanden. Min allerede afpillede græsgrønne neglelak falder endnu mere fra hinanden, idet jeg begynder at vaske de beskidte tallerkner op. Gad vide, hvor forsinket jeg egentlig er? Måske jeg bare skulle tage en pjække dag, jeg magter alligevel ikke noget. Mit blik lander på uret. 10:45, jeg burde virkelig gøre mig klar, hvis jeg bare skal nå noget af dagen. Jeg sukker og slukker for vandet. Opvasken på vente så. Baby med Justin Bieber skråler igennem hele huset og jeg skynder mig at løbe ind på mit værelse for at tage telefonen. Det er Alma. Jeg tager opkaldet og hæver telefonen til mit øre. „Hey girl, hvor er du?" siger hun blidt. Jeg ryster stille på mit hoved og begynder at pakke min taske, imens jeg snakker med hende. „Jeg er stadig herhjemme, sov over mig." Jeg kan hører hendes fnys, hvilket giver mig et smil på læben. „Kommer du så eller hvad?" spørger hun utålmodigt. Jeg kan hører en blid vind imod højtaleren, så hun må være udenfor. „Jaja, jeg skal bare lige gøre mig klar, og så er jeg på bussen, før du kan nå at sige; du er langsommere end en snegl." Jeg svinger tasken op på skulderen og går ud i køkkenet, hvor jeg hælder en portion havregryn ned i halsen på mig selv, imens Alma brokker sig. „Åh gud, godt du kommer. Det her sted er seriøst en grisefarm uden dig. Alle er oppe at køre over i går, sikke nogen nosser du har dig. Sikker på du er en pige?" plaprer hun løs. Jeg får en skefuld havregryn galt i halsen. „Hvad?" udbryder jeg forvirret. Folk kan da ikke allerede vide, hvad der skete i går. Hvor hurtigt løber de rygter lige rundt? „Du tog hen til mindehøjtiden, folk er chokeret. De har ikke snakket om andet hele dagen. Adam er rasende, det er så sjovt!" Hendes latter forsvinder lige så stille, som mine tanker overtager. Alle snakker om mig. Adam er rasende. Hvorfor er Adam rasende? „Hvorfor er Adam rasende?" Hendes latter stopper brat. „Det må du tage med ham, jeg holder mig udenfor" siger hun seriøst. Jeg sætter min skål med rester af havregryn over til de andres, hvorefter jeg stikker min tandbørste i munden og børster aggressivt. „Hvorfor?" spørger jeg med munden fuld af tandpasta og spyt. Alma sukker. „Girl, jeg gider ikke sidde i midten af det her. Spyt ud og kom afsted, vi ses" siger hun blidt, hvorefter hun lægger på. Jeg sukker og putter min telefon i lommen. Vasken bliver overspyttet med tandpasta, der dog hurtigt bliver skyllet væk af vandet. Jeg smider tandbørsten ned i glasset og løber ud til entreen for at tage overtøj på. „Vi ses" råber jeg og smækker hoveddøren i hovedet på mig selv. Idiot. Der er ingen hjemme. Jeg låser døren med min nøgle, hvorefter jeg løber hen imod busstoppestedet. I håb om, at jeg kan nå bussen og ikke skal vente i 20 minutter.
Folk stiger intenst på mig, idet jeg kommer ombord på bussen. Kan folk ikke bare lade mig være? Har jeg horn i panden og grøn hud eller hvad? Jeg er ikke så freaking speciel. Jeg sukker og sætter mig opgivende ned på et ledigt sæde i midten af bussen. Folks blikke er limet til mig og stemningen bliver hurtig akavet. „Se hvem der er her" hvisker en ung pige til sin veninde. De kan ikke være meget yngre end mig. Jeg ignorer dem og finder min telefon frem, så jeg kan spille et spil. Jeg skal trodsalt sidde i denne hesselige gule metalkasse i 23 minutter endnu. Hvisken bliver ved, men jeg lukker dem ude. De skal ikke komme ind til mig. De sårer mig ikke. Det er i hvert fald det jeg siger til mig selv. Sandheden er det nok ikke ligefrem. „Der er ikke noget show her, jeg er ikke en etbenet hare med laser øjne og ingen pels. Pas jer selv" siger jeg vredt, hvilket får folk til at kigge væk og det udløser også et par gisp. Jeg tager en dyb indånding og retter min opmærksomhed imod naturen, vi blidt passere.
Der er 6 minutter til bussen lander lige udenfor skolen, og jeg endelig kan stå af. Der er stort set ikke flere folk tilbage i bussen, kun en gammel mand, en blind kvinde, en børnehaveklasse, buschaufføren og mig. Min telefon brummer og jeg samler den op. Det er en besked fra Adam.
Adam: Hey, er du her snart? Du burde snart være her. Mig: Jeg er 5 minutter fra skolen Adam: Godt Mig: Hvorfor? Adam: Vi skal snakke Mig: Ja den havde jeg fattet Adam: Åh, jamen så ses vi Mig: Adam, spyt ud Adam: Ellers tak, vi ses
Jeg sukker og samler mine ting sammen. Bussen bremser hårdt og jeg træder ud på den ødelagte asfalt. Bussen passere mig kort efter, og jeg kan se Adams silhuetten længere fremme.
Adam: Endelig Mig: *ruller med øjne* Adam: Tag det hurtige ben foran, snegl Mig: Du kan sgu da bare komme her hen Adam: Besværlig much Mig: Irriterende much
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
FORFATTERNOTE Halløj, jeg har faktisk haft en god dag! :) Jeg håber også, i har haft en god dag tilbage til skole eller god første ferie dag til jer, der starter på ferie i dag. (Eller det var jo egentligt i fredags men anyways...) Jeg håber i nød dette kapitel, jeg er ret glad for det!
Btw så har jeg kun 99 dage tilbage i folkeskolen, og derefter skal jeg bare lige overstå eksamenerne, og så er jeg en fri fugl! Wow jeg glæder mig!! :D
