Unexpected love before Christmas

❄️1- Det sidste kram & og nabopigen.

„Claire? Vi skal køre nu". Kommer mor ind og siger fra dørkarmen med et skævt smil, og går så stille sin vej igen.

Jeg lader blikket flyde langsomt hen på mine 4 bedsteveninder: Christine, Ella, Hannah og Brook.

Mine absolut bedste - og eneste - nære venner. Og nu skal jeg  forlade dem.

Sammen går vi ned til bilen, som holder udenfor vores hus.

Far står med hånden hvilende på taget af bilen, og mor står med sin3 hænder foldet, og prøver så godt hun kan, at tvinge et smil frem.

Lad os lige understrege, at det ikke går særligt godt.

„Vi kommer til, at savne dig, CJ". Siger Brook med et skævt smil og sine glødende brune øjne.

Vi kalder hinanden ved  forbogstavet ved vores fornavn og efternavn her i Californien. Eller, det gør mine veninder og jeg i hvert fald.

Jeg smiler skævt og nikker, hvorefter jeg bliver trukket ind i et gruppekram. - det sidste gruppekram.

Da lyden af bildøren som smækker, slutter krammet, og jeg smiler en sidste gang til mine 4 veninder, og går så hen imod bilen. Smækker døren hårdt i, og betragter de skæve smil ude fra den anden side af ruden.

Fuck, hvor jeg hader det her. Hvorfor skal de hele være så uretfærdigt? Og hvorfor lige mig?

Da bilen begynder at trille langsomt væk fra vejkanten, forsvinder mit falske smil, og mine læber former sig pludselig til en tynd streg.

"Okay, skat?". Spørger mor med hovedet lænet ud fra forsædet.

Hvad fanden er det egentligt for et spørgsmål? Nårh ja, jeg har det jo helt fantastisk. Tak fordi du spørger.

„Jeg gider ikke at snakke om det". Snerrer jeg, sætter mine høretelefoner i, læner hovedet opad ruden og lukker øjnene.

Jeg gider ikke at snakke med dem. Hverken min mor eller far.

Takket være min far og han nye lortejob skal vi flytte til New York. I den anden ende af USA.

Og takket være mor og hendes lave indsats for at sige ham imod og få ham til at skifte mening, så er der 0% chance for, at blive her i Californien

Tak. Tak til jer begge. Virkelig.

❄️❄️❄️

„Claire skat, vågn op. Vi er her nu". Hører jeg en lav stemme sige og mærker en rusken i mig.

Langsomt og træt får jeg åbnet øjnene, og får pillet høretelefonerne ud af mine ører.

Jeg betragter hurtigt det store hus, som vi holder udenfor.

Døren bliver hurtigt åbnet, og da jeg er trådt ud af bilen uden at fjerne blikket fra huset, så giver mor mig nøglen.

For stadig at vise min irritation og had overfor hende, så river jeg nøglen ud af hånden på hende, sukker og går hen for at låse op.

Tror hun seriøst at det er en ære for mig? At det løser problemet, og på magisk vis bare gør hele dagen bedre?

Nøglen låser snildt døren op, og der lyder et lille klik. Hurtigt men stille trækker jeg i håndtaget og lader døren gå op.

Lyset overvælder med det samme den store entré og de første trappetrin oven til.

Okay. Måske er det lidt af en ære.

Med det samme kommer far gående ind af døren med to papkasser.

"Ja, det er flot, ikke?". Spørger han og kigger smilende rundt, da han har sat papkasserne ved trappen.