Vamp High || ✓

~ Kapitel 31 ~

Ellie Beck – 17. marts

Jeg ligger på gulvet ved siden af Ally og ser Greys Anatomy. Vi har aldrig set så meget serie i streg, siden vi var helt små. Jeg har dog ikke rigtig fokuseret det sidste stykke tid, da jeg tog mig sammen og svarede Adam, da vi begyndte, hvorefter vi begyndte at skrive sammen.

Handsome idiot: Kommer du i morgen?
Mig: Ved ikke, har ikke snakket med de voksne endnu
Handsome idiot: Urgh du piner mig
Mig: Jeg piner dig? Ppff
Handsome idiot: Ja du gør
Mig: Bye bye så
Handsome idiot: Neeeej, ik' forlad mig El!

Jeg smiler fjoget ned i mine telefon, hvilket Ally lægger mærke til. Hun dasker til mig.
„Adam?" spørger hun og nikker ned imod min telefon. Jeg slukker den og lægger den fra mig.
„Måske" tøver jeg, hvilket bare får hende til at grine.
„Åh girl bliv nu bare kærester allerede" udbryder hun. Døren braser op og Allan står i døråbningen. Smilet falmer fra mine læber.
„Hun taler stadig ikke til dig" siger Ally stille og giver ham et undskyldende blik. Jeg sukker og kigger alle andre steder hen end på ham.
„Mor siger der er mad" siger han koldt og forlader os.
„Kom. Du skal seriøst blive god med ham igen" sukker hun og rejser sig. Jeg bliver siddende på gulvet. Jeg har ikke lyst til at gå derud. Jeg føler mig ret meget udenfor den her familie for tiden. Jeg ville bare ønske, at jeg havde mine egen forældre. Jeg tørrer tåren, der stille triller ned fra mit venstre øje væk.

Mig: Jeg skal spise, ringer bagefter
Handsome idiot: Uhhh ringer, er du okay?
Mig: Mææhh
Handsome idiot: Ring hurtigt, jeg er her for dig
Mig: Tak

Jeg kaster min telefon på sengen og går ud af værelset. Jeg magter ikke rigtig aftensmad med dem lige nu, men det er jo ikke fordi, jeg bare kan tage noget mad og gå min vej. Gud det ville jeg håbe, jeg kunne alligevel. Jeg kommer ud til bordet og de sidder alle sammen og spiser og snakker. Jeg tager min tallerken fra min plads, øser op og går min vej.
„Hvor skal du hen skat?" spørger Denise. Jeg snøfter og går ind på badeværelset og låser døren bag mig. Heldigvis tog jeg min dyne og pude herind tidligere, da jeg vidste, jeg ville få brug for det. Jeg kaster mig i badekarret med min mad. Jeg begynder at spise imens jeg bare stiger ud i luften. Tiden går og jeg aner faktisk ikke, hvor lang tid jeg bruger på at spise min mad imens jeg intenst stirre på den sorte plet på den ellers helt hvide dør med tårer løbende ned ad kinderne. Der bankes på døren og jeg rykker forskrækket på min krop. Jeg sukker. Hvad nu? Lad mig nu for helvede bare være.
„Der er nogen, der gerne vil i kontakt med dig. Kom ud når du er klar" siger Denise med en blid stemme, hvorefter min telefon kommer til syne på gulvet. Jeg kigger på displayet, idet den begynder at brumme. Handsome idiot står der på skærmen, og jeg hopper op og skynder mig at tage den. Lettelsen er tydelig at hører på hans åndedrag.
„El" siger han hæst. Jeg sætter mig ned i badekarret igen med et kæmpe smil på mit ansigt.
„Hej" svarer jeg grådkvalt. Han sukker smertefuldt, hvilket får mig til at fælde endnu en tåre, men mere end glædeståre denne gang.
„Jeg ville ønske, jeg kunne holde om dig lige nu" fremstammer han. Jeg kan tydeligt hører hans smil.
„Også mig." Han rømmer sig og hans åndedrag bliver tungere.
„Fortæl mig alt smukke" insistere han. Mine ben ligger op ad væggen så jeg danner en ret vinkel med min ryg, der ligger på dynen på bunden af badekarret. Jeg tager en tot af mit hår imellem mine fingre.
„Jo ser du, jeg er virkelig uvenner med Allan, jeg ville ønske, du var her lige nu, jeg føler mig udenfor i den her familie, jeg savner min mor og..." jeg tøver en smule.
„Og?" Jeg tager en dyb indånding.
„Jeg er bange" indrømmer jeg stille. Der er musestille i den anden ende. Jeg fjerne telefonen fra mit ører, så jeg kan se, om han har lægget på. Opkaldet kører stadig, så jeg tager telefonen tilbage til øret i tide til at hører ham stønne pinefuldt.
„El, jeg hader, at du har det sådan. Jeg ville ønske, der var noget jeg kunne gøre." Jeg smiler for mig selv, han har ingen idé om, hvor meget han gør for mig lige nu.
„Vent jeg har en idé" siger han pludselig med glæde i stemmen.
„Jeg vil lægge på nu, hold dig tæt på din telefon." Jeg fniser stille.
„Okay" svarer jeg, hvorefter opkaldet slutter. Jeg sidder I et par minutter og glor på min telefon, inden der endelig kommer noget.

Handsome idiot: Du er smuk, vi ses i morgen
Mig: ahhaha, du er sjov. Vi ses når vi gør

Jeg ændrer hans navn igen, hvis nu en af de andre skulle se på min telefon, så skal han nok have et mere neutralt navn.

Adam: I morgen, kys
Mig: Jaja, kram

∞

„Kan vi snakke?" spørger jeg lavt og piller nervøst ved mit armbånd. Denise kigger op på mig fra sin telefon.
„Selvfølgelig" siger hun. Hun sidder i sofaen med briller på og telefonen så langt fra ansigtet som muligt.
„Må jeg komme ind til dig?" spørger hun og lægger telefonen væk.
„Ja." Hun rejser sig og følger stille efter mig ud på badeværelset.
„Wow, hvor er der hyggeligt herinde" siger hun med et smil, idet hun kommer derud.
„Tak." Jeg sætter mig ned i badekarret og klapper på dynen ved siden af mig, som for at indikere, at hun skal sætte sig. Hun lukker døren bag sig og kommer over ved min side.
„Hvad så skat, hvad har du på hjertet?" Hun kaster sig ved sinde af mig og kigger på mig med sit bekymrende morblik.
„Jeg savner min mor" hvisker jeg, og hun sukker stille.
„Åh skat altså." Vi sidder stille i et stykke tid, hvor hun studerer mit ansigt. Hun ved udmærket godt, hvad det handler om. Jeg ender altid med at savne min mor, når jeg ikke har det godt herhjemme.
„Du er en del af vores familie nu, intet kan tage dig fra os" siger hun overbevisende.
„Jeg føler mig ikke særligt inkluderet for tiden" mumler jeg, og hun fjerner en tot hår fra mit ansigt. Hun putter den om bag mit ører og aer mig blidt på kinden med sin tommelfinger.
„På grund af Allan?" spørger hun blidt. Jeg nikker langsomt uden at møde hendes blik.
„Søde, du ved godt, at han gør det for at beskytte dig. Han elsker dig" siger hun med et smil.
„De ved jeg godt." Stilheden falder over os. Der er ikke mere at sige. Nu vil hun snakke med Allan om det, og alt vil blive godt igen. Hun omfavner mig hårdt.
„Vil du ikke fortælle mig om min mor?" hvisker jeg sagte, hun sukker men nikker med et fjernt smil.

FORFATTERNOTE
Jeg er noget af det mest dovne i verden i denne karantæne... I am sooo sorry!

{Udgivet den 20. marts 2020}