Ellie Beck er en helt normal teenage pige fra den lille by West Forest, som ligger tæt på Australiens sydlige kyst. Ellie har altid gået på dette gymnasie inde i byen, hvor hele hendes omgangskreds fra folkeskolen også går. Ellie er ikke den pige, m...
„Ellie! Tager du i skole på ryggen af en snegl eller hvad?" spørger Alma med et smil, og omfavner mig blidt. „Ha, ha, hvor er du sjov. Jeg var bare forsinket" svarer jeg og himler med mine øjne. „Ligesom i går og dagen før det og..." Jeg afbryder hende ved at give hende et let skub i skulderen, der får hende til at træder et par skridt væk fra mig mod venstre. Hun griner af mig, hvorefter vi følges ind på skolen. Almas lange blonde hår flyver blidt rundt om hendes hoved, idet vinden tager fat i det. Selvom vi er gået ind i efteråret, har hun stadig kjole på. Jeg kan tælle på blot en hånd, hvor mange gange hun har været i skole med bukser på. Bukser passer dog heller ikke rigtig til hendes udstråling, de er bare ikke feminine nok, hvor jeg derimod går i bukser stort set hver dag. Eftersom vi begge har matematik indtil frokost følges vi derover. Inderst inde har jeg reelt ikke noget imod matematik, det er bare røv sygt. Jeg glæder mig bare til, at det er overstået, og jeg kan komme ned til frokost. Jeg har spist i kantinen, hver dag den seneste uge i håb om, at jeg ville støde ind i Adam. Men drengen har ikke været i skole. Målet er dog at se ham i dag. Han kan jo ikke have pjækket i en hel uge. Medmindre han er blevet bortvist eller suspenderet. Ville han dog ikke have skrevet det så? Han har ikke svaret på nogen af mine sms'er. Jeg er dog stoppet med at sende dem. Jeg vil ikke virke klistrende.
Frokosttid er kommet og alle eleverne fylder gangene. Alle prøver at kommer ind i kantinen og få deres mad først. Jeg prøver ihærdigt at se rundt på alle, men ingen af dem er Adam. Jeg sukker og stiller mig opgivende i madkøen. Alma kommer bag mig og kilder mig kort under armene. Jeg hopper op af bar overraskelse, hvilket får hende til at bryde ud i et stort og højt grin. Folk begynder at vende sig om mod os, hvilket får mig til at krympe mig og tage mit hår foran mit ansigt. „Jeg synes du smuttede hurtigt fra timen, nogen du leder efter?" spørger hun med et smil, der røber, hvad hun hentyder til. Jeg himler med mine øjne og giver hende et blidt slag på skulderen. „Stop dig selv" er det eneste jeg når at sige, inden Esther pludselig kommer ind i kantinen, hvilket får de fleste elever til at klappe deres mund i, og kigge med frygt i blikket op imod hende. Hun behøver ikke engang tysse på os. Vi har så meget respekt, eller frygt, for hende så vi adlyder allerede hendes usagte ordre. Vi skynder os at få vores mad, hvorefter vi sætter os ned ved vores sædvanlige bord. „Hvis ikke i allerede vidste det, så har deres været nogle vampyrangreb på byens skole for mennesker, hvilket er fuldstændig uacceptabelt" siger hun højt og tydeligt. Hendes stemme er helt kold og ikke en eneste følelse kan tydes. Jeg kigger forvirret over imod Alma, der blot ser irriteret ud. Jeg giver hende et forvirret blik, men hun ignorer det. „Det er dog stadig for tidligt til at fortælle om det er nogen herfra" fortsætter hun, hvorefter hun går sin vej. Folk vender tilbage til deres mad og samtaler, som om intet var sket. Jeg vender mig om igen, så jeg kan se rundt på de andre, der også bare er begyndt at spise igen, dog i stilhed. „Hvad handlede det om?" spørger jeg, selvom beskeden var tydelig. „Det er jo også tarveligt når hun er ny" hvisker Holly stille til Alma, der sukker og lægger sin mad fra sig. Jeg kigger forvirret og afventende mellem dem begge. „Jo ser du Ellie, vi har en lille intern magtkamp sammen med din gamle skole, hvilket vil sige, at hvis den er nogle af vores vampyrer vil vi højst sandsynligt blive forvist fra byen i et par dage, hvilket vil give dem et signal af at de vinder, hvilket de ikke gør." Jeg kigger dumt på hende. Hun er ikke engang selv vampyr, hvorfor skal hun så bekymre sig om en skide magtkamp. Hvis man sætter det sort på et hvidt papir, så vinder vampyrerne jo uden tvivl. De har for helvede jo lige dræbt nogen. „Okay" siger jeg blot. Vi begynder at spise videre uden at sige noget, hvilket faktisk er en smule ubehageligt. Jeg skulle bare have spist et andet sted, jeg magter ikke at spise i kantinen. Min telefon brummer sagte i min lomme, og jeg fisker den op i håb om at se Adams navn på min skærm.
Alma: Jeg går ikke op i det, bare rolig. Jeg synes det er lige så dumt som du synes. Mig: Hvorfor er du så sådan? Alma: De andre ved ikke, at jeg er menneske. De tror jeg er vampyr, ligesom dem. Det er bare bedre at lade som om, at jeg er en af dem, så er jeg ligesom ikke i farer. Mig: I fare? Er jeg så i fare? Alma: MMhhh ja... Mig: Øhm... okay? Hvad for en fare? Alma: Det kan jeg ikke fortælle dsv. Jeg er lidt i inderkredsen, men det er du ikke, endnu, så jeg kan ikke fortælle dig mere. Desværre. Mig: Hvilken inderkreds? Alma: Vampyrernes Mig: Hvem er medlem af den? Alma: Det kan jeg ikke fortælle dig Mig: Hvad kan du overhoved fortælle mig? Alma: At du nok skal klare det Mig: Hvordan kan du være så sikker på det? Alma: Det kan jeg heller ikke fortælle dig... Mig: Ej altså. Hvordan kan jeg komme ind i denne inderkreds? Alma: Det har du ikke lyst til Mig: Jo?
Jeg sukker og lægger min telefon tilbage i lommen. Alma smiler blidt til mig, hvilket jeg gengælder med et øjenrul. Hun griner sagte og rejser sig fra bordet. „Jeg skal til time, vi ses senere" siger hun og forsvinder ud af kantinen. Holly og Maddi er forsvundet som støv, og jeg er den eneste tilbage i kantinen. Jeg hopper hurtigt op af stolen og finder mit skema frem. Jeg skal have aboriginal i to lektioner nu, uden nogen jeg kender. Suk. Jeg skal heldigvis kun hen til lokale C21, hvilket er lige ved trappen. Jeg går ud af kantinen med hurtige skridt. Trappen er helt øde, eftersom timen startede for blot to minutter siden. Jeg løber op af den og stiller mig foran døren ind til lokale C21. Jeg banker stille på døren, hvorefter jeg træder ind. „Undskyld jeg kommer for sent" hvisker jeg og skynder mig ned til den tomme plads i bagenden af lokalet. Denne dag kan bare heller ikke blive værre.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
FORFATTERNOTE Hey... jeg har haft en blandet dag i dag, men jeg håber jeres dag blev bedre efter at læse dette hehehe ;)
Jeg kan huske den gang man var mindre, og man var pisse bange for 9. klasserne, men sådan man så op til dem. Ja det gør folk ikke på min skole. (Jeg går i 9.) I dag havde jeg en episode med nogle små drenge. De råbte efter mig; "vejer du 80 kilo eller hvad?!" (Det skal lige siges, at jeg ingen muskler har og er 157 cm høj..) Jeg siger tak til de små drenge for at kalde mig tyk.. :)
Men nu skal jeg altså snart på arbejde, så vi seees!
