Vamp High || ✓

~ Kapitel 35 ~

Ellie Beck – 18. marts

Den friske luft rammer mig blidt, idet jeg går ud ad dørene og ud på parkeringspladsen. Jeg har ingen idé om, hvad han vil, eller hvorfor han ikke bare kunne sige det til frokost. Alle har fri lige præcis nu, så jeg går igennem en proppet parkeringsplads. Jeg kan tydeligt mærke alles øjne, der følger mig fra døren og hele vejen hen over parkeringspladsen. Jeg prøver at forholde mig selv i ro og ikke panikke over at alle glor på mig. Jeg når hen til hans bil, hvor han sidder bag rattet og glor ned i sin telefon. Han spiller sikkert den sygeste runde snake. Jeg hamre stille men aggressivt imod ruden.

„Er hun idiot? Han lukker ingen ind i sin bil" udbryder en pige med britisk accent. Jeg vender mig kort om, for at se, hvem det er. Jeg kender hende ikke, men lige ved hendes side står Olivia. Jeg får en kuldegysning ned ad ryggen.
„Ha, hun tror virkelig, at han vil hende, trist" griner Olivia ondt og tygger højt på sit tykke gummi. Hun blinker med sine lange øjenvipper og smiler ondt til mig. Jeg sukker og vender mig om imod bilen igen. Adam har lagt sin telefon og skal til at hoppe ud ad døren.
„Som om han overhoved gider den sæk" råber en dreng højt, hvorefter hele parkeringspladsen griner. Jeg tager en dyb indånding og prøver ikke at lade deres kommentarer komme ind til mig. Han kommer ud af bilen og omfavner mig med det samme. Berøringen overrasker mig, og jeg stivner kort i hans arme, hvorefter jeg begynder at slappe mere af.
„Bare følg mig" hvisker han stille og slipper mig. Folk rundt om os er stoppet brat op og kigger chokeret over på os, imens han stramt holder min hånd i sin og følger mig over til passagersædet, hvor han åbner døren, og jeg hopper ind. Hele min krop ryster. Jeg kan ikke klare alt den opmærksomhed. Han smiler blidt til mig inden han smækker døren og går over til førersædet.
„I kan godt samle jeres kæber op og få jer et liv" siger han irriteret mest henrettet til Olivia og hendes veninder, hvorefter han hopper ind i bilen og træder speederen i bund.

∞

„Skriv til din moster og onkel, at du ikke kommer hjem til aftensmad" siger han pludselig, idet vi når ud fra skolen og længere ned ad vejen igennem skoven. Jeg giver ham et forvirret blik, men finder min telefon frem.
„Hvorfor?" spørger jeg stille. Hans hånd ligger stille og blidt på mit lår. Smilet på hans læber er hemmelighedsfuldt men stort.
„Det siger jeg ikke. Bare fortæl dem, at du er i sikkerhed" svarer han uden at fjerne sit blik fra vejen. Vi når udkanten af skoven, men i stedet for at dreje ind imod byen drejer vi ned imod kysten.
„Okay..." mumler jeg lavt.

Mig: Jeg kommer ikke hjem til aftensmad. Jeg er i sikkerhed. Jeg er sammen med Adam

Jeg sender beskeden, hvorefter jeg lægger min telefon med skærmen op ad på mit venstre lår uden at vente på svar. Stilheden gør pludselig luften tung.
„Spillede du snake, da du ventede på mig?" spørger jeg for at byrde stilheden. Han smiler stort og ægte imens han kort kigger på mig, før han retter sin opmærksomhed imod vejen igen.
„Ja, min lillesøster slog min rekord" siger han stille. Jeg kigger overrasket på ham.
„Har du en lillesøster?" udbryder jeg nysgerrigt. Han griner stille uden at kigge på mig.
„Ja" svarer han kort. Han fortæller mig aldrig noget om sig selv.
„Hvad hedder hun? Hvor gammel er hun? Er hun også vampyr? Hvordan ser hun ud? Er hun sød?" udbryder jeg interesseret. Han sukker og ryster smilende på sit hoved af mig.
„Ellie altså, stopper de spørgsmål nogensinde?" Jeg skyder min underlæbe ud, rynker mine øjenbryn og folder mine arme over mit bryst. Han lægger et hurtigt blik på mig.
„Ellie for helvede, ikke det ansigt" stønner han og klemmer blødt om mit lår. Jeg skriger af grin over hans berøringen.
„Adam" udbryder jeg. Han smiler drilsk.
„Kilder det?" Jeg giver ham et advarende blik, men han er ligeglad. Han begynder at nusse mit inderlår, hvilket for mig til at hoppe og spjætte.
„Adam det kilder lorte meget" udbryder jeg forpustet og griber ud efter hans hånd. Han fletter sine fingrer imellem mine.
„Jeg skal nok stoppe" siger han undskyldende og kysser blidt min hånd. Jeg ånder lettet op.
„Puha, jeg var bange for, at vi ville ende med at kører galt." Han kommer med en overrasket lyd.
„Jeg kan lide, hvordan du tænker." Jeg rykker tættere på ham og lægger mit hoved på hans skulder. En sms popper op på min telefon og jeg tjekker den med det samme.

Denise: Ellie altså. Vi ville gerne have dig hjemme
Carl: Men så længe Adam holder fingrene for sig selv, så skal du bare være hjemme inden 22
Mig: Tak, det skal jeg nok

Jeg skal til at lægge den fra mig igen, men så skriver Ally.

Ally: Har du husket kondomer?
Mig: Ally for helvede
Ally: Det er seriøst, du skal være sikker
Mig: Det kommer ikke til at ske
Ally: Fint
Mig: Ik' sig noget til Allan
Ally: For sendt hilsen Allan
Ally: Sorry sis, hyg dig

Vi er kørt ind i en ny mørk skov. Solen går ikke ned før om flere timer, men der er næsten helt mørkt.
„Hvor er vi egentlig på vej hen?" spørger jeg stille. Han svarer ikke.
„Skal vi hen til denne søster du har?" spørger jeg nysgerrigt. Han sukker.
„Din nysgerrighed stopper aldrig, gør den?" Jeg giver ham mit største tandsmil.
„Aldrig." For enden af vejen kommer en lysning i skoven, hvor et kæmpe hus står midt i det hele. Huset er på to etager og må være på mere end 300 kvadratmeter. Adam kører igennem noget grus foran huset, hvorefter han stopper bilen. Jeg kigger forvirret på ham.
„Ja det her er så mit hus" siger han stille. Jeg taber kæben og sætter mig ordentligt op.
„Hvad?" udbryder jeg. Hele indkørslen er fyldt med en masse nye og gamle biler og over i den fjerneste ende holder der to motorcykler. Han klør sig i nakken og sukker.
„Får jeg rent faktisk lov til at komme ind?" Han giver mig et irriteret blik.
„Selvfølgelig. Det er på tide" siger han blot. Jeg hviner og omfavner ham hurtigt, inden jeg hopper ud af bilen.

FORFATTERNOTE
Undskyld jeg glemte dette kapitel. Men min skrivelyst har ramt bunden i dag. Jeg vil virkelig ikke gøre den værre, så jeg smutter igen. Vi ses i morgen

{Udgivet den 31. marts 2020}