Unexpected love before Christmas

❄️2- Boghandleren & Røvhullet.

Et suk forlader mine læber i takt med det ironiske grin.

„Jeg går op og vælger værelse". Siger jeg og skal lige til at løbe opad trapperne, da far standser mig.

„Vi har allerede valgt et til dig". Siger han hurtigt.

Seriøst? Må jeg nu ikke engang selv vælge værelse? Det var da i hvert fald det mindste I kunne gøre for, at have slæbt mig med tværs henover landet.

Far overhaler mig hurtigt på trapperne, og beder mig om at følge med ham. Så det gør jeg.

Da vi kommer op ovenpå går der en lang gang med døre på hver side, igennem huset. Jeg følger med far helt ned i enden, hvor der er en dør for sig selv.

„Det er nok ikke særligt fedt, men hellere det end nogle af de andre værelser". Siger far, imens han skubber døren langsomt op.

Jeg træder langsomt ind, imens far står i dørkarmen.

Værelset er stort og lyst med en dør ud til en altan. Langsomt bevæger jeg mig hen imod døren, hvorefter jeg langsomt åbner den, og træder ud på altanen, som har udsigt ud til den snedækkede skov.

Jeg elsker det! Sådan virkelig elsker det.

„Men hvis du gerne vil se det værelse mor og jeg vi h-". Siger far, men jeg afbryder ham bare.

„Det er fint, far". Siger jeg.

Jeg vil ikke have, st han skal tro, at alt bare godt igen. Næh, nej. De skal fandeme kunne mærke, at jeg er irriteret.

❄️❄️❄️

Senere efter aftensmaden har jeg besluttet mig for, at besøge en bogbutik nogle gader herfra. Den skulle vist have sent åben.

Da jeg har krydset et par gader begynder sneen langsomt at falde, og mørket falder på i New York.

Da jeg har krydset et par gader mere, så kan jeg endelig se den lille bogbutik på hjørnet af Elm Street. Lille, fin og lysende.

Dørklokkerne ringer stille og hyggeligt, og pigen ved kassen løfter hovedet fra sin telefon, da jeg træder ind i butikken.

„Velkommen til Wendy's Book Gallery, kan jeg hjælpe dig med noget?". Spørger hun med en træt og - måske - irriteret stemme.

„Ellers tak. Jeg kigger bare". Svarer jeg, imens jeg lader mine øjne undersøge bogreolerne.

Da jeg til sidst får fundet nogle ganske fine bøger som omhandler kærelighed og depression går jeg op til kassen for at betale.

Ikk' døm mig! Okay? Det er sådan nogle bøger jeg finder spændende. Ikk' spørg mig hvorfor.

„Kliché". Siger tøsen bag kassen.

„Øøh.. ja. Det blev det idag". Siger jeg hurtigt. Hvorfor fanden kommenterer hun på mine bøger? Kan hun ikke være ligeglad?

„12 dollars". Siger hun hurtigt, da hun har stået og tastet lidt på kasseapparatet.

Wtf?

„Hvad? Nede ved prisskiltet stod der 10 dollars". Klager jeg.

Tøsen kigger på mig. Dér lægger jeg mærke til hendes udseende.

Hun har en solbrun kulør med lidt fregner på næsen, grønne øjne og mørkt hår som er sat op i en rodeknold.

Wow. Hun minder faktisk ikke rigtigt om de piger jeg havde forventet at se her i New York.

„Argh fuck! To sekunder". Udbryder hun sukkende, og forsvinder ind i et baglokale.

I nogle minutter står jeg lidt og venter i stilheden.