Vamp High || ✓

~ Kapitel 20 ~

Ellie Beck – 13. marts

Regndråberne hamre imod alt og alle. Jeg skynder mig at stikke nøglen i låsen og træde ind i entreen. Hverken mit tøj eller min taske nåede at blive særlig våde heldigvis.
„Endelig er du hjemme, er du gået eller hvad?" udbryder Ally, der stikker sit hoved ud i entreen. Jeg himler med øjnene af hende.
„Eftersom Allan har travlt med sin lille kæreste, blev jeg nød til at finde et andet lift, men eftersom vampyrerne er blevet forvist fra byen i et par dage, var det lidt svært" brokker jeg mig, hvorefter Ally skynder sig ud til mig og lukker døren bag sig.
„Hun er her" mimer hun, og mine øjne hopper nærmest ud af mit hoved.
„Sille? Er hun her? Det kan du da ikke mene!" udbryder jeg lavt. Hun nikker blot med sit hoved, og jeg sukker irriteret.
„Jeg kan ikke fordrage den slange. Han fortjener bedre." Ally smiler fraværende, men jeg ved, at hun er enig med mig. Jeg tager forsigtigt min jakke af, hvorefter jeg hænger den op på den samme knage som jeg altid har hængt den på. Den yderste knage mod venstre.
„Find dit bedste smil frem og hold ud." Jeg sukker og går ud af entreen og ind i helvedet. Sille hopper nærmest op fra stolen og løber over til mig.
„Ellie!" udbryder hun og omfavner mig. Ally tager min taske fra mig, så jeg kan kramme Sille tilbage. Jeg sender et dræberblik efter hende, men hun smiler blot og smider min taske ind på vores værelse.
„Det er godt de ikke har revet hoved af dig endnu, jeg gav personligt et gæt på, at du ville holde en uge, men du er god. Bedre end jeg havde forventet" siger hun med et smil og sætter sig tilbage til Allan. Han kigger undskyldende op på mig, og jeg himler blot med øjnene.
„Hvad mener du?" spørger jeg en smule forvirret og går over i køkkenet, så jeg kan varme noget vand til te.
„Jo altså du er jo lidt udstødt i byen fortiden" fniser hun stille. Jeg sætter vandet over og vender mig om imod hende med et forvirret blik. Hun sidder helt smurt om af Allan på en barstol og drikker noget, der ligner kaffe latte.
„Forest High er jo ikke ligefrem en populær skole her i byen, det kan man ikke rigtig lægger skjul på. Så da folk hørte, at du startede der, lavede dem inden på din gamle skole et væddemål om, hvor længe du ville være i live." Min hjerne er som et stort puslespil med over 10.000 brikker, og med et føles det som om, at Sille, med sine ord, fik samlet et stykke af det.
„Mmhh" siger jeg blot. Min hjerne kører på højtryk. Det er nok det Alma mente med, at man er i fare som menneske på skolen. De vil ikke have os der... Jeg får en pludselig klump i halsen, som jeg diskret prøver at synke.
„Altså folk er faktisk meget ligeglade, de håber lidt de snart er færdige med dig. Du ved de dømmende bybumser. Du burde faktisk være meget beæret over, at jeg overhoved snakker til dig lige nu" siger hun entusiastisk, hvorefter hun tager en stor tår af sin kaffe. Jeg håber hun spilder den ned af sig selv...

„Så er aftensmaden serveret" råber Sille med en sukkersød stemme. Jeg rejser mig ufrivilligt fra min seng og sukker.
„Skal vi seriøst spise hendes mad, hvorfor kan vi ikke bare bestille en pizza?" hvisker jeg til Ally på vej ud ad døren. Hun niver mig i armen og skubber mig ud i køkkenet.
„Fordi Allan holder af hende. Du kan i det mindste prøve." Jeg sukker. Hun har så meget ret. Hun har altid ret. Sille hopper op og hviner, idet vi kommer til syne.
„Ihh, der er vegansk salat med hvidkål" siger hun glad og trækker stolen ud for mig. Lidt for ivrig. Bare en smule.
„Ej, hvor lækket" udbryder Ally og sætter sig ved siden af mig. Jeg sukker lavmælt, men med et smil.
„Tag for jer" siger Allan og giver mig skeen til salaten. Jeg tager imod den og øser op på min tallerken. Vi begynder med at spise i komplet stilhed. Eller stilhed udover Ally, der træder på min fod, og Allan og Sille der er lidt for intime. Maden er dog lækker, det må jeg give hende. Mad kan hun lave.
„Hey, hvad siger i til at tage hen på skolen her efter maden og vise vores respekt for dem, der blev dræbt?" spørger Sille stille. Ally ligner en der har set et spøgelse og samtidig fået noget i halsen. Jeg mores blot ved synet af hende.
„Det lyder som en god idé skat" siger Allan stille. Skat... Hvornår er de begyndt på det? Altså føj.
„Det ved jeg nu ikke om er sådan en god idé..." Jeg vender mit blik imod Ally. Hvad mener hun dog?
„Hvorfor dog? Det ville da være rart for Ellie at se sine gamle venner igen?" siger Sille stille og kigger op på Allan for godkendelse. Telefon, mimer Ally, imens hun diskret peger ned på sin mobil i sit skød. Jeg finder min telefon frem og åbner de mange ulæste beskeder fra hende.