Vamp High || ✓

~ Kapitel 13 ~

Alma Fisher – 5. marts

Hold nu fest. I alt den tid jeg har gået her på Foret High, har der ikke været nær så meget drama, som der har været siden Ellie er startet.  Ikke forstå mig forkert, hun er rigtig sød, og vi er gode veninder, men hold nu fest hun er en dramamagnet. Jeg håber bare, hun klarer den inden på Esthers kontor. Esther er kendt for at riste alle, der laver ballade, men i princippet er det jo ikke Ellis skyld. Jeg sukker rystende på hovedet og river plakaterne ned på vejen hen til Adams gemmested. Jeg kender stort set den drengs hjerne ud og ind. I stedet for at går op ad trapperne og til time, går jeg ned af dem og ender i kælderen. Jeg går længere ind i det første kælderrum. Jeg ved han er her et eller andet sted, spørgsmålet er bare; hvor?
„Adam?" kalder jeg stille. Jeg ved han er hernede, det er hans tilflugtssted. Noget falder ned fra en hylde over i det bagerste hjørne, og jeg skynder mig derhen. Der sidder han, sammenkrøbet på gulvet med blod i hele krydderen.
„Adam for helvede" udbryder jeg og tager blodposen fra hans mund. Jeg smider den ud i skraldespanden og finder noget papir.
„Ellie?" mumler han og løfter sit hoved. Drengen er jo helt smadret, hans øjne er helt røde og hans kinder helt våde. Jeg løfter papiret til hans ansigt og begynder at fjerne alt blodet og tårerne.
„Ellie er okay, hun snakker med Esther lige nu" siger jeg stille for at berolige ham. Dog uden held. Adam spænder kæben og kigger mig ind i øjnene.
„Er hun okay?" spørger han skeptisk. Jeg sukker.
„Så okay som man kan være efter det der." Han tager en dyb indånding og himler med øjnene.
„Var det Olivia, som stod bag? Hvor har hun egentlig fundet det billede? Det så ret privat ud" spørger jeg stille og fjerner papiret fra hans ansigt. Han er så ren, som han kan blive af at stykke papir. Jeg smider papiret ud og sætter mig ved siden af ham.
„Det var Olivias idé, men det var Sandra og Gabriella, der fysisk gjorde det. Jeg ved ikke, hvor hun har billedet fra" svarer han koldt. Jeg rykker tættere på ham og han lægger sit hoved på min skulder.
„Skal du også tale med Esther?" Han fnyser.
„Hvad tænker du selv?" spørger han. Den havde jeg nok fortjent. Adam bliver altid kaldt op til Esther også selvom han ikke engang var med i balladen. Jeg tror ikke rigtig Esther kan lide ham, eller hun stoler i hvert fald ikke på ham.
„Damn, jeg lovede at skrive en update til Ellie" udbryder jeg og rejser mig hurtigt op. Adam kigger forvirret på mig.
„Ja ligesom du tænker på hende, tænker hun på dig." Han smiler skævt og rejser sig også op.
„Så hun kan godt lide mig?" spørger han med et smørret grin. Lykken i hans øjen er jo næsten bedårende. Jeg ryster på mit hoved med et smil.
„Hun har ikke sagt noget om det til mig, men jeg kan fornemme det." Han kigger skeptisk på mig, ryster smilende på hovedet og begynder at danse rundt om mig. Jeg sukker.
„Du er faldet hårdt knægt, hårdt" mumler jeg og begynder at skrive en update til Ellie.

Mig: Hey El, jeg har fundet Adam, han har det fint, det skal du ikke tænke på. Olivia er stadig ude af syne.
Ellie: Åh gud, hvor er jeg glad for, at han er okay. Vi må nakke Olivia senere
Mig: Ahahah ja, Adam er bare glad for, at du er okay. I er nu søde sammen ;)
Ellie: Hvad? Vi er ikke sammen. Jeg bekymrer mig om alle.
Mig: Mmhhh så siger vi det
Ellie: Jeg mener det. Hvem end, der har startet det rygte, *host* Olivia *host*, så er det ikke rigtigt. Adam og jeg snakker godt sammen, ja, men om jeg skal date en vampyr? Aldrig, ikke efter i dag, i hvert fald.
Mig: Okay, jeg tror dig. Jeg synes nu ikke, du skal smide muligheden helt ned i skraldespanden.
Ellie: Ja ja, vi ses senere.

Jeg sukker og himler med øjnene. Jeg kan jo tydeligt se, at de er ved at falde for hinanden, om de kan lide det eller ej. Adam stopper op og kigger spørgende på mig.
„Hvad skrev hun?" spørger han og langer ud efter min telefon. Jeg skynder mig at dreje mig, så han ikke får fat i den.
„Ikke noget, der vedrør dig unge mand" svarer jeg igen. Han kniber øjnene sammen, som om han ikke tror på mig. Han træder et skridt tilbage, og jeg vender mig om igen. Han bruger sine snedige vampyrtricks og får hurtigt taget telefonen ud af hånden på mig og løbet over i det andet hjørne af kælderen.
„Selvfølgelig vedrør det mig" mumler han stille. Jeg går over imod ham og kan tydeligt se, at han læser vores samtale. Et smørret grin strejfer hans læber.
„Nu får vi at se, hvem det er, der ikke gider date en vampyr" siger han stille og rækker tunge af skærmen. Jeg smiler for mig selv, over hans reaktion.
„Adam Andersson til Esthers kontor med det samme" udbryder højtalerne, og Adams humør synker. Han himler med øjnene og går over til mig. Han giver mig min telefon tilbage med et halvt smil.
„Tak for hjælpen, dig kan jeg altid regne med" siger han og omfavner mig. Jeg gengælder hans kram med et smil.
„Og jeg kan altid stole på dig." Han trækker sig og løber ud ad døren. Det føles godt at hjælpe ham. Det er ved at være længe siden sidst. Jeg har kendt Adam stort set hele mit liv. Vi var uadskillelige som små, men puberteten og vampyrpligterne kom, så han efterlod mig. Jeg står dog tilbage og er her, når han skal bruge mig, som en dum klovn. Men jeg elsker ham som min egen bror, og selvom han ikke viser det i offentligheden, ved jeg, at han elsker mig som sin søster. Han viser nu heller ikke nogen følelser i offentligheden så det fint.

FORFATTERNOTE
Jeg er verdens værste Wattpad forfatter jo. Undskyld venner, jeg glemte alt om, at dette kapitel skulle op i går. Ærligt det eneste jeg skulle var at trykke udgiv, men det var for svært tydeligvis. Undskyld.

Vi overgav nøglen til vores hus idag (kan man overhoved sige det?), altså vi er flyttet ud af vores hus og nogle andre bor i det lige nu. Ahhahaha. Det er mærkligt, men alligevel Nice.

Btw så er jeg med i NaNoWriMo, så i kan spørge mig om venner, hvis i vil følge med! Jeg hedder freja.drachmann

Nå men ikke så meget snak, vi ses på et tidspunkt.

SPØRGSMÅL
Skal du være med i NaNoWriMo?

{Udgivet den 1. november 2019}