Vamp High || ✓

~ Kapitel 22 ~

Ellie Beck – 14. marts

„Det tog godt nok lang tid" udbryder Adam, idet jeg kommer hen til ham.
„Også dejligt at se dig igen" siger jeg ironisk og himler med øjnene. Han piller nervøst ved sine hænder og tripper en smule.
„Hvad er det, der haster så meget?" Han stopper brat op og står helt stille. Sidst jeg tjekkede, var han altså ikke så mærkelig. Det er som om nogen af hans følelser prøver at komme ud og udtrykke sig, men han holder dem tilbage, hvilket resulterer i en underlig blanding af følelser og koldhed.
„Kom med" siger han utålmodigt og tager fat i min hånd, så han kan slæbe mig med sig hen ad jorden. Mit hjerte hamre hårdt og tungt i mit bryst af hans berøring, og hans opførelse gør mig en smule nervøs. Hvem er det her, og hvor har han gjort af Adam?
„Hvor skal vi hen?" spørger jeg irriteret. Han skal ikke vide, hvordan jeg rigtigt har det lige nu. Man kan være to til den her leg.
„Hvorfor så mange spørgsmål?"
„Adam stop. Jeg vil ikke med dig medmindre du siger, hvor vi skal hen." Jeg sukker og stopper op. Han vender sig om imod mig uden at fortrække en mine.
„Fint. Vi skal ned i kælderen" spytter han, hvorefter han begynder at gå ned imod kælderen igen. Denne gang med mere fart på.
„Hvorfor?" Han går så hurtigt, at jeg lige er ved at falde over mine egne fødder.
„Hvorfor tror du? Fordi der kan vi være alene duh" snerre han lettere irriteret over alle mine spørgsmål. Men han må vel forstå at tage ned i en kælder helt alene med en vampyr, ikke ligefrem er det jeg har mest lyst til lige nu.
„Skru lige lidt ned for den attitude" kommentere jeg med et skævt smil. Han lyder jo næsten som en pige.
„Kun hvis du smider dine nosser ud." Av.
„Jeg er ikke til nosser desværre" fortsætter han med et smil. Jeg ryster let på mit hoved.
„Og jeg er ikke til piger."

Vi når endelig kælderen, og Adam skubber mig derind, hvorefter han smækker døren i bag os. Jeg går et par skridt længere ind og retter på min havblå trøje. Der var en smule turbulens på vejen ned.
„Okay så er vi her, hvad vil du mig?" spørger jeg stille med blikket sømmet til hans ansigt.
„Fuck du skræmmer mig El" udbryder han og kommer helt hen til mig. Hans højre hånd lægger sig fladt på min talje. Hans åndedrag er tungt og højt, som om han har løbet flere kilometer for at komme herned.
„Okay stop lige en halv, vi er stadig ikke på kælenavne fister" siger jeg koldt og træder væk fra ham, så hans arm glider af mig og hænger akavet langs hans krop.
„Ja, hvad ville du sige?" Hans blik er limet til det hårde betongulv.
„Jeg hader dig med hver eneste muskel, der findes" fremstammer han koldt, og jeg kan se, at hans kæbe spændes.
„Hvorfor lader du mig så ikke være?"
„Det kan jeg ikke" fnyser han og lader endelig sit blik glide hen over mig, hvorefter han fanger mit blik.
„Pppff det tror jeg ikke på" påstår jeg. Stilhed.
„Det var et unødvendigt sidespring. Hvad har du på hjertet?" siger jeg for at bryde den ubehagelige stilhed der pludselig kom. Han svarer ikke. De krystalblå øjne jeg er ved at fare alt for vild i stiger dybt ind i mine. Jeg sukker og begynder at gå over imod døren, men jeg bliver stoppet af hans hånd, der glider ind i min og hiver mig længere ind i kælderen. Lyset er begrænset herinde, så jeg kan knap nok se hans silhuetten.
„Ellie du er i fare" siger han alvorligt. Jeg åbner min mund for at sige noget men ikke så meget som et pib kommer ud.
„Du kan ikke gå alene i offentligheden" fortsætter han hårdt.
„De her ben ser ikke ødelagte ud" snerre jeg fornærmet. Hvad bilder han sig ind?
„El..." Jeg sender ham et surt blik.
„Ellie du kan ikke længere være alene. Du skal have mig ved min side" siger han uden at udtrykke den mindste følelse.
„Vi er i det 21 århundrede, du skal ikke bestemme over mig. Jeg kan sagtens passe på mig selv."
„Ellie stop. Det handler ikke længere kun om dig." Jeg fnyser af ham og får en ubeskrivelig står lyst til at slå ham. Tæve ham til plukfisk.
„Hvem går det ellers ud over?"
„Mig" udbryder han. I et kort sekund kan jeg hører alt smerten i hans stemme. Medlidenheden stepper ind og overtager min krop et kort øjeblik.
„Adam..." begynder jeg stille, men han afbryder mig ved at omfavne mig. Jeg stivner af bar overraskelse over hans berøring.
„Jeg hader dig" hvisker han hæst. Jeg overgiver mig og gengælder hans kram.
„Jeg hader dig mere sexist" spytter jeg og stormer ud af rummet. Han kan tro, han har mig i sin hule hånd, men man skal kraftedeme ikke gå og tro man kan bestemme over mig. Jeg er mere end okay til at tage min egne beslutninger.

∞

Jeg sætter mig ned ved siden af Alma, der smiler stort, idet hun ser mig.
„Hey girl, dig har jeg sgu savnet" siger hun og omfavner mig.
„Og jeg har savnet dig" smiler jeg. Vi slipper hinanden, og jeg åbner plastikposen, der er rundt om min sandwich, jeg hurtigt snuppede på vejen herhen. Alma snakker videre sammen med Maddie og Holly om, hvad end de snakkede om, før jeg kom.
„Hvor har du egentlig været?" spørger Maddie. Hendes ord overrasker mig, og jeg kløjes næsten i min sandwich. Jeg tygger hurtigt af munden, så jeg kan svare hende.
„Jeg sov over mig, og så skulle jeg lige snakke med nogen, da jeg kom" forklarer jeg og tager en tår vand.
„Interessant, men anyways vil I med til fest hos Olivia i morgen?" spørger Holly hurtigt, som om vi bare ikke hurtigt nok kan skifte emnet væk fra mig. Jeg føler ikke rigtigt, at Holly kan lide mig, men så er det heldigt, at jeg heller ikke ligefrem bryder mig om hende. Jeg er næsten helt sikker på, at hun meget hellere vil være sammen med Olivia end os.
„Jo det kunne være nice, er Ellie også inviteret?" spørger Alma og kigger bekymret på mig.
„Selvfølgelig er hun det" udbryder Olivia bag os.
„Jeg glæder mig til at se jer, tutelu!" Hendes skingre stemme hænger stadig i luften, og man kan hører hendes stiletter flere kilometer væk.
„Så er det vel det vi gør" siger jeg nervøst, og udveksler et anstrengt blik med Alma. Der kommer sikkert mange, så sanseligheden for at støde ind i hende er nok ikke den største. Heldigvis.

FORFATTERNOTE
Hej igen, det er da ikke længe siden hehehe. Jeg ved godt, jeg udgav et kapitel i går, men en af mine dejlige læsere, Laura, er syg og spurgte, om der kunne komme endnu et op i dag, så hvorfor ikke? Here u go :) (Btw; god bedring)

Jeg har haft en meget blandet dag i dag... Den startede ud forfærdeligt, men så blev den okay god, så blev den mindre god, så blev den virkelig god, så blev den hæslig, så blev den okay, nu er den god og senere bliver den virkelig god igen! :o

Jeg håber i nød dette kapitel, og i har haft en god dag, vi ses snart igen <3

Spørgsmål;
-Hvornår var du sidst syg?
-Har du tysk eller fransk i skolen?

{Udgivet den 18. februar 2020}