Vamp High || ✓

~ Kapitel 23 ~

Ellie Beck – 15. marts

„Jeg skal være bankelam i aften" skriger Alma ud over landevejen med sin halvtømme øl i hånden. Hun prøver desperat at gå på linje på kantstene, som man altid gjorde, da man var mindre.
„Hyg dig med det. Er du sikker på du vil have mig med?" spørger jeg vel vidne om, at hun vil forlade mig lige så snart vi ankommer.
„Ja girl duh, self skal du med" udbryder hun, som om jeg er dum, hvis jeg tænker andet. Hun snubler over sine fødder og falder de få centimeter, der er ned fra kantstenen og vrider om. Hun ømmer sig kort, men følger hurtigt videre med mig ned ad vejen.
„Du sejler allerede søde" griner jeg og giver hende et blidt skub i skulderen.
„Vil du ikke have en øl mus" spørger hun bedene med sine bedårende dådyrøjne helt op i fjæset på mig. Jeg væmmes over hendes ordvalg.
„Nej tak, jeg har det rigeligt sjovt med at se på dig." Hun himler med øjnene og fjerne sig fra mig.
„Boomer."
„Det ved jeg" griner jeg stille. Stilheden lander over os, og uden et eneste ord går vi de få meter, der er tilbage, inden vi er fremme. Heldigvis er der ikke længere, jeg er ikke sikker på Alma kan gå meget længere på sine egne ben. Det er som om, de er blevet udskiftet med tændstikker, der knækker ved den mindste berøring. Det eneste, der lyser vejen op, er lygtepælene langs kantstene med alt for mange meter imellem sig. Vi ankommer til Olivias hus efter få minutters stilhed. Alma snubler op ad trappen til verandaen, men opnår ikke at falde. Imponerende.
„Tror du vi skal banke på eller bare gå ind?" spørger jeg, idet vi akavet står og glor på hoveddøren. Man kan tydeligt hører musikken, der dunker igennem luften.
„Bare gå ind duh" siger Alma, som om det er en selvfølge. Døren drager op, og Alma træder ind over dørtærsklen.
„Okay... det kan jeg se" mumler jeg for mig selv og følger blindt efter hende ind i det gigantiske hus. Følelsen af, at vi er fanget, og der ingen vej ud er rammer mig som en mursten. Jeg stopper brat op og prøver at få styr på alle mine pludselige følelser.
„Åh det glemte jeg lige. Du vender, dig til det" siger hun blidt, klapper mig på skulderen og smutter så ind i menneskemængden. Med et er alle mine forvirrende følelser væk, og Alma er ude af syne.

Jeg tager min cowboyjakke af og kaster den på en stol, der allerede er bombarderet med andre jakker. Jeg har en tildens til at fryse en smule til fester, da døren altid er åben og man render rundt imellem udenfor og indenfor. Derfor har jeg taget et par sorte bukser på matchet med en hvid turtleneck og en pink undertrøje over. Alma var meget overrasket over mit valg af tøj. Du plejer ikke at være så stilet sagde hun. Jeg begynder at gå i den retning, som Alma også gjorde, men farer hurtigt vild imellem alle de fugtige kroppe.
„Hey er du ikke den pige Adam er så meget sammen med?" udbryder en random fyr, jeg ikke ved, hvem er. Han griber fat i min arm og hiver mig hen til ham.
„Ehm det ved jeg ikke" fremstammer jeg. Jeg kender ham godt, det kan jeg se nu. Han er vist nok en af Adams venner, han var med den dag på stranden.
„Jo det er du." Jeg svarer ikke, men står blot utilpas, imens han studerer hver eneste krog af mit ansigt.
„Hvem er du?" spørger jeg stille. Jeg behøver ikke råbe til ham, da vi står en smule tæt.
„Zack, en af Adams venner." Han stikker hånden frem imellem os med et smørret smil. Jeg tager kort imod den.
„Lau kom her" råber han bag sin skulder og slipper min hånd.
„Hvad så?" spørger Lauge irriteret, idet han kommer hen til os.
„Er det her ikke Adams pige?" Han kigger afventende på Lauge, der lægger et blik på mig.
„Adams pige? Nej, det er jeg i hvert fald ikke" udbryder jeg surt. Hvad fanden tror de, jeg er. En ejendom? Typisk drenge.
„Jo du er. Ellie var det?" siger Lauge med en finger peget imod mig. Jeg tøver.
„Ja..."
„Nice, vil du ikke have noget at drikke?" spørger Zack med et smil.
„Nej tak." Hans smil falmer, og han kigger irriteret på Lauge.
„Lad mig gætte, du drikker ikke?" Flabetheden og irritationen i hans stemme er tydelig. Jeg vælger dog ikke at svare, men det er fint for Lauge svarer for mig.
„Du skulle bare vide" siger han og drejer om på hælen, så han kan forlade lyseslukkeren også kendt som mig.
„Undskyld mig? Hvad skal det så betyde?" råber jeg af ham. Han vender sig om igen med et forvirret blik.
„Kan du slet ikke huske mig?" Han kommer tættere på, så vi ikke behøver råbe lige så meget. Af en eller anden grund, er vi kommet tættere på musikken i løbet af vores samtale, eller også har de skruet op for den.
„Selvfølgelig kan jeg det, selvom det er lang tid siden jeg har set dig" svarer jeg blot. Et rødt spotlight kommer imod os, med en pige inden under.
„Hvem henter mig nogen popcorn?" udbryder Zack, der ellers har været ret stille. Han griber fat i pigen under det røde lys. Han løfter sin læbe så man får udsyn til hans hugtænder. Pigen kigger helt uberørt på ham. Hendes hals har flere huller i sig, der drypper med blod ned ad hendes arm og ned på gulvet.
„Og kan en eller anden hente Jayden?" spytter han og tager fat i hendes krave, hvorefter han bider hende aggressivt i halsen.
„Bare ignorer ham" fremstammer Lauge og lægger en hånd på min skulder, så han kan fører mig væk fra, hvad end der lige skete.
„Lige så snart du slipper mig" snerre jeg og vrider mig ud af hans greb.
„Kæft du er jo no fun, hvad ser Adam overhoved i dig?" Han kan rende mig. Jeg har ikke engang bedt om at få Adams opmærksomhed. Hvorfor gør det mig så speciel?
„Det kan jeg godt sige, man kan kraftedeme mærke hende i den anden ende af huset jo" udbryder en ny fyr bag os, jeg gætter på, er Jayden.
„Hey smukke, jeg er Jayden" siger han med et skævt smil, der viser mig hans ene hugtand der er en smule rød.
„Okay jeg vil gå min vej nu" annoncerer jeg, hvorefter jeg vender om på hælen, og går så hurtigt jeg kan væk fra dem.